Erhvervsrådsmøde den 11. september 2024
Erhvervsrådsmøde den 11. september 2024
Medlemmer og inviterede
- Borgmester Britt Jensen (formand)
- Kommunaldirektør Henrik Abildtrup
- Politiker Kim Drejer
- Politiker Birgitte Glifberg
- Dorit Svendsen, FH-repræsentant
- Rasmus Henriksen, FH-repræsentant
- Gurpaul Singh Rehal (næstformand) AFBUD
- Direktør Klaus Kenneth Larsen, OMØ A/S
- Direktør Jens Larsen, CombiByg A/S AFBUD
- Direktør Jacob Birkbøll, A/S Rødovre Centrum
- Direktør Tinna Worch Kristensen, Adam Vask
- Direktør Lars Thorsén Nielsen, City Elevator A/S
- Teknisk direktør Kathrine Skaastrup (observatør)
- Stadsarkitekt Solveig Bergmann Nielsen (observatør)
- Jobcenterchef Jakob Duvå (observatør)
- Erhvervskoordinator/afdelingsleder Frederik Springborg
- Erhvervskonsulent Gitte Junker Andersen
Sag nr. 0: Præsentation af værtsvirksomheden
v/ Jacob Birkbøll, direktør i A/S Rødovre Centrum
Jacob Birkbøll gav et kort oplæg om virksomheden, der startede i 1966, hvor den oprindelige del af centret stod færdigt på grunden, hvor der tidligere havde ligget gartnerier. Vi fik en fremvisning af centrets affaldssystem, der er opdelt i 23 fraktioner. Håndtering af affald og vareindlevering foregår i kælderniveau via en forbindende køregade.
Sag nr. 1: Godkendelse af referat
fra mødet den 12. juni 2024 (referatet er udsendt den 28.8.2024)
Referater godkendt uden bemærkninger
Formanden bød velkommen til det nye medlem, Lars Thorsén Nielsen, direktør i City Elevator, der sidste år fik Rødovre Erhvervspris.
Sag nr. 2: Formanden orienterer
Britt Jensen orienterede om:
Budget 2025
Det er en enig Kommunalbestyrelse, der står bag budgetforslaget. Situationen er væsentlig anderledes end sidste år. Opbremsningen har gjort godt for økonomien og vi er nu i bedre balance (ca. 200 mio. kr. i kassebalance). Der er stadig tale om et økonomisk ansvarligt budget. Der har generelt været gode forhandlinger i en samarbejdende Kommunalbestyrelse.
DI-rapport
Den korte version er, at forskellige organisationers erhvervsundersøgelser ikke nødvendigvis er dækkende for de reelle ønsker og behov blandt de erhvervsdrivende i Rødovre. Lige nu er det hhv. Dansk Erhverv og DI, der bedriver erhvervsundersøgelser, og der kan meget vel være en bias i udarbejdelsen af undersøgelserne i forhold til de medlemmer, organisationerne repræsenterer – og dermed en risiko for, at resultaterne ikke giver et retvisende billede. Det ses da også i dette års undersøgelser, hvor vi ligger nr. 68 i DI’s undersøgelse, mens vi ligger nummer ti i Dansk Erhvervs undersøgelse.
Det vi ved fra vores egen undersøgelse som vi har behandlet grundigt her i erhvervsrådet er, at Rødovre Kommune scorer 6,7 ud af 10 point på erhvervsvenlighed. Det handler bl.a. om stor tilfredshed med Rødovre Jobcenters forståelse for virksomhedernes behov inden for rekruttering. Derudover ses tilfredsheden særligt i forhold til den virksomhedsrettede myndighedsbetjening på byggesags- og miljøområdet, jobcenteret samt lokale vilkår som eksempelvis infrastruktur og tilgængelighed med kollektiv trafik. Inden for myndighedsbehandling fremhæver de lokale erhvervsdrivende bl.a. et godt kompetenceniveau, god dialog og effektivitet hos Rødovre Kommune. Min konklusion er, at det er vores egen rapport som giver de bedste forudsætninger for de videre drøftelser og indsatser.
Rødovrestrategien
Rødovrestrategien skal fornyes i forbindelse med den kommende kommuneplan. Der afholdes fremtidsværksted med KB i november og forud for denne drøftelse vil en borgerevent på Rødovredagen sætte fokus på udviklingen i de tre Byudviklingsområder: Rødovre Syd, Valhøj Erhvervskvarter og Bykernen. På Rødovredagen arrangeres en pop-up udstilling på biblioteket og gennem en dialog med borgerne ser vi fremad mod de kommende års byudvikling.
Virksomhedsbesøg
Siden sidst:
Et meget inspirerende besøg hos virksomheden Etikk, der laver gardiner (i Islev).
SAVE-registrering
v/ Kathrine Skaastrup
SAVE- registreringen af bevaringsværdige bygninger er nu afsluttet, og TMU / KB forventeligt vedtager at denne skal indarbejdes i Kommuneplan 2022 som et tillæg med en høringsperiode.
Kommunale bygge- og anlægsprojekter (status)
v/ Kathrine Skaastrup
Kort orientering om aktuelle kommunale bygge- og anlægsprojekter, herunder Samling af Hjemmeplejen og flytning af Hjælpemiddeldepotet i Linex-bygningen og nyt dagtilbud på Horsevænget.
Vejprojekter mm.
v/ Kathrine Skaastrup
Kort orientering om aktuelle kommunale vej- og trafikprojekter, herunder udbud af 1. etape af Aage Knudsens Strøg og igangsætning af testkørsler med Hovedstadens Letbane langs Ring 3.
Sag nr. 3: Opdatering af vedtægter, drøftelse af udkast
v/ Formanden
Godkendt med bemærkning om, at ’hans’ rettes til ’dennes’ (§4, stk. 5).
Sag nr. 4: Nyt fra erhvervslivet
Gitte orienterede fra Rødovre Erhvervsforenings nyhedsbrev, at der er kommet mange nye medlemmer. Desuden har foreningen indgået et samarbejde med TechBBQ, der hjælper tech-iværksættere.
Sag nr. 5: Eventuelt
Ordinære møder i 2024:
- Onsdag den 11. september, hos A/S Rødovre Centrum
- Onsdag den 27. november
Dialogmøde 2024:
- Onsdag den 30. oktober