Genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning
Selvbetjening
Ansøgning om hjælpemiddel/forbrugsgode/boligindretning efter lov om social service §§ 112/113/116
Husk at have MitID klar.
Når du klikker på "Start selvbetjening" skal du være opmærksom på, at vores udbyder af servicen (EG) gerne vil sætte en eller flere cookies på din computer.
Start selvbetjeningGenbrugshjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning
Kvalitetsstandard - Genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning
Lov grundlag for ydelsen
Lov om social service § 112, § 113 og § 116.
Det er en forudsætning for bevilling efter disse paragraffer, at hjælpen ikke kan ydes efter en anden lovgivning.
Mål med ydelsen
At støtte borger i at leve en så normal, aktiv og selvstændig tilværelse som muligt, svarende til andre ikke handicappede på samme alder og i samme livssituation.
Målgruppe
Du kan få hjælp til hjælpemidler, forbrugsgoder eller boligindretning hvis du har en varig funktionsnedsættelse og hjælpemidlet/forbrugsgodet i væsentlig grad afhjælper din funktionsnedsættelse eller boligindretningen er nødvendig for at gøre din bolig bedre egnet i forhold til din funktionsnedsættelse.
Alle ydelser tildeles på baggrund af en individuel vurdering og er uafhængig af din indkomst.
Der kan som udgangspunkt ikke ydes støtte til et hjælpemiddel, forbrugsgode eller en boligindretning du har anskaffet, inden kommunen har vurderet dit behov
Varighed:
Med varighed forstås, at du har en langvarig funktionsnedsættelse og at alle behandlingsmuligheder er afprøvet. Det betyder, at der ikke inden for et overskueligt antal år er udsigt til bedring af dit funktionsniveau samt at dit funktionsniveau ikke kan bedres ved f.eks. medicinsk behandling, operation, træning eller andre tiltag.
Væsentlighed:
For at vurdere væsentligheden af et hjælpemiddel, forbrugsgode eller boligindretning tages der udgangspunkt i din daglige tilværelse.
Din funktionsnedsættelse skal være så omfattende at den påvirker din udførelse af daglige aktiviteter og brugen af et hjælpemiddel, forbrugsgode eller boligindretning, skal være nødvendig for at du kan leve en så normal, aktiv og selvstændig tilværelse som muligt.
Det betyder at hjælpemidlet, forbrugsgodet eller boligindretningen bruges dagligt og er nødvendig, for at du kan udfører dine daglige aktiviteter.
Ydelsens indhold
§112 - Genbrugshjælpemidler:
Genbrugshjælpemidler bevilges efter servicelovens §112 og er produkter der er fremstillet for at kompenserer for en nedsat funktionsevne. Genbrugshjælpemidler vil oftest kunne genbruges og bevilges derfor som et udlån fra kommunens hjælpemiddeldepot. Hjælpemidlet udlånes gratis og kommunen sørger for evt. reparationer, men du skal selv dække udgifter til rengøring og vedligeholdelse.
Eksempler på genbrugshjælpemidler:
- Hjælpemidler til brug i badeværelset – f.eks. badebænk, badestol og toiletforhøjer
- Hjælpemidler til brug i køkkenet – f.eks. arbejdsstol, vinklet bestik og en-håndsbetjente køkkenredskaber.
- Mobilitets hjælpemidler – f.eks. rollator, kørestol og el-kørestol.
- Hjælpemidler til børn – f.eks. særlige klapvogne, arbejdsstole og badestole.
§113 - Forbrugsgoder:
Forbrugsgoder bevilges efter servicelovens §113 og er produkter der er fremstillet til almindeligt forbrug og derfor forhandles i almindelige butikker. Der er altså tale om produkter, der ikke er fremstillet for at kompensere for en nedsat funktionsevne.
Støttet til et forbrugsgode gives som udgangspunkt som halvdelen af udgiften til et standardprodukt. Du skal selv stå for indkøb af forbrugsgodet og da det bliver din ejendom, skal du selv afholde udgifter til vedligeholdelse og evt. reparationer.
Du kan kun modtage støtte til køb af et forbrugsgode hvis prisen overstiger 500 kroner og der kan kun gives støttet til køb af samme type forbrugsgode en gang.
Eksempler på forbrugsgoder:
- 3 eller 4–hjulet el-scooter
- 3-hjulet benzin drevet knallert
§116 – Boligindretning:
Boligindretning bevilges efter servicelovens §116 og omfatter kun installationer der er mur- og nagelfast. Boligindretningen bliver din ejendom og du skal selv står for vedligeholdelse og reparationer af boligindretningen.
Hvis du bor i en lejebolig påtager kommunen at reetablere boligindretningen, hvis din udlejer kræver det ved din fraflytning. Bor du i ejerbolig har kommunen ingen reetableringspligt
Eksempler på boligindretninger:
- Fjernelse af dørtrin
- Trappelift.
- Toiletstøtter.
- Større rampesystemer.
- Dørautomatik.
- Bruseklapsæde.
- Tilbygning
Aktiviteter, der ikke indgår i ydelsen
- Bevilling af genbrugshjælpemidler, der kun skal anvendes i kortere tid, som led i behandling eller træning
- Forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Ved sædvanligt indbo forstås forbrugsgoder, som ifølge Danmarks Statistik er så almindeligt udbredte, at de normalt findes i ethvert hjem, der ønsker det - f.eks. møbler, hårde hvidevarer, smartphones, el-cykler og robotstøvsugere
- Boligindretninger, der har karakter af istandsættelse, almindelig vedligeholdelse eller modernisering.
- Støtte til dækning af udgifter, der følger af brugen af genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder eller boligindretninger – f.eks. ekstra strømforbrug, slid på gulve, lapning af kørestole o.l.
- Almindelig vedligeholdelse af genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretninger.
- Der kan som udgangspunkt ikke ydes støtte til reparation af genbrugshjælpemidler, hvis borgeren selv har iværksat reparation inden bevilling er givet.
- Reparation opstået pga. misligholdelse af det tekniske hjælpemiddel.
- Reparation og udskiftning af forbrugsgoder, der er borgerens ejendom.
- Reparation og udskiftning af boligændringer.
- Reetablering af boligændringer, der er foretaget i ejer- og andelsboliger.
Ydelsens omfang
- Rådgivning og vejledning vedrørende genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning.
- Reparation og udskiftning af bevilgede tekniske genbrugshjælpemidler, efter behov.
- Reparation og udskiftning af forbrugsgoder, der ikke er borgerens ejendom.
- Reetablering af boligændringer i leje-boliger ved opsigelse af lejemålet, såfremt boligselskabet ønsker dette udført.
Sagsbehandling og bevillingskompetence
Visitationens hjælpemiddelteam, der består af sagsbehandlende terapeuter.
Sagsbehandlingen består af en afklaring af din konkrete situation, hvor der ses på din funktionsevne, dine ressourcer og dine behov.
Oplysningerne til brug for vurderingen kan indhentes ved et besøg hjemme hos dig, ved en telefonisk samtale med dig eller dine pårørende (hvis du har givet lov til det) samt ved at kontakte din læge eller andet sundhedsfaglig personale, der har kendskab til dit funktionsniveau. Kommunen indhenter selvfølgelig kun de nødvendige informationer og kun med dit samtykke.
Ved et besøg i hjemmet vil sagsbehandleren spørge indtil dine ressourcer og til hvordan du og din familien løser de daglige opgaver i hjemmet. Sagsbehandleren vil muligvis se på indretningen af dit hjem og komme med forslag til hvordan du og din familie kan indrette jer mere hensigtsmæssigt. Et besøg i hjemmet varer typisk 30-60 minutter og det kan være en fordel for dig at have et familiemedlem eller en god ven tilstede.
Ved vurdering af dit behov lægges der vægt på følgende:
- Hvilke aktiviteter du selv udfører på nuværende tidspunkt
- Hvilke aktiviteter du har svært ved at udføre
- Hvilken anden hjælp du modtager
- Hvilke ønsker du selv har til at udføre almindelige daglige aktiviteter
De indsamlede oplysninger om din funktionsevne og daglige aktiviteter, vurderes i forhold til gældende lovgivning og der træffes en afgørelse.
Rødovre kommunen følger gældende lovgivning samt Ankestyrelsens principmeddelelser og praksisbeskrivelse på området.
Bevilling:
Ved bevilling af genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder eller en mindre boligindretning, modtager du en mundtlig afgørelse. Ved bevilling af en større boligindretning modtager du en skriftlig afgørelse.
Genbrugshjælpemidler bevilges som et udlån, hvorimod forbrugsgoder ikke udlånes, men bliver din ejendom. Dog bevilges forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, som et udlån.
Afdeling, der sagsbehandler ansøgningen
Visitationen
Frit valg / egenbetaling
Frit valg:
Bevilling af genbrugshjælpemidler og boligindretning efter Lov om Social Service § 112 og § 116 er omfattet af frit valg.
Frit valg i.f.t. Lov om Social Service § 112:
Du kan ved bevilling frit vælge imellem selv at indkøbe det tekniske genbrugshjælpemiddel eller få det leveret fra Rødovre Kommunes Hjælpemiddeldepot.
Ved brug af frit valg skal du:
- Selv finde en momsregistreret leverandør.
- Sikre dig at genbrugshjælpemidlet opfylder kommunens krav til funktion og udformning.
- Selv indkøbe det genbrugshjælpemidlet.
Kommunen dækker din udgift til indkøb af genbrugshjælpemidlet, dog højst med det beløb kommunen kan indkøbe hjælpemidlet til. Hvis du vælger at købe et genbrugshjælpemiddel der er dyrere eller større, skal du selv betale prisforskellen. Kommunen skal godkende dit valg af hjælpemiddel, inden du køber dette. Frit valg gælder ikke hvis Visitationen har et genbrugshjælpemiddel på depot, der er identisk med det, som du ønsker at købe.
Genbrugshjælpemidler, der er købt i.f.t. frit valgs ordningen, tilhører kommunen og skal leveres retur til kommunen efter endt brug. Dette gælder også selvom du har betalt en del af prisen for genbrugshjælpemidlet. Hvis din egenbetaling overstiger 2.500 kr. skal der, ved tilbagelevering inden 4 år, tages stilling til en evt. refusion af en del af din egenbetaling. Hvis et genbrugshjælpemiddel går i stykker, skal du altid henvende sig til Visitationen vedrørende nærmere aftale om reparation. Hvis der er ekstraordinære dyre og hyppige reparationer pga. dit valg af hjælpemiddel, skal du selv betale disse.
Egenbetaling ved bevilling efter Lov om Social Service § 113:
Ved bevilling af et forbrugsgode efter Lov om Social Service § 113 indkøber du selv forbrugsgodet. Der kan kun gives støtte til bevilling af forbrugsgoder, når udgiften er over 500,00 kr.
Der er fra lovgivningens side fastsat en vis egenbetaling ved bevilling af forbrugsgoder. Du har frit valg af leverandør og kan købe det produkt du ønsker. Herefter refunderer kommunen 50 % af prisen svarende til et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Du har også mulighed for at købe et dyrere produkt end det bevilgede, mod at du selv betaler prisforskellen. Hvis kommunen vurderer, at forbrugsgodet udelukkende fungerer som et teknisk hjælpemiddel for dig, har du ingen udgifter til forbrugsgodet, men heller ikke mulighed for frit valg af leverandør og produkt. Forbrugsgodet er i disse tilfælde kommunens ejendom.
Frit valg i.f.t. Lov om Social Service § 116:
Du kan ved bevilling frit vælge imellem at få en håndværker du selv har valgt til at udføre boligindretning eller få en håndværker valgt af kommunen til at udføre boligindretningen. Du kan også frit vælge at få boligindretningen udført i andre materialer.
Ved brug af frit valg skal du:
- Selv træffe aftale med en faglært og momsregistreret håndværker.
- Sikre dig at boligindretningen udføres, så den opfylder kommunens krav.
- Selv træffe aftale med udlejer om tilladelse til udførelsen og evt. reetablering, hvis du bor i en lejebolig.
Kommunen dækker din udgift til boligindretningen, dog højst med det beløb kommunen kan få arbejdet udført til. Hvis boligindretningen bliver dyrere pga. dit valg af håndværkere eller materialer, skal du selv betale prisforskellen.
Ved boligboligindretningen i lejeboliger kan kommunen kun garantere reetablering i forhold til den bevilgede boligændring. Hvis du har valgt en større løsning, hæfter du selv for den del af reetablering som vedrører dette.
Udlån og leverandør af ydelsen
Hvis borgeren ikke ønsker at gøre brug af frit valg ved bevilling efter Lov om Social Service § 112 og § 116, vil kommune levere det tekniske genbrugshjælpemiddel eller udføre boligindretningen. Rødovre Kommune indgået leverandøraftaler på flere produkter, hvilket betyder at Kommunen får disse produkter til en lavere pris end markedsprisen.
Rødovre Kommune har et hjælpemiddeldepot, hvor genbrugshjælpemidlerne efter endt brug rengøres og repareres.
Når et genbrugshjælpemiddel efter endt brug er returneret til hjælpemiddeldepotet, vurderer hjælpemiddeldepotets teknikere om hjælpemidlet er i en sådan stand, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at sende det i udlån igen. Hvis genbrugshjælpemidlet fremstår i en sikkerhedsmæssig forsvarlig og god stand, kan det lånes ud igen. Ved bevilling og udlån af genbrugshjælpemidler leveres der derfor ikke nødvendigvis et nyindkøbt hjælpemiddel til borgeren. Et bevilget teknisk genbrugshjælpemiddel, kan derfor godt fremstå brugt og lidt slidt.
Indkøb af forbrugsgoder bevilliget efter §113: Se under punktet ”Frit valg / egenbetaling” ovenfor.
Opfølgning på indsatsen
En bevilling af genbrugshjælpemidler, kan ved behov revurderes efter forud aftalt tid.
I øvrigt kan der foretages opfølgning, hvis borgeren henvender sig til Visitationen på grund af problemer med ydelsen - dette kan f.eks. være, hvis der er behov for reparation eller udskiftning af ydelsen.
Sagsbehandlingsfrister
- Ved akutte henvendelser opstartes sagsbehandlingen hurtigst muligt – oftest samme dag. Hvis dette ikke er muligt bør opstart af sagsbehandlingen senest ske indenfor 5 arbejdsdage fra ansøgningstidspunktet. En akut henvendelse kan være en ansøgning om nødkald, ansøgning om tryksårsforebyggende foranstaltninger, behov for hjælp i terminale situationer eller ansøgning om hjælp ved udskrivning fra hospital.
- Ved ansøgning om støtte til børn samt ved ansøgning om genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder og mindre boligindretninger, som gør det muligt for borgeren at klare sig inde i deres bolig uden daglig hjemmehjælp, bør opstart af sagsbehandlingen ske indenfor 1 måned fra ansøgningstidspunktet.
- Ved ansøgning om større boligindretninger eller et boligskift, bør opstart af sagsbehandlingen ske indenfor 4 uger fra ansøgningstidspunktet.
- Ved ansøgning om udendørs el-køretøjer, knallerter og cykler, bør opstart af sagsbehandlingen ske indenfor 4 måneder fra ansøgningstidspunktet.
- Ved ansøgning om øvrige genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder eller boligindretninger, bør opstart af sagsbehandlingen ske indenfor 2-4 måneder fra ansøgningstidspunktet.
Selve sagsbehandlingstiden vil i enhver sag variere, alt efter hvor lang tid indhentning af lægelig dokumentation eller anden dokumentation tager, samt alt efter hvor kompleks sagen er.
Ydre faktorer som f.eks. levering af ydelser fra eksterne samarbejdspartnere, borgerens helbredsmæssige tilstand eller private forhold kan også forlænge sagsbehandlingstiden.
Klagemuligheder:
Hvis du ønsker at klage over en afgørelse, skal du klage inden for fire uger efter du har modtaget en afgørelsen. Klagen kan indgives mundtlig eller skriftligt til Visitation. Det er meget vigtig at du overholder klagefristen på de 4 uger, da ankestyrelsen ellers vil afvise at behandle din klage.
En klage kan give anledning til at der skal indhentes yderligere oplysninger i din sag. Det kan være oplysninger fra din læge eller andet sundhedsfagligt personale eller der kan være behov for at aflægge et hjemmebesøg.
Kommunen vil herefter genvurdere din klage. Fastholder kommunen afgørelsen, sendes klagen videre til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen behandler din klage over kommunens afgørelse. Det vil sige at Ankestyrelsen forholder sig til den konkrete afgørelse, herunder omfanget af din funktionsnedsættelse og i hvilken grad det ansøgte vil afhjælpe dig i de daglige aktiviteter.
Sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen kan variere. De aktuelle behandlingstider kan ses på Ankestyrelsens hjemmeside, www.ast.dk
Hvad siger loven
Kontaktinformation
Social- og Sundhedsforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon
36 37 70 00
Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune Kontakt og åbningstider