Aftenåbent i Borgerservice

22/03-2024

Borgerne i Rødovre får lettere ved at få ordnet nyt pas eller ændre adresse, når det passer ind i deres hverdag. Fra 1. april skifter åbningstiderne i Borgerservice, så der blandt andet er åbent i morgen- og aftentimerne.

”Vi vil gerne skabe løsninger, som passer med de behov og ønsker, borgerne har, og ændringerne i Borgerservice er et godt eksempel på, at vi sætter os i borgernes sted. Vi vil også gerne være en god arbejdsplads. Derfor har ledelsen også brugt en del tid på at tale med medarbejderne om ændringerne, og jeg tror, det bliver en win-win, hvor det bl.a. bliver lettere at arbejde med fleksible arbejdstider,” siger borgermester Britt Jensen.

Erfaringen i Borgerservice viser, at der er rift om eftermiddagstiderne torsdag eftermiddag, hvor Borgerservice traditionelt har haft længe åbent. Derfor er der fremover åbent helt frem til kl. 19 både tirsdag og torsdag. Det bliver også muligt at tage forbi Borgerservice, inden arbejdsdagen begynder.

I dag har Borgerservice åbent 24 timer om ugen, og sådan vil det også være efter 1. april. Forskellen bliver, at åbningstiderne skifter, så man vil kunne få hjælp fra 7.30 om morgenen på nogle dage og til klokken 19.00 om aftenen andre dage.

”Grundtanken er, at vi skal være der for vores borgere,” siger Sidsel Hjortshøj, der er teamchef for Borgerservice i Rødovre Kommune. Hun uddyber:

”Der er jo rigtig mange, der arbejder fra kl. 8-16 og derfor ikke har mulighed for at få ordnet ærinder i Borgerservice uden at tage fri fra arbejde. Og det er jo ikke rimeligt, når vi jo faktisk er til for vores borgere.”

I forbindelse med de tidlige åbningstider fra kl. 7.30 er der obligatorisk tidsbestilling den første time, så borgerne kan være sikre på, at de kan nå videre på arbejde. Tidsbestilling er også muligt på andre tidspunkter, fordi det for nogle borgere fungerer bedre end at møde op uden at kende ventetiden. Det gælder bl.a. borgere, der lider af en fysisk sygdom eller har en kognitiv mental lidelse, som gør det svært at sidde i kø på ubestemt tid.

FAKTA: Åbningstider i Borgerservice fra den 1. april

Mandag: kl. 7.30 -12.30 (Obligatorisk tidsbestilling kl. 7.30-8.30)
Tirsdag: kl. 12-19
Onsdag: Lukket
Torsdag: kl. 12-19
Fredag: kl. 7.30-12.30 (Obligatorisk tidsbestilling kl. 7.30-8.30)
Lørdag: Første lørdag i måneden kl. 10-13