Erhvervsrådsmøde den 8. juni 2022

Referat fra møde den 8. juni 2022 kl. 16.00 - 18.00

Medlemmer og inviterede

  • Borgmester Britt Jensen (formand)
  • Kommunaldirektør Anders Agger
  • Politiker Kim Drejer
  • Politiker Birgitte Glifberg
  • Arbresh Useini, FH-repræsentant
  • Direktør Klaus Kennet Larsen, Omø A/S
  • Direktør Bjørn Sørensen,
  • Direktør Jacob Birkbøll, Rødovre Centrum
  • Direktør Tinna Worch Kristensen, Adam Vask
  • Teknisk direktør Poul Jepsen (observatør)
  • Jobcenterchef Jakob Duvå (observatør)
  • Stadsarkitekt Jesper Pagh (observatør)
  • Erhvervskoordinator/afdelingsleder Frederik Springborg

Afbud

  • Direktør, Jens Larsen, CombiByg AFBUD
  • Direktør Jan Wittenborn, Wittenborn Advokatfirma (næstformand) AFBUD

Sag nr. 1: Godkendelse af referat

fra mødet den 8. marts 2022 (referatet er udsendt den 17.05.2022)

Lars Bæk er fratrådt udvalget pr. 9. maj. Der arbejdes på at finde en afløser i FH.


Sag nr. 2: Formanden orienterer

Britt Jensen orienterede om:

Morgenmøde med virksomheder

I dag havde Rødovre Kommune inviteret virksomheder i kommunen til et morgenmøde fra kl. 8-9, hvor Erhvervshus Hovedstaden stod for oplæg. Temaet var erhvervspolitik og grøn omstilling. Efter op var der tid til dialog og netværk. Der var 30 deltagende, og vi har indtil videre fået mange positive tilbagemeldinger: Godt koncept og godt oplæg.

Endelig vedtagelse af Kommuneplan 2022

Kommuneplan 2022 - sammen om et bæredygtigt Rødovre - har været i offentlig høring i 8 uger fra den 5. januar 2022 til den 2. marts 2022, og forventes endelig vedtaget i kommunalbestyrelsen 21. juni 2022.

Kommuneplan 2022-2034 er en fuld revision af Kommuneplan 2018 med udgangspunkt i Rødovrestrategi 2020, og for første gang udgivet i digitalt format.

Kommuneplan 2022 blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget i går (7.6) og den endelige vedtagelse sker som sagt i Kommunalbestyrelsen den 21. juni.

Alle høringssvarene, forvaltningens kommentarer til hver enkelt høringssvar, samt forslag til ændringer i den endelige kommuneplan kan ses på kommunens hjemmeside, som bilag til den politiske dagsorden. Alle, der har leveret et høringssvar, vil modtage et svarbrev fra kommunen.

Erhvervspris 2022 og dialogmøde, status

Der er indkommet tre bud på kandidater til årets erhvervspris – desværre ikke så mange som de foregående år, men alle tre er gode kandidater. Priskomitéen har netop holdt møde og der er nu udpeget en vinder, der bliver offentliggjort på Dialogmødet i oktober. I priskomitéen var der enighed om, at valget er meget velfortjent.

Vedrørende oplægsholder på Dialogmødet:
Det var desværre ikke muligt, at engagere Jesper Buch fra Løvernes Hule til at holde oplæg, da hans kalender er fyldt op i 2022.
Derimod er det lykkedes at lave en aftale med Jens Rommundstad, kendt som eventyreren og TV-personligheden Biker Jens. En kulørt fortid som står i stærk kontrast til Jens’ senere virke, som bestyrelsesmedlem og topleder i detailbranchen med ansvar for adskillige milliarder i omsætning og flere tusinde medarbejdere. Med HR-prisen og CSR-Æresprisen, der giver ret til at kalde sig “Danmarks Mest Socialt Ansvarlige Erhvervsleder”, har Jens sat en reel bæredygtig agenda og vist sin kunnen i krydsfeltet mellem mennesker og forretning.

Øget opmærksomhed på risikostyring som følge af konjunktursving

Ved vedtagelsen af budget 2022 indgik aftalepartierne en budgetresolution om risikovurdering af anlægsudgifter, som skal være med til at minimere risici ved anlægsprojekterne og sikre en udførsel af projekterne, som i højere grad afspejler den afsatte tid og økonomi.

Der er uafværgeligt uforudsigelige risici ved anlægsprojekter. Ambitionen er at bidrage til et gennemsigtigt og objektivt grundlag for at vurdere det samlede omfang af risici i anlægsporteføljen og tidligt iværksætte tiltag, der kan forebygge uforudsete merudgifter.

En gennemgang af afsluttede og igangværende anlægsprojekter peger på en række risikokriterier, der kan fordyre og forsinke projektet, bl.a.:

  • Uforudsete jordforhold/miljøforhold o.lign.
  • Afhængighed af andre projekter/beslutninger
  • Konjunkturforhold/ Mangel på materialer
  • Særlige risici med licitationsform (fagentreprise tenderer mod at blive dyrere end totalentreprise)

Tillæg 3 til Lokalplan 145 og borgermøde (v/ Poul Jepsen)

Lokalplan 145 blev vedtaget i 2019. Dengang kaldte vi området for Karrebyen, men har siden besluttet at kalde området for Gartnerbyen.

Efter vedtagelsen har der været behov for at udarbejde tillæg til lokalplanen, idet realiseringen af planen har blotlagt forskellige, mindre uhensigtsmæssigheder i den oprindelige lokalplan.

Tillæg 3 til Lokalplan 145 etablerer det planmæssige grundlag for realisering af den nye administrationsbygning som planlægges opført ved siden af Rådhuset.

Tillæg 3 til Lokalplan 145 behandler sammenlægning af to delområder (G og H) til delområde G. Sammenlægningen fordeler byggemulighederne for området uden at ændre det samlede antal etage m2, som forbliver ca. 15.000.

Desuden justeres afgrænsningerne af lokalplanområde og delområder, så de svarer mere præcist til de nye matrikelgrænser i området.

Den nye administrationsbygning skal bl.a. rumme nye rammer for forvaltninger og Borgerservice, men foreninger og borgere skal også kunne bruge det nye byggeri.

Planen er, at administrationsbygningen åbner som arbejdsplads og hus for borgerne i 2025.

Administrationsbygningen er med til at definere samspillet med borgerne, og derfor inviterede Rødovre Kommune til en idé-workshop den 4. maj, hvor borgere, foreninger og andre interesserede kunne møde op og sætte præg på bygningens indretning.

Kommunale anlægsprojekter (status v/ Poul Jepsen)

Kort orientering om aktuelle kommunale anlægsprojekter, herunder ekspropriation for letbanestationsplads og ladestrategi for parkering på offentlige områder.


Sag nr. 3: Præsentation af Klimahandlingsplan,

v/ Poul Jepsen

Slides er vedlagt referatet


Sag nr. 4: Nyt fra erhvervslivet

Jacob Birkbøll er glad for normaliseringen. Det går godt nu, og mange kunder er kommet tilbage i Rødovre Centrum.

Bjørn Sørensen informerede om, at Oktoberfesten er flyttet til Terminalen (Rødovre Erhvevsfor.).

Ny bestyrelse i Rødovre Mighty Bulls og nye sponsorer mhp at få det til at løbe rundt.

Kim Drejer kom med en opfordring til at melde sig til møde med integrationsrådet i DA, hvor der stadig var ledige pladser.


Sag nr. 5: Eventuelt

Ordinære møder i 2022:

Onsdag den 8. juni, kl. 16
Onsdag den 7. september, kl. 16 (hos Bjørn Sørensen)
Onsdag den 23. november, kl. 16

Dialogmøde 2022:

Tirsdag den 1. november


Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Teknisk Forvaltning
Tæbyvej 77
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Send sikker Digital Post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider