Flere og flere kvitter tobakken i Rødovre
30/03-2022
Andelen af rygere i Rødovre falder fortsat. Det viser Sundhedsprofil 2021 for Region Hovedstaden, som netop er offentliggjort. Siden 2010 er andelen af rygere dalet fra 19 pct. til 14 pct.
”Tobak er en dræber. Derfor har det enorme positive konsekvenser, når flere dropper cigaretterne. Det giver bedre helbred og velvære, på lang sigt mindsker man risikoen for alvorlig sygdom, det giver længere levetid, og det allerbedste er, at gevinsterne viser sig nærmest med det samme,” siger borgmester Britt Jensen.
Hun understreger, at det kan betale sig for alle at kvitte tobakken, også selv om man for eksempel har røget i mange år.
”Vi er rollemodeller for hinanden, og vi ønsker at beskytte børn og unge mod både passiv rygning samt synligheden i rygning, så børn og unge får en røgfri fremtid,” siger Britt Jensen.
Desværre afspejler sundhedsprofilen en anden kedelig tendens, som får alarmklokkerne til at ringe i Rødovre Kommune. Et stigende antal unge begynder at bruge såkaldte nikotinposer eller snusposer, som sættes mellem tandkødet og læben.
”Det er en ulykke, hvis de unge skifter cigaretterne ud til fordel for en anden dårlig og skadelig vane. Niko-tinposer er stærkt vanedannende ligesom cigaretter, og er særligt skadeligt for den unge hjerne. Så selv om forbruget i Rødovre ligger relativt lavt, er der al mulig grund til at skabe samme bevidsthed om farerne ved nikotinposer som ved cigaretter, og det vil vi bruge den nye viden til at arbejde videre med” siger Annie Arnoldsen Petersen, som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rødovre Kommune.
Sundhedsindsats på mange fronter
Selv om der er opmuntrende tendenser i sundhedsprofilen, fx at forbruget af alkohol både er faldende og lavere end Region Hovedstaden, så understreger den også, at der er god grund til, at Rødovre Kommune bruger mange kræfter på området. Den mentale sundhed blandt unge er et af de områder, som tiltrækker sig stor opmærksomhed. Her viser sundhedsprofilen, at 41 pct. af de unge mellem 16-34 år i Rødovre har en høj score på stress, og at 22 pct. er ensomme.
”Unges trivsel har en stor betydning, både for deres livskvalitet her og nu, og for deres sundhed og deres muligheder for at leve et godt liv, både socialt, uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og økonomisk. Derfor er det vigtigt, at vi retter fokus på at ændre udviklingen,” siger Annie Arnoldsen Petersen.
Opgaverne på sundhedsområdet er mange og komplekse. Alligevel ser borgmester Britt Jensen lyst på kommunens muligheder for at skabe sunde rammer og kunne hjælpe borgerne med at skabe de ændringer, som mange har brug for. Hun hæfter sig ved, at mange selv er motiverede for at komme i gang med de nødvendige ændringer. For eksempel ønsker 92 pct. af borgere med svær overvægt i Rødovre at tabe sig, og 79 pct. af de daglige rygere vil gerne stoppe.
”Store forandringer er svære at skabe alene, og derfor kan kommunen spille en afgørende rolle. Vi kan skabe de fællesskaber og tilbyde den professionelle hjælp og opbakning, som for mange er nødvendig for at komme i gang med at lægge vaner og rutiner om. Vi kan åbne døren til de ændringer, som vil hjælpe mange til en bedre livskvalitet,” siger Britt Jensen.
FAKTA: Læs Sundhedsprofilen for Region Hovedstaden 2021.