Psykologsamtaler
Psykologsamtaler er et tilbud til familier, hvor enkelte eller flere af familiens medlemmer er udfordret af psykiske vanskeligheder i et omfang så det begrænser muligheden for trivsel og udvikling hos børn og forældre. Konkret udmønter tilbuddet sig i mulighed for individuelle samtaler til børn, unge og forældre, hvor der kan være fokus på temaer som eksempelvis:
- Angst og depression
- Følelsesmæssige problemstillinger
- Krisereaktioner
- Personlighedsmæssige vanskeligheder
Formålet med samtalerne er at skabe forandring, som i sidste ende resulterer i øget trivsel og udvikling for jer som familie. I bestræbelserne på at nå hertil, kan mål eksempelvis være at:
- Afdække udviklingsønsker og behov
- Reducere negative psykiske symptomer
- Give indsigt i eget indre liv og dermed egne måder at fungere på
- Finde nye måder at håndtere vanskeligheder og udfordringer på
Det er vigtigt for os at møde folk hvor de er, og derfor arbejder vi ud fra forskellige teoretiske forståelsesrammer afhængigt af problemstillingen. Væsentligst gør vi i samtalerne brug af psykodynamisk, narrativt og kognitivt inspirerede metoder. Varigheden af et forløb hos psykolog kan variere fra enkeltstående samtaler til længere forløb, afhængig af de individuelle ønsker og behov der gør sig gældende. Konkret tages der stilling hertil i samråd med borgeren samt en børn- og ungerådgiver i Social, Familie og Borgerservice.
Psykologer er i deres arbejde underlagt de fælles etikregler for nordiske psykologer. Videre oplysning omkring tilbuddet findes i vores pjece.
For hvem?
Psykologsamtaler er et tilbud for familier i Rødovre Kommune med børn og unge i alderen 0-18 år. Tilbuddet forudsættes visitation fra en børne- og ungerådgiver i Social, Familie og Borgerservice efter Barnets Lov §§ 30 og 32.