Vedtægter og lokaleudlånsregler
Musikskolen tilbyder undervisning i musik til alle børn og unge op til 25 år med bopæl i Rødovre Kommune. Musikskolen udlåner/udlejer lokaler: Se vores lokaleudlejningsregler her
Vedtægter for Rødovre Musikskole
§ 1 Navn og status
Rødovre kommunale Musikskole er en kommunal institution med hjemsted i Rødovrekommune.
§ 2 Formål
Musikskolen har til formål:
- gennem udvikling af elevernes kreative evner inden for musikalske udtryk at skabe forudsætninger for livslang, aktiv deltagelse i musiklivet som udøvere og lyttere,
- at bibringe den enkelte elev instrumentale/vokale færdigheder som forudsætning for
- personlig musikalsk udfoldelse, såvel i fællesskab med andre som individuelt,
- gennem beskæftigelse med musik at medvirke til elevernes personlighedsudvikling, samt
- øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab,
- at virke til fremme af det lokale musikmiljø.
§ 3 Indhold
Musikskolen tilbyder undervisning i musik til alle børn og unge op til 25 år med bopæl i Rødovre Kommune. Musikskolen kan endvidere tilbyde undervisning, sammenspil, mv. til voksne.
Indholdet omfatter bl.a.:
- Instrumental- og vokalundervisning.
- Projekter, forsøg, udviklingsarbejder, praktik, kurser, skolekoncerter, koncerter, stævner, lejrskoler, rejser og andre aktiviteter for forskellige brugergrupper, gerne på tværs af generationerne og i forening af amatører og professionelle.
§ 4 Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, alle med stemmeret. Heraf udpeges/vælges:
- 1 medlem af og blandt kommunalbestyrelsen,
- 2 medlemmer af og blandt forældre til musikskoleelever, heraf 1 medlem af og blandt
- støttekredsens medlemmer, hvis en sådan findes,
- 2 medlemmer udpeges af og blandt musikskolens lærere,
- 1 medlem på mindst 15 år udpeges af og blandt musikskolens elever,
- 1 repræsentant for folkeskolen.
Musikskolelederen deltager i bestyrelsesmøderne som sekretær uden stemmeret.
Ansatte ved musikskolen kan ikke vælges som forældre- eller støttekredsrepræsentanter. Der udpeges en suppleant for hvert medlem
Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand. Bestyrelsens medlemmer og har tavshedspligt og udpeges/vælges for 4 år ad gangen (følger kommunalbestyrelses valgperiode)
Genvalg kan finde sted.
§ 5 Bestyrelsens opgaver og ansvar
Bestyrelsen bidrager til udviklingen af musikskolens virksomhed og fungerer som sparringorgan for musikskolens daglige ledelse.
Bestyrelsen udtaler sig årligt om skolens budget for det kommende år i dialog med musikskolens ledelse.
Bestyrelsen høres ved større ændringer i musikskolens virksomhed.
Bestyrelsen bidrager til at fremme samarbejdet mellem folkeskolen og musikskolen samt mellem hjemmene og musikskolen.
Bestyrelsen tilbydes én plads i ansættelsesudvalget ved ansættelse af musikskolens leder.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 6 Bestyrelsesmøder
Bestyrelsesmøder afholdes mindst 4 gange årligt, og indkaldes skriftligt med mindst 7 dages varsel af formanden med angivelse af dagsorden. Ved første møde i nyt kalenderår fastsætter bestyrelsen årets møderække.
2 medlemmer af bestyrelsen kan begære afholdt ekstraordinært bestyrelsesmøde.
Begæringen skal være skriftlig og være vedlagt forslag til dagsorden. Formanden indkalder bestyrelsen snarest muligt efter begæringen.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede.
Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
§ 7 Musikskolens leder og daglige drift
Musikskolens leder skal have de fornødne pædagogiske og administrative forudsætninger.
Det forudsættes blandt andet, at lederen er kvalificeret som lærer ved musikskolen.
Musikskolens leder skal ved ansættelser og afskedigelser følge den af kommunalbestyrelsen fastlagte personalepolitik.
Musikskolens leder har det pædagogiske og administrative ansvar for tilrettelæggelse og afvikling af musikskolens undervisning over for bestyrelsen og i overensstemmelse med såvel musikskolens vedtægter, herunder kommunalbestyrelsens og bestyrelsens beslutninger, som regler og retningslinier fra Kulturministeriet og Statens Kunstråd.
§ 8 Økonomi, budget og regnskab
Musikskolens virksomhed gennemføres med tilskud fra kommune, stat og eventuelle andre samt elevbetaling i henhold til musiklovens bestemmelser herom.
Musikskolens regnskabsår følger kalenderåret.
Musikskolens leder udarbejder hvert år på baggrund af udmeldt budgetramme et budgetforslag til bestyrelsen. Bestyrelsen fremsender budgettet til godkendelse i kommunalbestyrelsen inden den af kommunalbestyrelsen fastsatte tidsfrist.
Bestyrelsen fremsender herefter inden den fastsatte frist det godkendte budget til Statens Kunstråd samtidig med ansøgning om statstilskud.
Driftsregnskab udarbejdes og forsynes med revisionspåtegning af kommunens revisor og fremsendes med bestyrelsens godkendelse til kommunen og Statens Musikråd inden de fastsatte frister.
§ 9 Støttekreds
For at opfylde musikskolens formål om at virke til fremme af det lokale musikliv kan der oprettes en støttekreds.
I støttekredsen optages personer eller foreninger, som ved økonomisk eller praktisk bistand medvirker til opfyldelse af musikskolens formål, eller som på anden måde støtter formålet.
Mindst en gang om året indkalder musikskolens bestyrelse støttekredsens medlemmer til møde.
Støttekredsen udpeger hvert 4. år sit medlem af bestyrelsen.
§ 10 Vedtægter
Vedtægterne udarbejdes af bestyrelsen og skal godkendes af kommunalbestyrelsen og Statens Kunstråd.
Vedtægterne kan ændres, når 2/3 af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer på 2 på hinanden følgende bestyrelsesmøder beslutter sig herfor. Bestyrelsesmøderne skal afholdes med mindst 14 dages mellemrum. Kommunalbestyrelsen og Statens Kunstråd skal forelægges alle ændringer til godkendelse.
§ 11 Samarbejde med grundskolen og hjemmene
Musikskolens ledelse er ansvarlig for etablering og opretholdelse af samarbejdet mellem grundskole og hjemmene.
Stk. 2. Musikskolen skal samarbejde med musikalsk grund kursus (MGK) omkring talentudvikling og kan etablere samarbejde med øvrige relevante aktører.
§ 12 Indberetning af statistik
Musikskolen skal en gang om året indberette statistik til danmarks Statistik efter Kulturstyrelsens retningslinjer.