Referat fra 25-08-2022

Referat fra Seniorrådsmøde nr. 271

Dato: Torsdag den 25. august 2022

Kl. 14.00 – 17.00
Sted: Rødovregård, lokale Hestestalden

Dagsorden udsendt: 18. august 2022
Referat udsendt: 21. september 2022
Referent: Gorm Christiansen

Seniorrådets medlemmer:

Annette Pedersen, Jan Hylleborg, Vagn Kjærgaard, Jørgen Knudsen, Michael Folke Hellensberg, Gorm Christiansen, Ole Højstrøm, Merete Matz, Birgit Lindahl.

Afbud:

Jette Aagaard Larsen


Bilag vedlagt dagsorden:

  • Høringssvar Budgetforslag 2023 (2024-2026).
  • Vedtægter for bruger- og pårørenderåd på plejehjemmene i Rødovre Kommune.
  • Praksis Akademiet - Konference – 22. september 2022 i Roskilde. Fremtidens ældrepleje – udfordringer og løsninger.
  • Seniorrådsmøde nr. 270 – 2022 / Referat.
  • Regnskab / Budget 16. august 2022.

1. Valg af ordstyrer

Michael Folke Hellensberg


2. Valg af referent

Gorm Christiansen


3. Godkendelse af dagsorden

Dagsorden godkendt


4. Godkendelse af referat

Til punkt 8. Rettes til Skovtursudvalget.

Herefter blev referatet nr. 270 / 2022 godkendt.


5. Meddelelser fra formanden

Rødovre kommunes nye Ældre- og Sundhedschef Ida Kock Møller vil komme til Seniorrådets møde kl. 15.30 så vi kan blive præsenteret for hinanden.

Birgit Lindahl havde været til møde med Ida Kock Møller og her havde givet udtryk for at Seniorrådet gerne ville have at Ældre- og Sundhedschefen deltog i Rådets møder noget af tiden for at fremme den gode dialog og kommunikation med kommunens ledelse.

Formanden havde fået en henvendelse fra en borger som havde fået en øjenoperation. Birgit Lindahl havde orienteret forvaltningen da det var en personsag.

Der udspandt sig herefter en drøftelse hvordan Seniorrådet skulle forholde sig hvis det var en materiel sag.

Får Seniorrådet flere henvendelser af personlig art peger det på Seniorrådets forslag til kommunen om en Borger Rådgiver.

Vores offentlige møde tirsdag den 27. september 2022 med journalist Georg Julin der vil holde foredrag om Den 4. Alder, er nu på plads og holdes på Rødovregård. Mødet annoncers i Lokal Nyt den 14. september 2022.

Det er besluttet at der skal foretages en drøftelse med forvaltningen om Ole Højstrøm fremover kan stå for Seniorrådets hjemmeside i samarbejde med Jette Aagaard Larsen.

Rødovre kommunes kommunaldirektør Anders Agger er stoppet efter aftale med kommunalbestyrelsen.

Formanden og næstformanden foreslog at der blev afholdt holdt en Temadag den 5 oktober.

Vi skal drøfte de aktiviteter og emner Seniorrådet skal sætte fokus på. Medlemmerne blev opfordret til at komme med tre emner hver som vi så vil diskutere på Temadagen

Dette blev godkendt.

Udvalgenes kommissorier skal tilpasses og rettes. Nogle kommissorier er af ældre dato.


6. Budget / Regnskab v/Jan Hylleborg 

Kasserer Jan Hylleborg orienterede om at der var 91.858,00 kr. tilbage af budgettet for 2022.

Der blev stillet spørgsmål til en række andre konti som fremgik af materialet, som Jan Hylleborg ikke havde mulighed for at redegøre om. Seniorrådet vil have en redegørelse hvad kontiene dækker over og derfor kunne Seniorrådet ikke godkende regnskabet.


7. Nyt fra seniorrådets medlemmer – herunder forslag til nye initiativer, plus dagsordensforslag. 

Vagn Kjærgaard ville gerne have en liste over antal borgere visiteret til plejehjem og om man kunne uddrage at der var nogle plejehjem som var mere attraktive at søge end andre.

Når borgere ansøger om en plejehjemsplads kan / skal man skrive en prioriterede rækkefølge på plejehjem man gerne vil bo på.

Kommunikations Centeret i Hellerup har demens undervisning. Jan Hylleborg vil sende en brochure til alle i Seniorrådet.


8. Indkomne forslag

Der var indkommet en invitation til en konference den 22. september 2022, fra Praksis Akademiet, der holdes i Roskilde.

Temaerne var: Kultur og Ledelse, Rekruttering og Fastholdelse, Nærvær i Borgerrelation og Ensomhed.

Seniorrådet besluttede at to medlemmer kunne deltage. Tilmelding inden den 15. september 2022 til Birgit Lindahl eller Merete Matz som herefter sørger for tilmeldingen.


9. Kort status fra udvalgene

a)
Danske Ældreråd
Der er møde den 15. september 2022. Birgit Lindahl og Merete Matz deltager.

b)
Kultur- og aktivitetsudvalg
Ikke nogen mødedato.

c)
Folkeoplysningsudvalget
Vagn Kjærgaard er med i udvalget men der er ikke indkaldt til noget møde.

d)
Omsorg og sundhed
Mødet er udsat uden ny dato er aftalt.

e)
Bolig-Trafik-Miljø inkl. busudvalget
Til kommunens budget orienteringsmøde fremgik det at bus linje 7A ikke længere skulle køre til Rødovre Hallen, men stoppe på Ålholm Plads. Af kommunens budgetoplæg under punktet Byudvikling og Infrastruktur står der på side 19: Reduktion i antal afgange af 9A fra 6 afgange i timen til 3 afgange i aftentimerne efter kl. 20.00. Udvalget følger op på hvordan det hænger sammen.

f)
Vestegnstræf
Ikke noget nyt.

g)
Tilgængelighedsudvalg
Teknisk forvaltning indkalder, men der er ingen mødedato.

h)
Skovtursudvalg
Tilbagemeldingen var stor tilfredshed med Skovturen. God tur. God mad. God underholdning. Der var lidt usikkerhed for guiderne med overskueligheden i det vedlagte manuskript hvorfor nogen måtte sige fra til at være guide på turen. Men alt i alt en god dag.

i)
Konference bliver til en Temadag og dagens dagsorden skal nu forberedes.


10. Referater fra Bruger / pårørendeudvalg / madpanel

a)
Dorthe Mariehjemmet
Ingen Pårørendeudvalgsmøde er aftalt og dermed intet referat. Madpanelet har ikke endnu besøgt hjemmet.

b)
Plejehjemmet Engskrænten
Vagn Kjærgaard kontakter forstanderen for at høre hvornår næste møde holdes. Madpanelet har ikke endnu besøgt plejehjemmet.

c)
Plejehjemmet Ørbygård
Ikke noget møde i Pårørendeudvalget. Forstanderen er stadig sygemeldt. Madudvalget har besøgt Ørbygård den 16. juni 2022. 

d)
Ældrecentret Broparken
Der er planlagt Bruger Pårørendeudvalgsmøde den 12. september 2022. Madudvalget besøgte Ældrecenteret den 21. juni 2022.

e)
Madudvalget
Skal planlægge besøg på Dorte Mariehjemmet og Engskrænten.


11. Nyt fra forvaltningen

Ida Kock Møller vil til næste Seniorrådsmøde undersøge om kommunen bliver en del af Frikommune forsøget så man kan angribe udfordringerne anderledes.

Kan vi holde 60 dages garantien når en borger søger en plads på et pleje / ældrecenter? Og har vi dækket behovet?

Rødovre er i førerfeltet, men det svinger alt efter hvor mange som søger.

26 er godkendt til en plads på et pleje / ældrecenter og venter på en ledig bolig.

Der nedsættes en arbejdsgruppe om demensudviklingen i Rødovre kommune.

Herefter takkede Ida Kock Møller for velkomsten og så frem til en god dialog.

På Budgetmødet blev der informeret om ”Skærmende Enheder”. 80% af dem som bliver visiteret hertil har en demens og der er en stigende grad. Seniorrådet må følge dette meget tæt og følge op på hvordan det løses i kommunen.

Faglige initiativer på Dorthe Mariehjemmet kommunikeres ud, men vi kan ikke blande os i personaleudviklingen.


12. Emner til næste dagsorden erstattes med "Indkomne forslag" 


13. Eventuelt Ligger der et årshjul for kommunens faste aktiviteter (musikfestival)

Intet.