Erhvervsrådsmøde den 8. marts 2023

Erhvervsrådsmøde den 8. marts 2023

Medlemmer og inviterede

  • Borgmester Britt Jensen (formand)
  • Kommunaldirektør Henrik Abildtrup
  • Politiker Kim Drejer
  • Politiker Birgitte Glifberg
  • Abresh Useini, FH-repræsentant AFBUD
  • Søren Mathiasen, FH-repræsentant AFBUD
  • Direktør Jan Wittenborn, Wittenborn Advokatfirma (næstformand)
  • Direktør Klaus Kenneth Larsen, OMØ A/S
  • Direktør Bjørn Sørensen, Bjørn Sørensen Holding
  • Direktør Jens Larsen, CombiByg A/S
  • Direktør Jacob Birkbøll, A/S Rødovre Centrum
  • Direktør Tinna Worch Kristensen, Adam Vask
  • Teknisk direktør Poul Jepsen (observatør) 
  • Stadsarkitekt Solveig Bergmann Nielsen (observatør)
  • Jobcenterchef Jakob Duvå (observatør)
  • Erhvervskoordinator/afdelingsleder Frederik Springborg
  • Erhvervskonsulent Gitte Junker Andersen

Sag nr. 1: Oplæg til proces, erhvervsundersøgelse

v/ konsulent, Iris Group

Konsulenterne Jens Bjerg og Sigurd Gylstorff holdt oplæg om processen for erhvervsundersøgelsen. De efterlyste deltagere til indledende interviews forud for survey.

Britt Jensen oplyste supplerende, at undersøgelsen konstrueres, så det er en nulpunktsanalyse. Afhængig af den økonomiske situation vil Kommunalbestyrelsen se på, om undersøgelsen kan gentages om 4 år.


Sag nr. 2: Godkendelse af referat

fra mødet den 23. november 2022 (referatet er udsendt den 7.9.2022)

Godkendt

Der blev budt velkommen til Solveig Bergmann Nielsen, Rødovres nye stadsarkitekt, som gav en præsentation af sig selv.


Sag nr. 3: Formanden orienterer

Britt Jensen orienterede om:

Startredegørelse for boliger i Valhøj

Kommunalbestyrelsen har på kommunalbestyrelsesmødet den 28. februar 2023 vedtaget startredegørelsen til Lokalplan 156 for nye boliger i Valhøj Erhvervskvarter (Rammeområde 4B20 i Kommuneplan 2022).

Lokalplanprocessen blev skudt i gang med et informationsmøde hos PR0 Ventilation på H.J Holstvej i erhvervskvarteret mandag morgen (den 6. marts kl 8-9), hvor ejere og erhvervsdrivende fik orientering om de fremtidige planer. Dels for Valhøj Erhvervskvarter som helhed og dels den konkrete lokalplanproces for omdannelsen til boliger af Rammeområde 4B20.

Der forventes et møde senere på foråret/start sommer omkring trafikhåndteringen i erhvervsområdet og et informationsmøde mere, når lokalplanforslaget er lagt ud i offentlig høring (forventet vinter 2023/24).

Lokalplanen udarbejdes af Rødovre Kommune på initiativ af ALFA Development som er en af grundejerne i lokalplanområdet.

Skole- og daginstitutionsudbygningen

Rødovre Kommune står over for en væsentlig befolkningstilvækst, bl.a. som følge af nye boligområder som Gartnerbyen og Irmabyen. Det forventes, at der i de kommende 10 år skal skabes plads til 1200 ekstra børn i kommunens skole- og dagtilbud. Rødovre Kommune er derfor i gang med at udarbejde en langsigtet og fleksibel anlægsinvesteringsplan, der skal sikre at skoler og dagtilbud udbygges i takt med det stigende behov

Kommunale bygge- og anlægsprojekter (status)

v/ Poul Jepsen

Rødovre Rådhus – ny administrationsbygning

Arkitektkonkurrencen for et nyt byggeri til rådhusfunktioner er afholdt og vinderen af konkurrencen blev WERK Arkitekter ApS med Oluf Jørgensen A/S og be Hamburg GmbH som underrådgivere.

Rådgiverne er i gang med at projektere byggeriet og forventer at udsendte det i EU udbud (hovedentreprise) i starten af 2024. Byggeperiode: Maj 2024-juni 2026.

Vejprojekter mm.

v/ Poul Jepsen

Aage Knudsens Strøg i Gartnerbyen

Der er udarbejdet et udbudsprojekt for det nye strøg, som blev forelagt KB den 14. december 2021. Opstart af anlægsarbejderne skal koordineres med omlægning af en meget stor kloakledning, der for nuværende er beliggende under den kommende administrationsbygning. Denne omlægning skal først afklares og planlægges før etablering af Aage Knudsens Strøg kan påbegynde. Anlægsarbejderne forventes udbudt i løbet af 2023, så 1. etape mellem Gunnekær og Else Sørensens Vej kan blive anlagt i 2023/2024. Den øvrige del vil blive anlagt i takt med at lokalplanen for Gartnerbyen realiseres.

Jyllingevej

Renoveringen af to delstrækninger af Jyllingevej er opstartet i januar og kantsten og indsnævring af kørespor, træer og biodiversitet forventes at være færdig omkring 1. juli 2023. Forårsløg, og blomstereng over disse, vil først blive lagt og sået i efteråret 2023, da det ikke er muligt at indkøbe gode forårsløg i foråret. I løbet af 2023 udlægges støjreducerende asfalt på strækningen fra kommunegrænse København til Motorring 3.

Bustilpasninger (letbane)

Movia er sammen med letbanekommunerne og Region Hovedstaden begyndt at arbejde på det administrative forslag til bustilpasninger i forbindelse med åbningen af letbanen i 2025. Det sker med inputs fra borgerne, hvor der i Rødovre blev afholdt et digitalt borgermøde den 16. december 2021. Forventningerne er, at de administrative forslag vil blive fremlagt for TMU på deres møde den 11. april 2023. Forslaget til busnettet i Rødovre sendes i offentlig høring i efteråret 2023. Med forbehold for evt. mindre tilpasninger pga. andre kommuners ønsker til tilpasninger på tværs af kommunegrænserne.

DK2020-klimahandlingsplan – erhvervsrettede indsatser

For at skabe fokus på de erhvervsrettede klimaindsatser uddeler kommunens tilsynsfolk i forbindelse med miljøtilsyn materiale (en A4-side) om klimahandlingsplanen til virksomhederne. På A4-siden er også information om, hvordan de kan få mere viden om indsatserne, hvis de ønsker det.

Indsatserne ”Mere biodiversitet i erhvervskvartererne” og ”Energirenovering hos virksomheder” er begge i planlægningsfasen, men allerede nu er der udarbejdet en informationsfolder om, hvordan virksomhederne kan skabe mere biodiversitet på deres udearealer, og hvor virksomhederne skal henvende sig i Rødovre Kommune, for at få mere viden omkring hvordan konkrete tiltag kan etableres på deres udearealer. Jobcenteret skal på virksomhedsbesøg hos ca. 100 virksomheder, og de deler folderen ud til de virksomheder, hvor der er potentiale for at skabe mere biodiversitet. Ligeledes kan den deles ud i forbindelse med miljøtilsyn på virksomheder, hvis virksomheden har egnede arealer til at skabe mere biodiversitet. F.eks. på autoværksteder skal der være befæstet areal, hvor der kan være risiko for spild af olie, da det ellers kan forurene jord og grundvand. Derfor kan disse arealer ikke omdannes til mere biodiverse arealer.

I foråret uddeles også materiale om affaldssortering hos virksomheder. Det planlægges endvidere, at der på et senere tidspunkt udarbejdes materiale vedr. energirenovering til virksomheder.

Tilsynskampagne om affaldssortering hos erhverv

I tillæg til projektet med de tre pilotvirksomheder, udførte Rødovre Kommune i 2022 kampagnetilsyn om affaldssortering hos 29 udvalgte virksomheder i kommunen (primært auto- og maskinværksteder). Kampagneindsatsen fortsætter i 2023. Tilsynskampagnen formål er at fremme sorteringen af affald hos mindre virksomheder, hvor der kun er meget små mængder af genanvendeligt husholdningslignende affald. Virksomhederne oplyses om de nye regler, der trådte i kraft ved årsskiftet og bliver vejledt om, hvordan de kan opnå en mere optimal sortering af affaldet fra deres virksomhed.


Sag nr. 4: Årlig status, Erhvervspolitik

v/ formanden

Arbejdspapir over status på handlinger udsendt til medlemmerne inden mødet.

Erhvervsundersøgelsen, som er formuleret som en handling i erhvervspolitikken, er netop sat i gang.

Derudover vil jeg nævne to andre handlinger, hvor der sker en udvikling.

Fra fokusområdet Vækst & Udvikling:

Vores skoleområde oplyser, at der er en partnerskabsaftale på vej mellem Dansk Industri og Rødovre Kommune. Denne aftale indgås med henblik på at styrke samarbejdet mellem skole, uddannelse og virksomheder. Derudover er der ved at blive etableret et partnerskab mellem VUC og Rødovre Kommune.

Fra fokusområdet Relation & Netværk:

Rødovre Kommune er en af de 10 kommuner som Erhvervshuset Hovedstaden gerne vil lave en ekstra salgsindsats for i 2023. Erhvervshuset skal jvf. resultatkontrakt i samarbejde med Rødovre Kommune i dialog med min. 10 % af de virksomheder der har mellem 5 – 50 ansatte.


Sag nr. 5: Evaluering af dialogmødet 10. januar

Jan Wittenborn bemærker, at mødet forløb godt med interessante emner og en god kombi med oplæg/pris. Vigtigt med god oplægsholder.

Britt Jensen synes det var spændende, velbesøgt, med et godt oplæg og sammenhæng til prismodtager.


Sag nr. 6: Erhvervspris og dialogmøde 2023

v/ formanden

Britt Jensen gennemgik tidsplan, der blev omdelt på mødet. Der er frist for ansøgninger d. 20. maj.

Teknisk Forvaltning foreslog følgende mulige oplægsholdere: Søren Ejlersen (fra Aarstiderne) om grøn omstilling, alternativt konsulent fra Erhvervshus Hovedstaden om ´greenwashing’.

Birgitte Glifberg foreslog Marianne Egelund om inklusion og ligestilling.

Der var enighed om, at det skal være én, der sælger billetter.

Ingen af de foreslåede blev umiddelbart valgt, men Britt Jensen og forvaltningen vil grave dybere for at finde en alternativ kandidat.


Sag nr. 7: Nyt fra erhvervslivet

Jan Wittenborn kan berette, at der p.t. er lidt stille i Erhvervsforeningen. Bestyrelsen har måtte aflys nytårsfesten pga. manglende tilslutning.

Erhvervsforeningen er ved at undersøge muligt samarbejde med andre foreninger/netværk for at opnå synergi.


Sag nr. 8: Eventuelt

Ordinære møder i 2023:

  • Onsdag den 8. marts
  • Onsdag den 31. maj
  • Onsdag den 13. september
  • Onsdag den 22. november

Dialogmøde 2023:

  • Onsdag den 1. november 2022