Flagdag i Rødovre med forsvarsministeren

08/08-2022

Sammen med borgmester Britt Jensen vil forsvarsminister Morten Bødskov anerkende den vigtige indsats, som landets udsendte yder, mindes de faldne og takke de pårørende. Det sker på Flagdagen den 5. september.

”Flagdagen er vigtig for mig, fordi det er en mulighed for at vise den taknemmelighed, som hele samfundet nærer for de udsendte og deres pårørende. De lider afsavn og løber en risiko i indsatsen for fred og tryghed, og det vil jeg gerne sige tak for,” siger borgmester Britt Jensen. 

Flagdagen markeres i Viften den 5. september ved et arrangement, hvor der er taler fra både Britt Jensen og Morten Bødskov. Familiernes betydning bliver også markeret med uddeling af børnemedaljer. Børne-medaljen er tænkt som en tak for den betydning, børnene har for soldaten eller andre udsendte, og den bliver overrakt af Britt Jensen.

”Alle involverede bringer ofre i den gode sags tjeneste, og det er børnemedaljerne et udtryk for. Børnene håndterer savnet af en udsendt mor eller far, og det kan uden tvivl være en stor mundfuld. Så det er noget, jeg gør med stor glæde, når vi kan give dem et bevis for, at de har en del af æren,” siger Britt Jensen.

Husk tilmelding

Flagdagen er for alle udsendte fra Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet samt deres familier og pårørende, og det er nødvendigt at tilmelde sig. Klik her for at tilmelde dig flagdag 2022, senest den 29. august. Man skal oplyse, hvor mange voksne og børn, der kommer, samt fuldt navn og alder på de børn/unge, som skal have en medalje og et diplom. For de udsendte, som har været afsted i regi af forsvaret, er invitationen sendt i e-boks.

Flagdagen foregår som nævnt i Viften den 5. september, og det er fra 10.00 – 11.00.Se invitationen her og læs mere om Flagdagen for Danmarks udsendte her: www.flagdagen.dk.