Erhvervsrådsmøde den 12. juni 2024

Erhvervsrådsmøde den 12. juni 2024

Medlemmer og inviterede

  • Borgmester Britt Jensen (formand)
  • Kommunaldirektør Henrik Abildtrup
  • Politiker Kim Drejer
  • Politiker Birgitte Glifberg
  • Dorit Svendsen, FH-repræsentant
  • Rasmus Henriksen, FH-repræsentant AFBUD
  • Gurpaul Singh Rehal (næstformand)
  • Direktør Klaus Kenneth Larsen, OMØ A/S AFBUD
  • Direktør Jens Larsen, CombiByg A/S
  • Direktør Jacob Birkbøll, A/S Rødovre Centrum
  • Direktør Tinna Worch Kristensen, Adam Vask AFBUD
  • Vakant (medlem af Erhvervsforeningen – afventer)
  • Teknisk direktør Kathrine Skaastrup (observatør) 
  • Stadsarkitekt Solveig Bergmann Nielsen (observatør)
  • Konstitueret Jobcenterchef Vigga Hassing Prytz Pedersen (observatør)
  • Erhvervskoordinator/afdelingsleder Frederik Springborg
  • Erhvervskonsulent Gitte Junker Andersen

Sag nr. 0: Præsentation af værtsvirksomheden

v/ Jens Larsen, direktør i NÅR A/S

Jens Larsen viste rundt i virksomhedens nyindrettede lokaler, og holdt et oplæg om, hvordan NÅR A/S er blevet skabt som en sammenslutning af tre firmaer. NÅR A/S har 167 medarbejdere.


Sag nr. 1: Godkendelse af referat

fra mødet den 13. marts 2024 (referatet er udsendt den 28.5.2024)

Referater godkendt

Der blev herefter budt velkommen til nyt medlem, Dorit Svendsen, FH-repræsentant, udpeget af HK-Hovedstaden, samt ny teknisk direktør, Kathrine Skaastrup.


Sag nr. 2: Formanden orienterer

Britt Jensen orienterede om:

Vedtægter erhvervsråd (opdatering)

Rødovre Erhvervsforening har frabedt sig at udpege et medlem (ud over formanden) til Erhvervsrådet, som det ellers er bestemt i vedtægterne. For at ændre i proceduren for udpegning af medlemmer, er det derfor nødvendigt at ændre i vedtægterne. Vi vil derfor gennemgå vedtægterne for mindre fejl og uhensigtsmæssigheder og se på en generel opdatering. Vi vil arbejder for, at Erhvervsrådet til september mødet kan se et udkast til ændringer, inden vi efterfølgende indstiller ændringerne til behandling i ØU.

Virksomhedsbesøg

Borgmesteren har siden sidst besøgt XL Byg på Hvidsværmervej, der har fået en flot ny indretning.

Forslag til LP 156 for boligområdet ved Valhøjs Allé / Fjeldhammervej

v/ Kathrine Skaastrup

Forslaget fastsætter rammerne for udviklingen af et nyt boligkvarter på omkring 550 boliger. Lokalplanområdet udgøres af fire nuværende erhvervsejendomme beliggende mellem Fjeldhammervej, Korsdalsvej og Valhøjs Allé, som er omfattet af Rammeområde 4B20 i Kommuneplan 2022, og er udlagt med mulighed for omdannelse til bolig.

Målet for det nye kvarter har været at sikre en stor andel grønne arealer med plads til biodiversitet, udeophold og nære idræts-/aktivitetsfaciliteter, således at området understøtter visionerne for såvel organiseret som uorganiseret idræt i hele lokalområdet.

Dette har medført at boligkvarteret er planlagt med en sammenhængende Kvarterssti med aktivitetszoner for såvel organiseret såvel som uorganiseret idræt, leg og bevægelse samt mulighed for at forbinde området til de nuværende og kommende idrætsfaciliteter i hele lokalområdet: Rødovre Hallen, Espelunden samt den kommende Multihal ved Valhøj Skole. Boligkvarteret er udlagt med kælderparkering for langt størstedelen af boligerne, og med et stort fokus på beplantning og rekreativ sammenhæng for bebyggelsen, som muliggør at opholdsarealerne på terræn kan anvendes til aktiviteter, der understøtter DGIS visionsoplæg for Fremtidens Idrætsanlæg.

På den sydøstlige matrikel ud mod Valhøjs Allé gives der, ved vedtagelse af lokalplanen udover opførelse af boliger, mulighed for fremadrettet at kunne tilrettelægge for idrætsfaciliteter og publikumsrettet serviceerhverv.

Den nye bebyggelse vil komme til at variere mellem 2-5 etager, og indgå i et samlet bebyggelsesomfang på maks. 85 % for området som helhed. Min. 25 % af bebyggelsen i lokalplanområdet skal opføres som almene boliger.

Forslag til Lokalplan 156 er til politisk behandling i juni måned 2024, og forventes lagt til offentlig høring i 10 uger henover sommeren frem til starten af september.

Biodiversitet i erhvervskvarterene, indsats 19 i DK 2020-handlingsplan

v/ Kathrine Skaastrup

Indsatsen har til formål at øge biodiversiteten i erhvervsområderne, samt at give ejerne mere viden om dette. Park- og Natur skriver løbende ud til virksomhedsejere, om de kunne være interesseret i gratis rådgivning fra en biodiversitets konsulent. Indtil videre har kun en enkelt virksomhed bidt på. Teknisk Forvaltning har udplantet frø på et område nær Hvissingegrøften (bag Affald og Genbrug), som skal være et inspirationsområde for andre virksomhedsejere.

Der forventes i aug/sep at afholdes et event for borgere og virksomheder, der kan komme og se området og få en lille frøpose med hjem.

Efter mødet er kommet følgende udtalelse fra Teknisk Forvaltning: Dette forventes ikke længere, da blomsterne ikke har haft de bedste vækstforhold. Vi overvejer i stedet at lave et samlet event for boligselskaber og virksomheder, som kan se et virksomhedsareal på Valhøjs Alle, som kan inspirere til selv at udføre noget lignende på egne arealer.

Gartnerbyen, herunder status udbud og Kunststrøget

v/ Kathrine Skaastrup

Omdannelsen af Gartnerbyen har været undervejs siden 2017. Skudt i gang af helhedsplanen for Bykernen og lokalplan 145. Flere boligbyggerier er blevet opført, og den nye bydel tegner sig med stier, gader og grønne gårde.

Nu udbydes de sidste kommunale grunde og byggeretter i Gartnerbyen til salg og baner vejen for omdannelsen af den sidste del af det gamle industri- og gartnerområde. Som en del af udbuddet indgår også, at køber af byggeretterne udbyder og opfører Borgerhuset, der har fundet sin form gennem en arkitektkonkurrence.

Rødovre Kommune inviterer med udbuddet ind til et tæt samarbejde om udviklingen af Gartnerbyen, hvor køberen skriver sig ind i visionen for Gartnerbyen. Køber skal komme med forslag til hvordan de nye byggerier gør Gartnerbyen til en bydel, hvor arkitektur og bæredygtighed former bydelen og giver rum for byliv og nye former for fællesskaber.

Når de sidste byggerier begynder at skyde op, kan Rødovre Kommune færdiggøre anlægget af Aage Knudsens Strøg. Strøget kommer til at binde Gartnerbyen sammen med et grønt gadeforløb, der går fra rådhus og bibliotek til Tæbyvej.

Strækningen tættest på rådhuset bliver allerede inden for kort tid formet til et kunststrøg, der følger Rødovre Kommunes lange tradition for at arbejde med kunst i bybilledet.

Udbuddet løber fra 10. april til 5. juli 2024.

Lige pt anlægges den første etape af Åge Knudsens Strøg, og der pågår et Open Call blandt kunstnere med henblik på at vælge de første kunstværker til åbningen af Kunststrøget i 2026 i anledning af Rødovre kommunes 125-års jubilæum.

Kommunale bygge- og anlægsprojekter (status)

v/ Kathrine Skaastrup

Kort orientering om aktuelle kommunale bygge- og anlægsprojekter, herunder projektering af udskoling/multihal på Valhøj Skole, og udbygning af Nyager Skole.

Vejprojekter mm.

v/ Kathrine Skaastrup

Kort orientering om aktuelle kommunale vej- og trafikprojekter, herunder udbud af asfaltarbejder og projekt om delemobilitet i forstæderne.

Fjernvarmeudbygning

v/ Kathrine Skaastrup

Fjernvarmeudbygningen nord for Roskildevej er lettere forsinket. Entreprenøren indsætter ekstra gravehold for at indhente forsinkelsen. Fjernvarmeudbygningen syd for Roskildevej er kommet godt fra start og kører planmæssigt.


Sag nr. 3: Status Dialogmøde 2024 og uddeling af erhvervspris

v/ Formanden

Kandidater erhvervspris:

Som konsekvens af at der er få virksomheder, der på eget initiativ har ansøgt, har vi valgt at forlænge fristen for ansøgninger til d. 1. august. (Vi har p.t. i alt 7 kandidater, heraf 3 indstillet af virksomheden selv)

Proces: Fristen er rykket, og priskomitéen mødes derfor først medio august, hvor der forhåbentlig kan findes en vinder blandt kandidaterne.

Oplægsholder dialogmøde: Tahir Siddique (kendt fra Løvens Hule)


Sag nr. 4: Nyt fra erhvervslivet

Gurpaul orienterede fra Rødovre Erhvervsforening, at der er stille på de interne linjer. Foreningen vil gerne være talerør for erhvervslivet i Rødovre, og han ser nogle spændende muligheder på tværs af kommunen.


Sag nr. 5: Eventuelt

Ordinære møder i 2024:

  • Onsdag den 12. juni,  hos NÅR A/S
  • Onsdag den 11. september, hos A/S Rødovre Centrum
  • Onsdag den 27. november

Dialogmøde 2024:

  • Onsdag den 30. oktober