Beredskab i Rødovre kommune

Indledning

Beskyttelsespakken består af et lovgivningsmæssigt initiativ og en række forskellige indsatser til beskyttelse af børn mod overgreb. Lovgivningen til beskyttelse af børn mod overgreb træder i kraft 1. oktober 2013.

Det betyder, at alle kommuner skal have et skriftligt dokumenteret beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge jf. Servicelovens § 19, stk. 5.

Vold og seksuelle overgreb kan have vidtrækkende konsekvenser for børn og unge. Som voksne og fagpersoner har vi ansvaret for at beskytte børn og unge og bidrage til, at vi så tidligt som muligt bliver opmærksomme på og reagerer, hvis børn og unge udsættes for vold eller seksuelle overgreb.

Det kommunale beredskab skal medvirke til: 

• at fagpersoner får den tilstrækkelige viden til at reagere.
• at fagpersoner bliver bedre til at forebygge, opspore og håndtere sager, hvor børn og unge udsættes for vold og seksuelle overgreb.
• at fagpersoner arbejder tværfagligt og tværsektorielt i håndteringen af sagerne.
• at fagpersoner bliver i stand til at iværksætte en faglig kvalificeret indsats.

Beredskabet i Rødovre skal altså formidle viden om forebyggelse, tegn og reaktioner og beskrive konkrete handleveje, så man som medarbejder eller leder kender til egen rolle og ansvar og ved, hvordan man skal håndtere det, når der opstår en bekymring, mistanke eller viden om, at et barn eller en ung udsættes for vold eller seksuelle overgreb.

Beredskabet skal endvidere formidle Rødovre kommunes organisering på området og skabe grundlag for arbejdet med forebyggelse af overgreb i kommunens dagtilbud samt skoler.

Målgruppe

Beredskabet henvender sig til alle professionelle, der i deres arbejde har kontakt med børn og unge under 18 år. Det gælder både ledere og ansatte i dagtilbud, skoler, skolefritidsordninger, klubber, sundhedsplejen, myndighedsrådgivere, pædagogisk psykologisk rådgivning, behandlingstilbud til børn og unge og deres familier, den kommunale tandpleje, plejefamilier og andre, der er i kontakt med børn og unge under 18 år.

For at kunne observere og reagere på viden eller mistanke om vold og seksuelle overgreb er det nødvendigt at definere, hvad der forstås ved vold og seksuelle overgreb, og at uddybe de begreber, som knytter sig hertil.

Definitionerne på de følgende sider tager afsæt i de definitioner, som Videnscentret for Sociale Indsatser ved vold og Seksuelle Overgreb mod børn (SISO) anvender for vold og seksuelle overgreb.

Det kan også være nyttigt at kende de strafferetslige bestemmelser for vold og seksuelle overgreb, som derfor er indsat i teksten.

Vold

Vold er en handling eller trussel, der – uanset formålet – er egnet til eller skader en anden persons integritet, eller som skræmmer, smerter eller skader personen. Volden kan have samme effekt på andre personer, der overværer eller overhører handlingen. Volden kan både være en bevidst handling eller en handling, der sker i affekt.

Uanset typen af vold, der begås mod et barn, så er der tale om en adfærd fra forældrene eller andre omsorgsgivere, som er ødelæggende for eller forhindrer udviklingen af et positivt selvbillede hos barnet. Enhver form for vold bringer barnets udvikling og sundhed i fare. Vold er udtryk for, at barnet ikke frivilligt indgår i den handling, der begås mod barnet. 

Når et barn udsættes for fysisk eller psykisk vold, er der tale om, at barnet ufrivilligt udsættes for en adfærd fra forældrene eller andre omsorgsgivere, som kan bringe barnets sundhed, udvikling og trivsel i fare.

Strafferetligt er vold opdelt i en række kategorier af strafbare handlinger med beskrivelse af strafferammer, jf. følgende paragraffer:

Straffeloven: 

§ 244. Den, som øver vold eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådan legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed.

§ 245 a. Den, som ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år. 

§ 246. Har et legemsangreb været af så grov beskaffenhed eller har haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.

Forældreansvarsloven

§ 2, stk. 2: Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende handling.

Seksuelle overgreb

Seksuelle overgreb mod børn er karakteriseret ved følgende: 

• Den voksne udnytter barnets tillid.
• Det seksuelle overgreb krænker barnets integritet.
• Det er en handling, som barnet ikke kan forstå eller misforstår, og som barnet ikke er modent til at give  samtykke til.
• Det seksuelle overgreb er udtryk for den voksnes behov og på den voksnes betingelser, eller et udtryk for børn og unge, der udsætter andre børn og unge for seksuelt grænseoverskridende adfærd.
• Det er en handling, som overskrider samfundets lovgivning og den almindelige moral.

Denne forholdsvis brede definition kan suppleres med bestemmelserne fra den danske straffelov. Ifølge straffeloven er det strafbart at have et seksuelt forhold til personer under 15 år.

Den strafferetlige definition af seksuelle overgreb findes i straffelovens kapitel 23 og 24, som omhandler forbrydelser mod kønssædeligheden.

Følgende kategorier af handlinger er strafbare:

Straffeloven

§ 210. Samleje med slægtning i nedadstigende linje eller samleje mellem bror og søster.

§ 216. Voldtægt.

§§ 222, 223, 224. Samleje eller anden kønslig omgængelse med et barn under 15 år – dog 18 år, hvis barnet eller den unge er betroet til undervisning/opdragelse.

§§ 232, 230, 235. Blufærdighedskrænkelse (blotteri, beføling, beluring, verbal uterlighed) samt optagelse, besiddelse og udbredelse af fotos/film osv. af person under 18 år.

§ 223 a. Køb af seksuelle ydelser fra personer under 18 år.

Forældreansvarsloven

§ 2, stk. 2: Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende handling.

Seksuelle overgreb og vold mod børn og unge er ofte omgærdet af tavshed og hemmeligholdelse og kan foregå gennem længere tid, uden at omgivelserne får kendskab til det. Det kan således være en vanskelig og kompleks opgave at opspore overgreb mod børn og unge. Det er sjældent muligt umiddelbart at få be- eller afkræftet en mistanke, og som fagperson står man derfor ofte med tvivl, usikkerhed, uvished og uden dokumentation for, om overgrebet har fundet sted. Det er ofte gennem barnet, at man får viden eller mistanke om overgreb. Barnet udviser måske nogle tegn og reaktioner eller kommer med nogle udsagn om overgreb.

Barnet har brug for, at et andet menneske aktivt og engageret reagerer og tager initiativ i forhold til de udsagn, barnet kommer med, eller de tegn og reaktioner, barnet udviser. Som fagperson er det derfor vigtigt, at man dels har en faglig viden om de mulige tegn og reaktioner, som et barn kan udvise, dels har en viden om de processer, der ligger bag afdækningen af et overgreb, for såvel fagpersonen som barnet. Børns tegn og reaktioner på overgreb er komplekse, flertydige og multifaktorielle. Der kan indgå både somatiske, psykologiske og sociale aspekter i et barns bekymrende adfærd eller mistrivsel. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at tegn på mistrivsel ikke nødvendigvis er ensbetydende med tegn på overgreb. Tegn på mistrivsel kan fx også vise sig ved andre belastende oplevelser i barnets tilværelse som fx skilsmisse, et nært familiemedlems sygdom eller død eller skoleproblemer. Manglende trivsel kan også være tegn på andre  former for omsorgssvigt, ligesom det kan være udtryk for, at barnet ikke får dækket sine fundamentale udviklingsbehov. 

Derfor er det hverken muligt eller hensigtsmæssigt at udarbejde en facitliste, der rummer tegn og reaktioner, som kan bruges som tjekliste, når man har en mistanke og er i tvivl. Beskrivelsen af mulige tegn og reaktioner skal derfor læses som opmærksomhedspunkter. Den faglige viden om tegn og reaktioner skal altid sættes i forhold til den viden, man har om det konkrete barn og dets familie. Hvor gammelt er barnet? Hvor modent er barnet? Hvordan er barnets livsvilkår, og i hvilken kontekst kommer barnets mistrivsel eller bekymrede adfærd til udtryk? Hvad er konkret observeret, og hvad har barnet eventuelt selv konkret givet udtryk for?

I nedenstående oversigt beskrives en række forskellige mulige tegn og reaktioner på seksuelle overgreb. Der skelnes mellem fysiske, psykiske og sociale/adfærdsmæssige tegn og reaktioner. Der sondres ligeledes mellem de tegn og reaktioner henholdsvis småbørn, mellemstore børn og teenagere særligt kan udvise.

Opmærksomhedspunkter

Fysiske tegn på seksuelle overgreb, 

Småbørn

• Rødmen, irritation omkring kønsorganer, skede- og endetarmsåbning
• Smerte, kløe, udslæt omkring kønsorganer, skede- og endetarmsåbning
• Vaginal blødning, blødning fra kønsorganer og endetarmsåbning
• Blærebetændelse, skedekatar
• Blod i underbukserne
• Have svært ved at gå eller sidde
• Mave- og fordøjelsesvanskeligheder
• Klager over utilpashed
• Stoppe ting/objekter op i skede- og endetarmsåbning
• Ufrivillig vandladning, encoprese
• Revner i mundvige, sår i munden
• Pådragelse af seksuelt overførte sygdomme
• Synkebesvær, ubehag ift. bestemte fødevarer
• Usædvanlig kropslugt (sæd) 
• Følger ikke normal vækstkurve  

Mellemstore børn

Mellemstore børn vil udvise de samme fysiske tegn og symptomer som småbørn.

Herudover: 

• Psykosomatiske klager over smerter i underlivet, hovedpine, mavepine m.m.
• Vanskeligheder med kropslig kontakt, berøring
• Mangelfuld eller overdreven personlig hygiejne 

Teenagere

Teenagere vil udvise de samme tegn og symptomer som småbørn og mellemstore børn.

Herudover: 

• Tidlig seksuel aktivitet
• Tidlig graviditet og abort
• Forsøg på at tilbageholde/ skjule fysisk udvikling  

Psykiske tegn på seksuelle overgreb, 

Småbørn 

• Humørsvingninger
• Tristhed
• Angst
• Uforklarlig gråd, skrigeture
• Mareridt, bange for at falde i søvn
• Udvise ligegyldighed, robot-lignende adfærd
• Ensomhedsfølelse
• Isolation
• Reagerer ikke på opfordring på kontakt, trækker sig ind i sig selv/i en skal
• Mistillid til voksne
• Utryg tilknytning
• Dissociation
• Ukritisk i kontakten til andre  

Mellemstore børn

Mellemstore børn vil udvise de samme tegn og symptomer som småbørn.

Herudover: 

• Lav selvfølelse
• Magtesløshed
• Apati
• Skyldfølelse
• Skamfølelse
• Begyndende depression
• Indadvendthed  

Teenagere

Teenagere vil udvise de samme psykiske tegn og symptomer som småbørn og mellemstore børn.

Herudover: 

• Depression
• Mistillid til andre
• Manglende identitetsfølelse
• Forvirret omkring kønsidentitet
• Forøget skyld- og skamfølelse 

Sociale og adfærdsmæssige tegn på seksuelle overgreb, 

Småbørn 

• Ændring i adfærd
• Seksualiseret adfærd
• Overdreven/tvangspræget onani
• Usædvanlig interesse i og viden om seksualitet ud over alders- og udviklingsmæssigt niveau
• Koncentrationsvanskeligheder fx ved leg og samvær med andre
• Leg med dukker, hvor seksuelle overgreb illustreres 
• Regredierende adfærd, babysprog
• Udadreagerende, aggressiv adfærd, sparke, slå, bide
• Hyperaktivitet
• Frustration og vrede
• Frygt for og modvilje mod bestemte personer eller steder
• Umotiveret gråd
• Tavshed
• Påførelse af selvforskyldt smerte, banke hovedet ind i ting, trække i hår, skære i sin krop

Mellemstore børn

Mellemstore børn vil udvise de samme sociale tegn og symptomer som småbørn.

Herudover: 

• Indlæringsvanskeligheder, manglende koncentration
• Udvise voksen seksuel adfærd, gå forførende, flirtende 
• Påfaldende påklædning
• Manglende blufærdighed eller overdreven blufærdighed ift. egen krop og i relation til omgivelserne
• Begyndende selvdestruktiv adfærd
• Tab af kompetencer
• Begyndende udvikling af beskyttelsesstrategier for at undgå seksuelle overgreb eller afsløring heraf 
• Mobning
• Begyndende selvmordstanker 

Teenagere

Teenagere vil udvise de samme tegn og symptomer som småbørn og mellemstore børn.

Herudover: 

• Selvskadende adfærd, cutting, selvmordstanker- og forsøg
• Spiseforstyrrelser
• Alkohol og stofmisbrug
• Udvise pseudomodenhed
• Hemmelighedsfulde, skamfulde
• Udvikling af specielt kropssprog, kropsholdning

Januscenteret har i en undersøgelse blandt de 255 børn og unge, der har været henvist på grund af seksuel krænkende adfærd, fundet, at det mest gennemgående tegn på, at et barn er udsat for seksuelle overgreb er en viden om seksualitet, der ikke svarer til barnets alder.

Børn, seksualitet og grooming

Udover at være opmærksom på de mulige tegn og reaktioner på overgreb, som børn kan udvise er det væsentligt at se på, hvad det er, der gør børn særligt sårbare i relation til overgreb. Børn er afhængige af og har tillid til de voksne, som drager omsorg for dem i hverdagen. Det kan betyde, at børn i og med, at de er børn, kan være i særlig risiko for at blive udsatte for overgreb, da de som udgangspunkt har tillid til, at voksne vil dem det bedste.

I relation til seksuelle overgreb er det væsentligt at se på børns udvikling af seksualiteten. Udviklingen af barnlig seksualitet går hånd i hånd med barnets samlede udvikling og personlighedsdannelse. Barnet udvikler sin seksualitet i relation til sine nærmeste omsorgspersoner og kender ikke på forhånd til seksualitetens betydning, hverken hos sig selv eller hos den voksne. De(n) voksne, som tager sig af barnet, er derfor med til at give barnets seksualitet betydning i takt med, at barnets interesse for og udforskning af seksualiteten udvikler sig. Som en del af sin udvikling og i samspillet med sine relationer lærer barnet at forstå betydningen af de kropslige oplevelser og fornemmelser. Et lille barn kender ikke på forhånd til eller har begreb om sin egen eller voksnes seksualitet. Derfor er barnet som udgangspunkt ikke i stand til at vide, hvis det udsættes for et seksuelt overgreb. Barnet vil kunne tro, at overgrebet er en naturlig del af relationen og måske først blive bevidst om, at det har været udsat for overgreb, når det opdager, at seksuelle overgreb ikke er en almindelig del af en relation til voksne. Børn skal lære at skelne mellem omsorg og overgreb, og det er voksne, der skal lære dem det.

Børn, som ikke forstår betydningen af – eller har ord og begreber for – de(t) overgreb, som de er blevet udsat for, kan have vanskeligt ved at gengive oplevelsen. Barnets fortælling kan derfor fremstå fantasifuld og usammenhængende. Måske har barnet været overladt til at skabe sin egen forståelse og mening med overgrebene på et tidspunkt, hvor det ikke sprogligt og udviklingsmæssigt har været modent til det. Det er fagpersonens opgave at forsøge at forstå, hvad det er barnet giver udtryk for. 

Overgreb kan begås af en for barnet kendt eller ukendt person. Langt de fleste overgreb bliver dog begået af en person, som barnet kender. Overgrebet finder altså oftest sted på baggrund af, at der er oparbejdet en relation mellem barnet og den voksne krænker. Den voksne krænker udsætter barnet for en groomingproces. Begrebet grooming anvendes om den proces, hvor krænkeren bearbejder, overtaler, forfører og manipulerer et barn eller en ung til at medvirke i seksuelle aktiviteter. Der er tale om en proces, hvor krænkeren gradvist opbygger en relation. En relation, som senere gør det muligt at udsætte barnet for et seksuelt overgreb. Den manipulation og gradvise nedbrydning af barnets grænser, der finder sted, kan være en langvarig og skjult proces. Det er vigtigt, at fagpersoner har viden om og kan identificere denne proces i arbejdet med at opspore og forhindre seksuelle overgreb.

Handicappede børn og unge

SISO’s undersøgelse fra 2007 peger på, at børn og unge med handicap kan være særligt udsatte i forhold til seksuelle overgreb. Barnets handicap kan udgøre en særlig faglig udfordring, når det gælder opsporing af seksuelle overgreb. Måske har barnet vanskeligt ved at kommunikere med omverdenen, og som fagperson kan man have vanskeligt ved at tolke adfærd, tegn og reaktioner.

Man kan være i tvivl om, hvorvidt en bekymrende adfærd skal tilskrives barnets handicap eller det faktum, at barnet har været udsat for seksuelle overgreb. Det har stor betydning, at man som fagperson kender barnets handicap og dermed barnets mulighed for at kommunikere. Som udgangspunkt skal man som fagperson være opmærksom på de samme tegn og reaktioner hos børn og unge med handicap, som hos børn og unge generelt.

Børn og unge anbragt uden for hjemmet

Flere undersøgelser peger på en mulig sammenhæng mellem børns vanskelige opvækstvilkår og risikoen for, at de bliver udsat for seksuelle overgreb. Anvendt Kommunal Forskning (AKF) og SISO’s undersøgelser viser, at børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet er i 2 til 3 gange større risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Manglende stabilitet og omsorg fra forældrenes side under opvæksten betyder, at de anbragte børn kan have særlige behov for omsorg og opmærksomhed. I sig selv kan dette øge deres sårbarhed og risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb, der måske begynder som eller forveksles med interesse, varme og omsorg. Desuden har en del af børnene i opvæksten oplevet grænseoverskridende adfærd fra voksnes side, hvilket kan medføre, at de ikke kender deres egne grænser særlig godt og generelt har svært ved at sætte grænser i forhold til andre.

I nedenstående oversigt beskrives en række forskellige mulige tegn og reaktioner på vold. Der skelnes mellem fysiske, psykiske og sociale/ adfærdsmæssige tegn og reaktioner.

Fysiske tegn på vold 

• Mærker efter slag
• Brandmærker
• Sår på kroppen
• Mærker efter kvælningsforsøg
• Brud på arme og ben, kraveben eller andre knoglebrud
• Symptomer på ’shaken baby syndrome’
• Hyppige skadestuebesøg
• Psykosomatiske klager
• Vanskeligheder med kropslig kontakt, berøring
• Søvnvanskeligheder

Psykiske tegn på vold 

• Tristhed
• Indadvendthed
• Ensomhedsfølelse, føler sig anderledes
• Isolation
• Utryg tilknytning
• Mistillid til voksne
• Dissociation
• Lav selvfølelse
• Hjælpeløshed, magtesløshed
• Skyldfølelse, skamfølelse
• Begyndende depression
• Manglende identitetsfølelse
• Svært ved at løsrive sig fra forældre/løsriver sig for hurtigt
• Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD)

Sociale og adfærdsmæssige tegn tegn på vold 

• Koncentrationsvanskeligheder ift. leg og samvær med andre
• Leg med fx dukker, hvor vold illustreres
• Vanskeligheder med impulskontrol
• Indlæringsvanskeligheder
• Tab af kompetencer
• Udadreagerende, aggressiv adfærd
• Følelse af frustration og vrede
• Hyperaktivitet, hypersensitivitet
• Angst
• Selvdestruktiv og selvskadende adfærd
• Udvikling af beskyttelsesstrategier for at undgå vold eller afsløring heraf
• Overtilpassethed
• Vanskeligheder med at regulere følelser

Som medarbejder i Rødovre kommune har du pligt til at handle, hvis du får mistanke om overgreb mod børn eller unge. Men hvad gør man helt konkret som medarbejder eller som leder? Og hvad gør kommunen, som i denne sammenhæng skal forstås som Børne- og Familieafdelingen, (BøFa) der har myndighedsansvaret i forhold til sager vedrørende overgreb mod børn og unge.

Det kommunale beredskab skal beskrive konkrete handleveje, så alle medarbejdere og ledere ved hvad de skal gøre.

Dette afsnit beskriver de lovgivningsmæssige krav til handleprocedurer for medarbejdere og ledere, der er ansat i kommunens institutioner, skoler m.v., når man får en bekymring, mistanke eller viden om, at et barn udsættes for vold eller seksuelle overgreb.

Afsnittet beskriver også de lovgivningsmæssige krav til kommunens myndighedsforvaltnings rolle, opgaver og kompetencer i sager med overgreb mod børn og unge, og der er uddrag af samarbejdsaftalen mellem Rødovre kommune og Børnehuset i region Hovedstaden.

Handleveje i forhold til grad af viden

Graden af viden vil have betydning for, hvordan du som fagperson skal agere, når du får kendskab til eller mistanke om overgreb mod børn og unge. Man kan skelne mellem tre grader af viden:

1. grad: Bekymring

En bekymring er en diffus oplevelse af, at der er noget galt med et barn eller i dets familie. Her er ikke tale om, at man har konkret viden om en konkret handling begået af en bestemt person. Bekymringen alene bør derfor i første omgang føre til observation af barnet/den unge i en periode og evt. samtale med forældrene, med mindre bekymringen går på, om forældrene begår overgreb (fysisk, psykisk eller seksuelt) mod barnet/den unge. Som medarbejder skal man drøfte sin bekymring med sin leder og aftale observation af barnet og evt. samtale med forældrene. Sammen med leder kan sagen drøftes på lokaliseringsmøde.

2. grad: Mistanke

Mistanke forstås som mere end blot en bekymring. Mistanken handler fx om, at barnet / den unge har været udsat for en seksuel grænseoverskridende adfærd eller fysisk eller psykisk voldelig handling fra enten en voksen eller et andet barn. Mistanken kan opstå på baggrund af en nærmere observation af barnet, barnets egne udsagn om hændelser, der har fundet sted, udsagn fra andre, eller oplysninger man har fået fra anden side. Som medarbejder skal man drøfte sin mistanke med sin leder, og der skal udarbejdes en underretning. Der kan søges råd og vejledning i BøFa. 

3. grad: Viden

Konkret viden handler om de situationer, hvor et barn har været udsat for en konkret handling i form af overgreb fysisk, psykisk eller seksuelt, begået af en eller flere personer. Denne viden kan komme fra udsagn fra barnet selv, eller fra vidner eller fra tilståelse fra den person, som har udsat barnet eller den unge for overgreb. Som medarbejder skal man drøfte sin viden med sin leder, og der skal tages kontakt til vagten i  Børne- og Familieafdelingen med det samme. Henvendelsen vil have form af mundtlig underretning, og det aftales hvordan og hvornår en skriftlig underretning udarbejdes. 

Underretning

Får man kendskab til at et barn eller en ung under 18 år udsættes for forhold, som er til fare for dets udvikling og sundhed, har man pligt til at underrette kommunen. Der skelnes mellem almindelig og skærpet underretningspligt.

Almindelig underretningspligt § 154 stk. 1, Serviceloven

Enhver person, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for omsorgssvigt eller andre forhold, som er til fare for dets udvikling og sundhed, herunder vold, mishandling, seksuelle overgreb, omskæring af piger m.v., har pligt til at underrette kommunen. Det kan bl.a. være i situationer, hvor borgeren bliver bekendt med, at barnet eller den unge udsættes for vold, mishandling eller seksuelle overgreb. Borgere i Rødovre vil kunne finde vejledning i forhold til at sende en underretning på hjemmesiden www. rk.dk, hvor der er et link til Underretningspostkassen. 

Skærpet underretningspligt § 153 stk.1, Serviceloven

Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv har skærpet underretningspligt, hvis man under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage at et barn har behov for særlig støtte eller har været udsat for overgreb. Underretningspligten er personlig. Underretningen sendes til Børne-og Familieafdelingen i Rødovre kommune på et skema, der er udarbejdet til brug for det tværfaglige samarbejde.

Skemaet ligger på Rødovre kommunes hjemmeside www.rk.dk under emnet Børn og Unge med særlige behov - Samarbejdsmodellen. Underretningen sendes på mail til Børne-og familieafdelingens underretningspostkasse.

Håndteringen af en bekymring, mistanke eller viden er afhængig af hvem mistanken om overgreb retter sig mod. Man kan skelne mellem fire forskellige kategorier af hvem mistanken retter sig mod: 

• en eller begge forældre/stedforældre
• andre i barnets netværk eller en ukendt
• en ansat på institutionen
• et andet barn/ung

Og afhængigt af, hvilken rolle du har, er der forskellige ting du skal gøre; forskellige handleveje du skal følge. 

• medarbejder
• leder

Klik her for at se bilaget i stor

Hvad sker der, når Børne-og Familieafdelingen modtager en underretning?

Akutvurdering

BøFa skal inden for 24 timer efter modtagelsen af en underretning vurdere om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare således, at der straks kan iværksættes en akut indsats over for barnet eller den unge. Hvis kommunen vurderer, at der ikke er behov for en akut indsats, overgår den pågældende underretning til de øvrige sagsgange for indkomne underretninger, jf. Serviceloven § 155 stk. 2.

Akutte sagsforløb i samarbejde med Børnehus Hovedstaden

I nogle sager om overgreb kan der være behov for at handle hurtigt. Det kan fx være sager, hvor politiet af hensyn til sporsikring skønner, at det er nødvendigt at foretage en retsmedicinsk undersøgelse så hurtigt som muligt. I disse tilfælde underretter politiet de sociale myndigheder og den retsmedicinske vagt, og der aftales tidspunkt for undersøgelsen. De sociale myndigheder kontakter herefter børnehuset. Akutte sager kan også dreje sig om akut behov for lægelig behandling eller for beskyttelse af barnet eller den unge.

I akutte sager har myndighedssagsbehandleren i barnets eller den unges handlekommune mulighed for at få rådgivning om, hvilke udredninger, undersøgelser mv., der er nødvendige at foretage akut, samt rådgivning med henblik på at koordinere disse indsatser.

Biologiske spor skal som hovedregel sikres indenfor 72 timer.

Børnehuset har ikke døgnåbent, men det er muligt via en døgnbemandet vagttelefon at få rådgivning og vejledning i forhold til den akutte koordinerende indsats af en kvalificeret medarbejder, der repræsenterer børnehuset.

Rådgivningen i akutte sager kan således evt. ydes af andre end børnehusets eget personale, eksempelvis Københavns kommunes sociale døgnvagt, men det er børnehusets entydige ansvar at sikre, at de relevante medarbejdere er kvalificerede til at yde denne rådgivning.

Den pågældende medarbejder kan bistå myndighedssagsbehandleren med at vurdere hvilke handlinger og indsatser, der er akutte og bør iværksættes med det samme, eksempelvis sikkerhed for yderligere overgreb og krisestøtte til barnet/den unge, og hvilke indsatser, der kan vente til myndighedernes ”normale” åbningstid. Herudover kan medarbejderen bistå myndighedsrådgiveren med at vurdere hvilke fagpersoner, det er relevant at tage kontakt til med det samme og evt. bistå rådgiveren med at tage kontakt til disse.

Politiet har endvidere mulighed for adgang til videoafhøringslokalerne udenfor børnehusenes åbningstider.

Bekræftelse

Kommunen skal senest 6 hverdage efter at have modtaget en underretning sende en bekræftelse herom til underretteren, jf. Serviceloven § 155 b.

Genvurdering

I sager hvor der modtages en underretning om et barn eller en ung, og hvor der i forvejen er iværksat foranstaltninger, skal BøFa genvurdere sagen. Genvurderingen skal afklare, hvorvidt underretningen giver anledning til at revidere indsatsen. Som led i genvurderingen skal kommunen inddrage en anden eller andre personer, der ikke tidligere har deltaget i behandlingen af sagen, jf. Serviceloven § 155 a. I Rødovre Kommune sker det ved inddragelse af socialfaglig konsulent.

I Rødovre beder vi underretter om at deltage i et møde med forældrene og rådgiver, når underretningen skal drøftes med disse.

Brug af Børnehus 

Når et barn eller ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom skal BøFa til brug for den børnefaglige undersøgelse benytte Børnehus Hovedstaden, jf. Servicelovens § 50 b, herunder modtage råd og vejledning og få foretaget en udredning af barnets behov for særlig støtte jf. Servicelovens § 50. BøFa vil i første omgang kontakte vores kontaktperson i politiets særlige afdeling for personfarlig kriminalitet med henblik på at aftale, hvem der gør hvad, herunder om politiet vurderer, at der er behov for en retsmedicinsk undersøgelse. Politiet tager stilling til evt. retsmedicinsk undersøgelse og videoafhøring af barnet. I Børnehuset inddrages endvidere sundhedsfagligt personale i en vurdering af barnets behov for lægelig undersøgelse og behandling. Barnet og dets nærmeste omsorgspersoner kan endvidere efter behov modtage krisestøtte i børnehuset. Det er fortsat BøFa, der har myndighedsansvaret under hele forløbet i sagen, hvor Børnehuset benyttes. Se afsnittet ”Børnehus” nedenfor.

BøFa vurderer den enkelte sag i samarbejde med politiet og børnehuset med hensyn til hvem, det er relevant at orientere om sagen samt hvornår. BøFa har ansvaret for beslutningen.

Såfremt børnehuset benyttes, vil undersøgelserne i børnehuset alene fokusere på de forhold hos barnet eller den unge, der er relateret til overgrebet eller mistanken om overgrebet, og det er derfor fortsat påkrævet, at myndighedsrådgiveren foretager en samlet børnefaglig undersøgelse efter Servicelovens § 50.  Under behandlingen af en sag, hvor børnehuset benyttes, kan personalet i børnehuset, politiet og anklagemyndigheden og sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedspersoner og kommunale myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets eller den unges personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling. Udvekslingen af oplysninger har til formål at undgå, at barnet skal fortælle om overgrebet flere gange, jf. Serviceloven § 49 b.

Orientering til professionelle underrettere

BøFa skal orientere professionelle underrettere om, hvorvidt underretningen har givet anledning til undersøgelse eller foranstaltning. Det gælder dog ikke, hvis særlige forhold gør sig gældende, fx særlige hensyn til det pågældende barn eller den unge, jf. Serviceloven § 155 b, stk. 2.

BøFa kan på baggrund af et konkret skøn vælge at orientere underretteren om, hvilken type foranstaltning, der er iværksat samt om den planlagte varighed heraf, hvis oplysningen herom vil kunne have væsentlig betydning for den støtte, som underretteren kan yde barnet eller den unge. Det gælder dog ikke, hvis særlige forhold gør sig gældende, fx særlige hensyn til det pågældende barn eller den unge, jf. Serviceloven § 155 b, stk. 3.

Samtale med barnet

Ved behandling af en underretning om overgreb mod et barn eller en ung skal kommunen gennemføre en samtale med barnet eller den unge, jf Serviceloven § 155 a, stk. 2. Myndighedsrådgiveren kan i den forbindelse få rådgivning og vejledning af personalet i børnehuset vedrørende konkrete tvivlsspørgsmål i forbindelse med afholdelse af samtalen.

Ved underretning om overgreb mod et barn eller en ung fra barnets eller den unges forældres side, skal samtalen finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse. Samtale kan undlades i det omfang, barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod samtalens gennemførelse, jf. Serviceloven § 155 a, stk. 2 og 3. 

Myndighedsrådgiveren skal arbejde på at fastholde en normal hverdag for barnet ved at sikre, at der er tryghedspersoner omkring barnet i hverdagen.

Anbragte børn og samvær

Hvis barnet anbringes eller er anbragt, og hvis der er mistanke eller viden om, at den person, som barnet skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børn og unge-udvalget, med mindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde samvær eller rev-, mail- eller telefonforbindelse mellem barnet og den person, som der er mistanke eller viden om, udsætter barnet for overgreb. Alternativt, at samværet foregår under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, jf. Serviceloven § 71, stk. 4.

Eksempel på spørgsmål man kan stille til barnets udsagn

En 10-årig pige, fortæller til sin klasselærer:

Pigen: Jeg kan ikke li’ at være alene hjemme med min far. Han piller ved mig. Klasselæreren: Hvad gør din far, når han piller ved dig?

Pigen: Han rører ved min tisse-kone. Han kommer ind på mit værelse om aftenen, når jeg er gået i seng. Han stikker hånden ind under dynen og rører ved min tissekone.

Klasselæreren: Det er godt, at du har fortalt det til mig. Jeg vil hjælpe dig, for voksne må ikke røre ved børns tissekoner på den måde.

Klasselæreren orienterer skolelederen om samtalen. Skolelederen sender en underretning til kommunen uden at orientere forældrene om underretningen.”

Må man tale med barnet?

Som fagperson kan man blive i tvivl, når der opstår en bekymring eller mistanke om vold og seksuelle overgreb mod et barn. Hvor meget må man tale med barnet? Kommer man til at ødelægge den politimæssige efterforskning?

Man må gerne lytte til og stille forståelsesspørgsmål eller afklarende spørgsmål til barnet. Hvis der senere skal udarbejdes en underretning eller foretages en politianmeldelse, vil samtalen med barnet indgå som et af elementerne i den beskrivelse, som fagpersonen skal videregive. Afhøring af barnet er politiets opgave. Detaljerede spørgsmål om hændelsen, omfang, tidspunkt for overgrebene osv. er spørgsmål, som politiet stiller i forbindelse med afhøringen af barnet.

Fokus på barnet og familien

Både i opsporingen af overgreb og i situationer, hvor det er kommet frem, at et barn har været udsat for overgreb, har man en vigtig rolle som den fagperson, lærer eller pædagog, der har med barnet at gøre i hverdagen.

Mange følelser og reaktioner er i spil hos både barnet og familien. Det er vigtigt, at man som fagperson har fokus på barnet og familien. Barnet har behov for, at man fortsat drager omsorg for det og, at hverdagen er så tryg, forudsigelig og genkendelig som muligt midt i den vanskelige situation, der kan opstå, når det kommer frem, at et barn har været udsat for overgreb.

Rødovre Kommune samarbejder med Børnehus Hovedstaden, der ligger i en bygning i De Gamles By på Nørrebro. Kontakten mellem Rødovre Kommune og Børnehuset vil være gennem Børne-og Familieafdelingen, der som led i deres arbejde med den børnefaglige undersøgelse af barnet vil være i tæt kontakt med Børnehuset, der koordinerer de forskellige undersøgelser, hvis der er flere instanser involveret i sagen - politi og social myndighed og/eller sundhedsmyndigheder.

Børnehusene i Danmark er etableret med udgangspunkt i et tværkommunalt og tværsektorielt samarbejde. Børnehuset skal bidrage til den børnefaglige undersøgelse i sager, hvor der er mistanke eller viden om, at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb, og hvor det er relevant at inddrage politiet og/eller sygehusvæsenet. Den kommunale myndighedsrådgiver har myndighedsansvaret under hele forløbet i børnehuset.

Børnehuset er bemandet med fast personale, der er særligt kvalificeret til at varetage sager om overgreb mod børn og unge. Herudover kan børnehusene inddrage fagpersoner fra fx politi og sygehusvæsen efter behov.

Børnehuset er et fysisk børnevenligt indrettet hus, hvor de relevante myndigheder samles, så børn og unge, der har været udsat for overgreb, eller hvor der er mistanke herom, kan blive undersøgt, udredt og modtage krisestøtte sammen med deres nærmeste omsorgspersoner. En grundtanke i børnehus-modellen er, at de relevante myndigheder kommer til barnet eller den unge i børnehuset, og så vidt muligt yder deres indsats der. Børnehusets samlede ekspertise skal sikre, at indsatsen til det enkelte barn eller den enkelte unge sker med udgangspunkt i et tværsektorielt og børnevenligt helhedssyn, så det enkelte forløb tilrettelægges og koordineres så skånsomt som muligt for barnet/den unge. Der er et børnehus i hver af de fem regioner i Danmark. 

Formål

Det overordnede formål med børnehusene er at sikre en koordineret og skånsom tværfaglig indsats af høj kvalitet over for det enkelte barn eller den enkelte unge og barnets/den unges familie eller omsorgspersoner i sager om overgreb samt at sikre en ensartet høj kvalitet i indsatsen på tværs af landet.

Målet med den højt kvalificerede og koordinerede tværsektorielle indsats der er samlet i børnehuset, er at barnet/den unge får bedre mulighed for at blive undersøgt skånsomt samt mulighed for at komme sig over overgrebet.

Lovgrundlag

Med virkning fra 1. oktober 2013 er Lov om social service ændret, og det giver følgende lovgrundlag for etablering af børnehusene:

»§ 50 a. Kommunalbestyrelserne i regionen skal oprette et børnehus i hver region til undersøgelse af et barns eller en ungs forhold, når barnet eller den unge har været udsat for overgreb, eller ved mistanke herom.

Stk. 2. Social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om børnehusenes indretning, drift, finansiering og opgaver m.v.

§ 50 b. Når et barn eller en ung har været udsat for overgreb, eller ved mistanke herom, skal kommunalbestyrelsen til brug for den børnefaglige undersøgelse efter § 50 benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 50 a.

§ 50 c. Under behandlingen af en sag, hvor et børnehus benyttes, jf. § 50 a, kan personalet i børnehuset, politiet og anklagemyndigheden og sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedspersoner og kommunale myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets eller den unges personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling.«

I § 51 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 50 a.«

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det desuden, at:

”Det er barnets eller den unges handlekommune, der har kompetence til at træffe afgørelse om foranstaltninger på baggrund af de undersøgelser af barnets eller den unges forhold, der er fortaget i børnehuset. Kommunalbestyrelsen i barnets handlekommune bevarer således myndighedsansvaret i forhold til barnet eller den unge under hele forløbet i børnehuset”.

”Det bemærkes, at aktiviteterne i et børnehus ikke er en foranstaltning i servicelovens forstand [..] I løsningen af den konkrete sag indgår sagsbehandleren i praksis som en del af børnehusteamet. Ved gennemførelse af undersøgelser og udredninger, som ikke henhører under andre myndigheder, har sagsbehandleren fortsat ansvar for at foretage de nødvendige vurderinger og beslutninger under vejledning, rådgivning og bistand fra personalet i børnehuset. Myndighedssagsbehandleren kan vælge at lade sig bistå af børnehusets personale i gennemførelsen af konkrete sagsskridt.”

”Oplysningerne i en konkret sag kan udveksles op til, at et barn eller en ung undersøges i børnehuset, un-der forløbet i børnehuset og efter forløbet i børnehuset, når udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling. Derudover kan der i den konkrete sag foretages udveksling af oplysninger som led i erfaringsudveksling og etablering af fælles vidensgrundlag myndighederne imellem.

Målgruppe

Børnehusenes målgruppe er:

• Børn og unge i alderen 0 til og med det 17. år som har været udsat for overgreb i form af seksuelle overgreb og/eller vold, eller hvor der er mistanke herom. 
• Barnets / den unges nærmeste omsorgspersoner
• Kommunale myndighedsrådgivere der behandler konkrete sager, hvor der er viden eller mistanke om seksuelle eller voldelige overgreb, eller som har behov for konsultativ bistand i sager hvor der er en vag mistanke.

Børnehuset skal benyttes i sager om overgreb, hvor 1) kommunen på baggrund af mistanke eller viden om overgreb mod et barn eller en ung under 18 år skal udarbejde en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 eller en revideret undersøgelse af barnets/den unges forhold, og 2) hvor der er behov for tværsektoriel indsats (kommune, politi og/eller sygehusvæsen). Der kan være tale om et aktuelt overgreb eller overgreb, der er begået tilbage i tiden.

Mindst to sektorer involveret

Som udgangspunkt skal de sager, der opstartes i børnehuset være sager, hvor overgrebet har en sådan karakter, at der er behov for et samarbejde mellem kommune, politi og/eller sygehusvæsen. Der skal således ud over kommunen altid være mindst en anden sektor involveret i sagen.

Det betyder, at børnehuset som udgangspunkt ikke skal benyttes i sager, der hverken involverer politi eller sygehusvæsen. Det kan fx være en sag, hvor en kommune har fået en underretning om to børn på hhv. fire og fem år, der i en børnehave har leget grænseoverskridende doktorlege. Kommunen vurderer på baggrund af underretningen, at der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse af det ene barn, da dette barn beskrives som et barn med svage grænser, der flere gange har været udsat for grænseoverskridende leg fra flere andre børn i institutionen. En af barnets forældre har i perioder psykisk sygdom, og det skal udredes om barnet har behov for særlig støtte. Desuden kan kommunen via sit kommunale beredskab til forebyggelse af overgreb mod børn i en sådan sag overveje at iværksætte en pædagogisk indsats i institutionen.

Sager om strafbare forhold

Som udgangspunkt vil de sager, der falder inden for børnehuset målgruppe, dreje sig om sager, hvor der er mistanke om strafbare forhold, og hvor der er behov for en tværsektoriel indsats i sagen. Det gælder uanset om overgrebet mod barnet eller den unge netop er sket, eller om overgrebet er begået tilbage i tiden.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at politiet kan være involveret i sager, hvor et barn eller en ung har været udsat for overgreb fra et barn/ung under den kriminelle lavalder på 15 år, selv om der ikke er tale om en straffesag. Politiet kan fx registrere en bekymringshenvendelse på en sag, der er begået af en 13-årig, og de kan også i alvorligere sager vælge at videoafhøre et barn/den unge, der har været udsat for overgreb fra et barn/ung under 15 år. Der vil dog ikke være tale om en videoafhøring i juridisk forstand, da der ikke vil være anklager eller forsvarer til stede. Det kan fx være tilfældet i en sag om søskende incest, hvor en otte-årig pige gennem flere år har været udsat for overgreb fra sin 14-årige storebror. Endelig kan der være sager, hvor det af hensyn til et eventuelt erstatningsspørgsmål kan være relevant at anmelde sager, selvom overgrebet er begået af en person under 15 år.

Sager hvor unge over 12 år kan videoafhøres

Som udgangspunkt kan børn til og med 12 år blive videoafhørt i børnehuset. I særlige tilfælde kan der dog dispenseres fra denne aldersgrænse begrundet i barnets/den unges udvikling og psykiske tilstand. Det kan fx være tilfælde, hvor en ung over 12 år har en kognitiv funktionsnedsættelse.

I tilfælde hvor det er muligt og hensigtsmæssigt kan politiet desuden vælge at afhøre unge over 12 år, som skal have fremmøde i retten, i børnehusets lokaler. Muligheden herfor fremgår af de samarbejdsaftaler, som det enkelte børnehus indgår med politikredsene. I konkrete tilfælde kan det også vurderes i samråd mellem politi, myndighedsrådgiver og børnehus, hvorvidt det indgår som varetagelse af den unges tarv at gennemføre afhøringen i et børnehus eller om en anden lokalitet er mere hensigtsmæssig (fx hjem, skole, institution, politistation).

Sager om vold

De sager om vold mod børn og unge, hvor det er relevant at benytte børnehuset, er som udgangspunkt sager, hvor barnet eller den unge udsættes for fysisk vold i de nære relationer.

Det kan for eksempel være sager, hvor den ene eller begge forældre/stedforældre eller andre personer i barnets eller den unges nærmiljø udsætter barnet/den unge for fysisk vold.

Det er handlekommunen, der vurderer, hvorvidt børnehuset skal benyttes, herunder om kommunen på baggrund af volden (eller mistanke herom) iværksætter en børnefaglig undersøgelse eller en revision af en eksisterende undersøgelse og hvorvidt politi/sundhedsmyndigheder er involveret i sagen.

Desuden kan kommunen beslutte at benytte børnehuset i sager om børn og unge, der har været vidne til vold mellem forældre/stedforældre eller mod søskende, hvis kommunen vurderer, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse, og politiet samtidig ønsker at afhøre barnet/den unge som vidne.

Barnet/den unges forældre eller omsorgspersoner

Forældre eller nærmeste omsorgspersoner til et barn eller en ung, der har været udsat for overgreb, eller hvor der er mistanke herom, er omfattet af børnehusets målgruppe. Det kan fx være tilfælde, hvor et barn eller en ung er blevet udsat for overgreb fra en anden end forældrene/de nære omsorgspersoner, og børnehusets personale vurderer, at disse har behov for krisestøtte for at kunne håndtere barnets/den unges situation og for at kunne udgøre så god en støtte for barnet/den unge som mulig.

I de tilfælde hvor det er en af barnets eller den unges forældre/stedforældre, der har begået overgreb mod barnet/den unge eller der er mistanke herom er det som udgangspunkt den ikke-krænkende forælder, der tilbydes krisestøtte i børnehuset.

Kommunale myndighedsrådgivere

Kommunale myndighedsrådgivere er en del af børnehusets målgruppe i de tilfælde, hvor de behandler sager om overgreb (eller mistanke herom), hvor kommunen har besluttet at udarbejde en børnefaglig undersøgelse eller et tillæg hertil, og sagen involverer et samarbejde med politi og/eller sygehusvæsen.

Desuden yder børnehuset konsultativ bistand til kommunale myndighedsrådgivere i sager, hvor der er en vag mistanke om overgreb mod et barn eller en ung, og hvor der er tvivl om, hvorvidt det er en sag, der er omfattet af børnehusets målgruppe.

Kommunale fagpersoner, som fx lærere, pædagoger og sundhedsplejersker, henvises til at søge sparring hos kommunens eget beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og håndtering af sager, hvor der er mistanke om overgreb.

Sager, der ikke er en del af børnehusets målgruppe

Følgende sagstyper er som udgangspunkt ikke en del af børnehusets målgruppe: 

• sager om vold mellem jævnaldrende, som eksempelvis foregår i nattelivet, som fx gadevold eller banderelateret vold. 
• sager om voldtægt af unge under 18 år, hvor kommunen ikke vurderer, at der skal foretages en børnefaglig undersøgelse. 
• Børn og unge, der har udvist seksuelt grænseoverskridende eller voldelig adfærd overfor andre børn og unge, heller ikke i de tilfælde hvor der er tale om et barn eller en ung under den kriminelle lavalder (ingen retsforfølgelse). Dog kan børnehuset benyttes i en sag om et barn eller en ung, der har krænket et andet barn/ung, hvis der opstår viden eller mistanke om, at barnet/den unge selv har været udsat for overgreb. 
• Personer over 18 år med kognitiv funktionsnedsættelse/udviklingshæmning, der har været udsat for overgreb. Det enkelte børnehus kan dog på frivillig basis lave aftale med politiet om at benytte børnehusets afhøringslokaler i sådanne sager. Børnehusets grundlæggende opgaver skal dog altid kunne varetages og må ikke påvirkes heraf.

Sagsforløb og indsatser i et børnehus

Indsatsen i børnehuset består i, at børnehuset bistår den kommunale myndighedssagsbehandler med at udrede og undersøge barnets eller den unges forhold med henblik på at afdække barnets eller den unges behov for særlig støtte efter et overgreb eller mistanken herom. De nødvendige udredninger og undersøgelser foretages som en del af den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50. Da udredning og undersøgelse i børnehuset har fokus på de forhold hos barnet eller den unge, der er relateret til overgrebet eller mistanken om overgrebet, skal myndighedssagsbehandleren fortsat foretage en samlet børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. Den børnefaglige undersøgelse foretages da i sammenhæng med forløbet i børnehuset. Oplysninger om barnets eller den unges forhold, der fremkommer under undersøgelser i børnehuset, inddrages i den samlede vurdering af barnets eller den unges behov for særlig støtte. Hvis der allerede foreligger en børnefaglig undersøgelse på barnet/den unge, udarbejder handlekommunen en revideret undersøgelse af barnets/den unges forhold. Handlekommunen skal i den forbindelse være opmærksom på, at børnehuset modtager relevante sagsakter i forbindelse med undersøgelsen/udredningen i børnehuset.

Endvidere deltager sundhedsfagligt personale i sagssamråd og samtaler i børnehuset samt foretager en vurdering af barnets eller den unges behov for sundhedsfaglig indsats og eventuelt viderevisitation.

Derudover anvender politiet børnehuset til at foretage videoafhøring af barnet eller den unge i forbindelse med en konkret efterforskning, jf. de retningslinjer der er fastsat i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/20077. Politiet kan også vælge at anvende børnehuset til afhøring af børn/unge over 12 år, der ikke skal videoafhøres. Politiet indgår ligeledes i børnehusets sagssamråd.

Hvis politiet vurderer, at der er grundlag for det, rekvireres desuden en retsmedicinsk undersøgelse. Børnehusets procedurer i forbindelse med gennemførelse af den retsmedicinske undersøgelse fremgår af den samarbejdsaftale, der er indgået med det Retsmedicinske Institut børnehuset tilhører.

Når en videoafhøring er foretaget (samt evt. retsmedicinsk undersøgelse) kan de øvrige involverede myndigheder efter aftale med politiet foretage de nødvendige udredninger, undersøgelser m.v. Barnet eller den unge kan modtage psykosocial støtte og (hvis relevant) krisebehandling, ligesom barnets/den unges forældre eller omsorgspersoner kan modtage krisestøtte og –behandling, hvis det vurderes relevant. Den indledende krisestøtte til barnet/den unge og barnets/den unges forældre/omsorgspersoner kan efter aftale med politiet, evt. finde sted inden politiets afhøring af barnet/den unge. Krisestøtten ydes af børnehusets faste personale.

Personalet i børnehuset tilbyder rådgivning og vejledning til den kommunale myndighedssagsbehandler i forhold til at udrede og undersøge den samlede families behov for særlig støtte efter Serviceloven. Den kommunale myndighedssagsbehandler bevarer myndighedsansvaret i forhold til barnet eller den unge under hele forløbet i børnehuset, og det er altid barnets/den unges kommune, der træffer afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger over for barnet eller den unge under de sociale myndigheders undersøgelser i børnehuset.

Sagsforløbets forskellige faser og spor

Et sagsforløb i børnehuset kan overordnet set skitseres ud fra fire faser.

De forskellige sagsforløb i børnehuset og fasernes indhold og varighed kan variere meget afhængig af sagernes karakter.

I det følgende gives en nærmere beskrivelse af de forskellige indsatser, børnehuset kan levere i de forskellige faser.

1) Konsultativ bistand

I sager, hvor der kun er en vag mistanke om overgreb, og hvor der er tvivl om, hvorvidt det er relevant at lade barnet eller den unge blive undersøgt i børnehuset, kan myndighedssocialrådgiveren kontakte børnehuset og få vurderet sagen sammen med børnehusets faste personale og i samråd med de eksterne samarbejdspartnere, hvis der er behov herfor. Børnehuset yder rådgivning og vejledning i forhold til, om sagen er omfattet af børnehusets målgruppe.

I den konsultative fase (hvor det endnu ikke er afklaret, om der bliver en sag for børnehuset) yder børnehuset således faglig sparring i form af telefonisk konsultativ bistand. Den faglige sparring ydes til kommunale myndighedsrådgivere eller deres ledere. Der ydes ikke anonym rådgivning. I særligt vanskelige tvivlssager, der ikke kan afklares via telefonisk konsultativ bistand kan kommunen (myndighedssagsbehandleren) få sagen vurderet på et børnehussamråd.

Andre fagpersoner, som fx lærere, pædagoger eller sundhedsplejersker, der er i tvivl om en mistanke om overgreb, skal gøre brug af deres kommunale beredskab, SISO’s telefonrådgivning eller anden rådgivningsmulighed.

Børnehuset yder ikke konsultativ bistand til borgere. Hvis et barn eller en ung eller forældre selv henvender sig telefonisk til børnehuset, skal børnehuset være behjælpelig med at formidle en konkret lokal kontakt til barnets/den unges eller forældrenes kommune. 

2) Opstarts- og forberedelsesfasen

Et sagsforløb kan begynde hos hhv. de kommunale myndigheder, politiet eller hos sygehusvæsenet, men det er barnets eller den unges handlekommune, der træffer beslutning om, hvorvidt børnehuset skal benyttes i den konkrete sag. Endvidere kan sager i børnehuset forløbe ad to forskellige spor, hhv. et ”planlagt spor” og et ”akut spor”. Om en sag skal forløbe af det ene eller andet spor afhænger eksempelvis af, om overgrebet lige er opdaget/begået, og der af efterforskningsmæssige årsager skal handles hurtigt i forhold til afhøring og retsmedicinsk undersøgelse af barnet eller den unge. En sag kan også kræve akut vurdering og evt. handling af beskyttelsesmæssige eller lægelig behandlingsmæssige årsager (se afsnit om akutte sagsforløb).

I det følgende beskrives sagsforløb med indgang fra hhv. kommune, politi og sundhedsvæsen.

Sagsforløb, der begynder hos de kommunale myndigheder:

De kommunale myndigheder kan få viden om, at et barn/en ung har været udsat for overgreb (eller mistanke herom) via en underretning eller via barnet/den unge selv eller på anden vis fx gennem en påbegyndt børnefaglig undersøgelse, hvor der opstår viden eller mistanke om overgreb.

Kommunen vurderer indledningsvis, om sagen skal politianmeldes, og kontakter evt. politiet for en vurdering heraf og evt. børnehuset for konsultativ bistand. Når det vurderes, at der er behov for at benytte et børnehus til undersøgelse af barnets eller den unges forhold, kontakter de kommunale myndigheder forinden børnehuset for at advisere om den forestående sag samt modtager rådgivning og vejledning i forhold til den indledningsvise håndtering af sagen. Vejledningen i denne tidlige fase kan fx handle om, hvorvidt forældrene eller andre tryghedspersoner bør følge med barnet eller den unge i børnehuset, og om barnet eller den unge har behov for akutte foranstaltninger efter servicelovens bestemmelser. Det gælder særligt i tilfælde, hvor overgrebet er begået af forældre eller en omsorgsperson, hvor det kan være nødvendigt at foretage en akut anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet.

Den lokale myndighedssagsbehandler følger barnet eller den unge under forløbet i børnehuset og får råd-givning og vejledning til løsningen af den konkrete sag.

Politiet har forinden vurderet sagen og tager stilling til, om der er grundlag for at starte en efterforskning, herunder om barnet/den unge skal videoafhøres. I bekræftende fald tilknyttes en specialuddannet videoafhører fra den stedlige politikreds. Videoafhøring af barnet/den unge søges gennemført hurtigst muligt, og hvis det er praktisk muligt, inden en uge fra anmeldelsen.

Hvis der er tale om et barn/ung over 12 år, vurderes det i samråd mellem politi, myndighedsrådgiver og børnehus, hvorvidt det indgår som varetagelse af barnets/den unges tarv at gennemføre afhøringen i et børnehus eller om en anden lokalitet er mere hensigtsmæssig (fx. hjem, skole, institution, politistation). Uanset den lokalitet, der vælges, skal de påbudte interessenter deltage (fx bistandsadvokat, socialforvaltning, tolk osv.).

Sagsforløb, der begynder hos politiet

Politiet kan få kendskab til, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb, ved at modtage politian-meldelse herom eller gennem efterforskningsarbejde. I disse tilfælde underretter politiet de kommunale myndigheder og får tilknyttet en sagsbehandler fra den kommune, der har handlepligt over for barnet/den unge. Hvis politiet ikke vurderer, at der er grundlag for at (video)afhøre barnet/den unge, vurderer kommunen det videre forløb sammen med børnehuset, herunder undersøgelse af barnets/den unges forhold med henblik på at afklare behovet for særlig støtte som led i en børnefaglig undersøgelse.

Såfremt politiet vurderer, at der skal foretages videoafhøring af barnet/den unge kontakter politiet børne-huset og den myndighedssagsbehandler, som skal være til stede ved videoafhøringen. Politiet vurderer, om der er grundlag for at rekvirere en retsmedicinsk undersøgelse, og det er ligeledes politiets opgave at sørge for, at der beskikkes en forsvarer til den mistænkte og en bistandsadvokat til barnet/den unge. Videoafhøringer søges gennemført hurtigst muligt, og hvis det er praktisk muligt inden en uge fra anmeldelsen.

Politiets første kontakt til barnet/den unge sker normalt dagen før selve videoafhøringen, hvor videoafhøreren kommer på besøg i barnets/den unges hjem. Dagen efter hjemmebesøget ankommer barnet/den unge til videoafhøringen i børnehuset sammen med forældre eller anden omsorgsperson.

Sagsforløb, der begynder i sygehusvæsenet

Sygehusvæsenet kan blive opmærksomt på, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb ved, at barnet/den unge modtages på skadestuen eller, at man gennem anden lægelig behandling af barnet eller den unge (fx på børneafdeling eller i børne- og ungdomspsykiatrien) får mistanke herom. I disse tilfælde underretter sygehusvæsenet den kommune, der har handlepligt overfor barnet/den unge, og kommunen vurderer evt. i samråd med børnehuset, om børnehuset skal benyttes i forhold til videre undersøgelse og udredning af barnet/den unge.

3) Udrednings- og undersøgelsesfase

Når barnets/den unges sag er modtaget i børnehuset planlægges og koordineres det videre sagsforløb i børnehuset. Det videre sagsforløb afhænger af den konkrete sag, hvor der kan være foretaget forskellige akutte tiltag, før barnet eller den unge kommer i børnehuset. Børnehuset skal sikre, at relevante fagperso-ner fra de involverede myndigheder deltager i koordineringen af den videre indsats (fx den kommunale myndighedssagsbehandler, polititjenestemænd og lægefagligt personale). Dette kan eksempelvis ske ved af-holdelse af et planlæggende sagssamråd, der har til opgave at koordinere den tværsektorielle indsats (sik-kerhedsvurdering, retsmedicinsk undersøgelse, videoafhøring, behov for krisebehandling, udredning af behandlingsbehov, herunder vurdering af lægelig udrednings- og evt. behandlingsbehov, socialfaglig undersøgelse, sociale foranstaltninger som fx anbringelse uden for hjemmet, forhold vedr. samvær etc.).

Afholdelsen af sagssamråd er central for børnehusets muligheder for at varetage sin koordinerende funktion i sagerne. Det anbefales, at der som udgangspunkt afholdes et planlægnings sagssamråd og et afsluttende sagssamråd, men der kan også afholdes yderligere sagssamråd efter behov. Sagssamråd kan afholdes som fysiske møder eller via videokonference eller telefon.

Børnehusets udveksling af oplysninger om samt koordinering af en sag kan netop bidrage til at yde en skånsom indsats, der belaster barnet eller den unge mindst muligt, ligesom barnet eller den unge skånes fra gentagne gange at skulle videregive de relevante oplysninger. Det er også vigtigt i forbindelse med afholdelse af sagssamråd, at børnehuset er opmærksom på at informere og så vidt muligt koordinere og inddrage barnet eller den unge og barnets/den unges forældre/omsorgspersoner.

Børnehuset tilbyder rådgivning til myndighedssagsbehandleren i forhold til udredning af barnet/den unge med henblik på at undersøge hvilket behov for hjælp, barnet/den unge har samt i forhold til håndteringen af den samlede families situation, herunder forældrenes eller omsorgspersoners støttebehov.

Udredningen hjemles i servicelovens § 50. Hvis der kommer nye relevante oplysninger under videoafhøring eller andet, inddrages disse som del af udredningen. Hvis barnet eller den unge vurderes at have behov for lægefaglige undersøgelser henvises barnet/den unge til lægeundersøgelse på det sygehus, som børnehuset har indgået samarbejdsaftale med.

Sideløbende med og i forlængelse af udredningen kan der, hvis det vurderes relevant, iværksættes psykologisk krisebehandling til barnet eller den unge samt psykologisk krisestøtte til barnets/den unges nærmeste omsorgspersoner. Den psykologfaglige indsats i børnehuset vil variere afhængig af overgrebets karakter, barnets/den unges alder og funktionsniveau samt barnets eller den unges samt forældre-nes/omsorgspersonernes tilstand og reaktioner. Tidligere erfaringer peger på, at den samlede psykologiske krisebehandling kan bestå af ca. 6-8 samtaler, fordelt mellem barnet/den unge og forældre/eller omsorgs-personer. Der er tale om et skøn og antallet af samtaler vil variere afhængig af den konkrete sag. I nogle sager, fx sager, der omhandler mindre børn, kan forældrene have behov for flere samtaler end barnet. Det kan også være, at indsatsen til barnet inddrager lege- eller tegneterapi.

Den psykosociale indsats i børnehuset kan endvidere omfatte rådgivning i forhold til social støtte, herunder socialpædagogiske indsatser, støtte til forældre og evt. andre i barnets eller den unges netværk (herunder søskende) med fokus på at genetablere barnets/den unges trivsel og genoprette en normal hverdag.

4) Opfølgningsfase. Den efterfølgende indsats i kommunalt regi – og mulige tilkøbsydelser i børnehuset

Indsatsen i børnehuset er tilendebragt, når de involverede myndigheder har foretaget de nødvendige undersøgelser, evt. krisebehandling m.v., samt når barnets eller den unges behov for støtte er udredt. Den nødvendige støtte til barnet eller den unge gives efter servicelovens bestemmelser herom. Det er barnets eller den unges handlekommune, der har kompetence til at træffe afgørelse om foranstaltninger på baggrund af de undersøgelser af barnets eller den unges forhold, der er fortaget i børnehuset.

Inden barnet eller den unge afsluttes i børnehuset afholdes der som hovedregel et afsluttende sagssamråd, hvor der foretages en opfølgning på den tværsektorielle vurdering af barnets/den unges samt familiens behov. Resultatet af dette sagssamråd beskrives i et afsluttende notat, som kan indgå som et tillæg til § 50 og danne grundlag for myndighedsrådgiverens videre arbejde med sagen. Også i forbindelse med det afsluttende sagssamråd er det vigtigt at orientere, koordinere og så vidt muligt inddrage barnet/den unge samt forældre/omsorgspersoner.

I nogle tilfælde vil det være muligt i regi af børnehuset at tilkøbe ydelser fra børnehus driftskommunen. Den psykosociale udredning, der foretages i børnehuset, rummer som udgangspunkt fx ikke en egentlig psykologisk undersøgelse af barnet/den unge eller en forældreressourceundersøgelse, som i visse tilfælde kan blive nødvendig i en grundig udredning af barnets/den unges behov for særlig støtte, herunder, behandlingsbehovet og behovet for hjælpeforanstaltninger. Dette kan være mulige tilkøb hos børnehus driftskommunen, ligesom længerevarende behandlingsforløb for barnet/den unge samt længerevarende familiebehandling. Tilbuddet om tilkøbsydelser fra driftskommunen kan dog kun ske i den udtrækning, at det ikke påvirker børnehusets varetagelse af sine grundlæggende opgaver. Oplysninger om mulige tilkøbsydelser, som driftskommunen tilbyder i regi af børnehuset, fremgår af børnehusenes hjemmeside.

Årlige temadage i samarbejde med SISO

I oktober 2013 afholder dagtilbudsområdet en temadag med emnet seksuelle overgreb mod børn i samarbejde med SISO, og selv om dette initiativ finder sted før vedtagelsen af beredskabet i Rødovre kommune, betragter vi det i udviklingsgruppen for lokalisering som et startskud for arbejdet med at implementere beredskabet. SISO tilbyder sig som sparringspart i kommunerne omkring vedligeholdelse og kontinuerligt fokus på området, og i udviklingsgruppen ser vi det som en opgave at afholde en årlig temadag for såvel dagtilbud som skoleområdet i samarbejde med SISO. Dagen kunne bestå af en fælles refleksion over de sager, der måtte have været i det forløbne år, hvor SISO kan bidrage med viden og erfaring fra andre kommuner, og de kan være med til at sikre en fælles læring og opsamling af erfaringer. 

Lokalisering

Siden 2004 har lokaliseringen været et omdrejningspunkt for det tværfaglige samarbejde i Rødovre, og med de tiltag der er foretaget gennem årene (lokaliseringsteam i alle dagtilbud, oprettelse af særlig visitationsgruppe i BøFa bl.a.), er det vores opfattelse at det er en god og udviklende ramme for det tværgående arbejde med børn-unge og familier, der har brug for en særlig indsats. I lokaliseringen vil mange af de sager, hvor der er en bekymring eller mistanke blive vendt, og det er afgørende, at der er tillid og tryghed mellem de fagpersoner, der deltager her, hvilket er et af vores fokuspunkter i udviklingsgruppen for lokalisering.

Fælles mødelederuddannelse

Udviklingsgruppen har søgt og fået midler fra puljen til strategisk kompetenceudvikling i Rødovre kommune  til en fælles uddannelse som mødeleder for de personalegrupper, der arbejder sammen i lokaliseringen – psykologer fra PPR, tale-hørelærere, fys-og ergoterapeuter, sundhedsplejersker og rådgivere fra Børne- og Familieafdelingen samt hele udviklingsgruppen og enkelte dagtilbudsledere. Det er vores forventning, at netværksmøder og lokaliseringsmøder vil få et fagligt løft ved at så mange får en fælles viden om kommunikationsredskaber, når der fx ind i mellem skal tales om svære livsomstændigheder.   

Kontakt

Tlf.nr. Børne- og Familieafdelingen: 36 37 74 11

Tlf.nr. Vestegnens Politi: 43 86 14 48

Eller skriv til Børne- og Familieafdelingens Underretningspostkasse (Skriv personfølsom/fortrolig post).