Rødovredagen sætter fokus på vores trivsel 

26/07-2023

Lørdag den 2. september kl. 13-17 fyldes Rådhuspladsen og Rådhusplænen traditionen tro med musik, foredrag og aktiviteter for både store og små. I år er trivslen i Rødovre kommet på dagsordenen. Vi får blandt andre besøg af Thomas Mygind og Lisbeth Zornig, der giver deres bud på, hvordan du kan øge trivslen i hverdagen.

Når Lisbeth Zornig skal beskrive sig selv, nævner hun Tigerdyret fra Peter Plys. Den fjollede, optimistiske tigerbamse, som ikke lader sig slå ud, men altid hopper videre på sin stribede hale. På Rødovredagen tager vi med på hendes personlige rejse mod et liv i fysisk og mental balance efter en livskrise med konkurs, sygdomme og mentalt vraggods i bagagen. Lisbeth Zornig er blandt andet kendt for sin markante indsats for socialt udsatte og som tidligere formand for Børnerådet. Væbnet med den nyeste viden om sammenhænge mellem krop og sind, giver Lisbeth konkrete bud på, hvordan du mestrer livet, overvinder modgang og finder glæden.

Debatteltet på Rådhuspladsen danner også rammen om et foredrag med tv-vært og NLP Master Practitioner Thomas Mygind. Han giver dig enkle og effektive råd til, hvordan du kommunikerer konstruktivt, styrker dine relationer og øger trivslen. Forvent kvalificerede indspark fra Mygind serveret med bid, humor og smittende energi.

Årets program byder desuden på et ’badass’-børneunivers, familiefilm i Kulturhuset Viftens biograf, ’Den Grønne Zone’, hvor du kan møde Rødovres grønne fællesskaber, ’kridt, kunst og timelapse’ på Rådhusplænen og en masse opvisninger fra vores lokale foreninger. Sæt derfor allerede kryds i kalenderen den første lørdag i september, der står i fællesskabets tegn i Rødovre.

Det fulde programme for Rødovredagen ligger klar i starten af august, så holde øje her på rk.dk og på vores Facebookside.