Familiebehandling
Familiebehandling er et tilbud til familier hvor der skal arbejdes med den samlede familiedynamik for at fremme barnets/den unges trivsel og udvikling. Konkret udmønter det sig i mulighed for samtaler med en familiebehandler, med relevant videregående uddannelse og familieterapeutisk overbygning. Eksempelvis:
- Samtaler med alle familiemedlemmer
- Forældresamtaler med barnet i centrum
- Individuelle børne- og unge samtaler med et helhedsorienteret fokus
- Samtaler med elementer af traumestabilisering og sorgbearbejdning
- Netværkskonsultationer med betydningsfulde personer/professionelle i barnet netværk
- Samtaler på baggrund af videooptagelser
Formålet med forløbet er at skabe forandring sammen med jer som familie i retning af trivsel og udvikling, med barnet/den unge i centrum. Med ambitionen om at understøtte jeres families ressourcer kan mål eksempelvis være:
- At afdække udviklingsønsker og behov
- At videreudvikle forældrekompetencer
- At facilitere ressourcer i netværket
- At få blik for og styrke det der er betydningsfuldt for jer som familie
Metodisk arbejder vi væsentligst ud fra systemiske og narrative forståelsesrammer. Vi tager udgangspunkt i, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn, men at der kan opstå vanskeligheder undervejs som nødvendiggør støtte til at skabe forandringer. Vi arbejder målrettet med et helhedsorienteret fokus, hvor nærmeste familie og netværk inddrages aktivt i forandringsprocessen.
Varigheden af et familiebehandlingsforløb kan variere fra enkeltstående samtaler til længerevarende forløb, med respekt for de individuelle ønsker og behov der gør sig gældende. Konkret tages der stilling hertil i samråd med jer som forældre og en rådgiver i Social, Familie og Borgerservice.
For hvem?
Familiebehandling er et tilbud for familier i Rødovre Kommune med børn og unge i alderen 0-18 år. Tilbuddet forudsættes visitation fra en børne- og ungerådgiver i Social, Familie og Borgerservice efter Barnets Lov §§ 30 og 32.