Referat fra 29-08-2024

Referat af Seniorrådsmøde nr. 290

Dato: Torsdag den 29. august 2024

Kl. 13.00 - 17.00
Sted: Rødovregård, lokale Havestuen

Dagsorden udsendt: 22. august 2024    
Referat udsendt: 22. august 2024    
Referent: Sara Foldal

Seniorrådets medlemmer:

Annette Pedersen, Jan Hylleborg, Vagn Kjærgaard, Jørgen Knudsen, Michael Folke Hellensberg, Gorm Christiansen, Merete Matz, Birgit Lindahl, Per Vesterberg 

Afbud: Ingen

Bilag vedlagt dagsorden:

Referat 289   


1. Valg af ordstyrer

Michael Folke Hellensberg


2. Valg af referent

Sara Foldal


3 . Godkendelse af referat 289

Godkendt


4. Godkendelse af dagsorden

Godkendt


5. Meddelelser fra Formanden:

Birgit Lindahl starter med, at orienterer om, at Tina Warming deltager på dagens møde kl. 14.00.

Birgit Lindahl orienterer om, at Seniorrådets høringssvar for Budget 2025 er afsendt, og at det er bekræftet modtaget.

Birgit Lindahl vil gerne bede om, at uagtet om man har nogen kommentarer, negative eller positive, så tilkendegiver man, at det er modtaget og læst fremadrettet.

Stor ros til Gorm Christiansen for hans arbejde og formulering af høringssvaret.

Birgit Lindahl har booket lokale på Rødovregård for hele 2025 til Seniorrådets møder.

Hvis der er kurser gennem Dansk Ældreråd som et medlem ønsker at deltage i, så kan man skrive til Birgit Lindahl.

Der henstilles til, at Seniorrådets computer ikke fjernes fra kontoret på Rødovregård, da alle medlemmer skal have mulighed for at benyttet den.


6. Budget / Regnskab

Forelægges hvert kvartal, næste gang i september 2024.

Økonomikonsulent Gert Enevoldsen er inviteret med til næste møde, så Seniorrådet kan få fremlagt deres budget og stille spørgsmål. Gert deltager fra kl. 15.00. 

  • 6. Møder og kurser  

 Intet under punkt 7. 


  8. Nyt fra seniorrådets medlemmer – herunder forslag til nye aktiviteter:         

Birgit Lindahl har indhentet tilbud til Seniorrådets Seminar. Det er på Skjalm Hvide Hotel i Slangerup. Birgit Lindahl vil udsende tilbuddet når hun har modtaget det endelige, til resten af Seniorrådet. Seniorrådet kvitterer med, at det lyder rigtig godt. Seminaret forventes af være den 24-25. oktober 2024. – Efter mødet er datoerne blevet ændret til den 23-24. oktober 2024.

Der nedsættes et udvalg til at stå for dagsorden og program. Udvalget bliver:

Michael Folke Hellensberg, Gorm Christiansen, Merete Matz, Jørgen Knudsen og Annette Pedersen.  

Udvalget samles i forbindelsen med næste møde i Seniorrådet den 26. september 2024. Gorm Christiansen melder sig til at være tovholder.

Birgit Lindahl foreslår, om en ide til et borgermøde kunne være et oplæg med Frederik Lindhardt om at være ung pårørende til en dement.

Merete Matz, har også et ønske om, at der afholdes et borgermøde der ikke omhandler demens.


 9.  Indkomne forslag:

Ingen indkomne forslag.


10. Kort status fra udvalgene:

a) Danske Ældreråd
Intet nyt

b) Kultur- og aktivitetsudvalg
Intet nyt

c) Folkeoplysningsudvalget
På lørdag den 31. august 2024, afholdes der en fest for frivillige hvor idrætten vil blive hædret.

d) Omsorg og sundhed
Intet nyt

e) Bolig-Trafik-Miljø, bus samt tilgængelighedsudvalget.

Der er møde i dag den 29. august 2024.

Merete Matz spørger om, det kan tages med, at de nye busskure er blevet taget godt imod.

Birgit Lindahl vil gerne have med videre, at der mangler skraldespande bl.a. på Rødovre Parkvej.

Der er også en udfordring med, at der er én chauffør i servicebussen, som ikke vil stoppe på Rødager Allé – de betyder, at de ældre borgere er nødsaget til at gå langt.

Jan Hylleborg nævner, at der mangler en skraldespand ved hjørnet af Rødovrevej og Jyllingevej, ved den opsatte bænk.

Gorm Christiansen fortæller, at der ved Roskildevej i de tidligere Aldi-lokaler er kommet en Volt. Medarbejderne har ikke de bedste forhold lokalemæssigt, så de opholder sig ved de kommunale bænke ved en beboelsesejendom. Der mangler en skraldespand, men det kan også virke utrygskabende.

Jørgen Knudsen noterer det hele og bringer det med videre. 

f) Vestegnstræf
Der er møde for formand og næstformand i oktober.


11. Referater fra Bruger / pårørendeudvalg / madpanel

a) Dorthe Mariehjemmet
Intet nyt

b) Plejehjemmet Engskrænten
Mødet er blevet flyttet men afholdes i oktober.

c) Plejehjemmet Ørbygård
Der forventes møde i september/oktober.

d) Ældrecentret Broparken
Næste møde er den 18. september 2024.

e) Madpanelet
Der skal planlægges et nyt besøg.


12. Orientering fra konstitueret Ældre og Sundhedschef Tina Warming

Birgit Lindahl byder Tina Warming velkommen – det er første gang at Tina deltager på et møde i Seniorrådet.

Tina er leder af hjemmeplejen og -sygeplejen i Rødovre Kommune, men er midlertidigt konstitueret Ældre- og Sundhedschef. Tina er også konstitueret leder af Visitationen.

Tina orienterer om, at der strategisk kigges på Fremtidens Ældreområde – her kigges der bl.a. på borgerrejser. Rådene, herunder Seniorrådet, vil blive inviteret til et møde med en borgerrejse, og senere vil der komme en anden form for inddragelse.

Spørgsmål til Tina Warming:

Birgit Lindahl spørger ind til ventetider i Visitationen, da Seniorrådet hører fra borgerne at de er meget lange?

Svar: Der er en udfordring med ventetider. Den demografiudvikling som Rødovre Kommunen har været igennem de seneste år, og forsat er i, har været med til, at skabe en flaskehals. Der er ikke ført midler med ift. de mange borgere der er flyttet hertil.

Der er lovmæssigt store krav til en afgørelse, hvilket er med til at skabe ventetiderne.

Der bliver kigget på, om der kan etableres en kvik-skanke ved lette hjælpemidler.

Gorm Christiansen spørger ind til brugen af antipsykotisk medicin ved demens i Rødovre Kommune?

Svar: Der arbejdes på, at få et forløb med en rejsehold i løbet af 2025 på udvalgte plejehjem, hvor fokus vil være på brugen af antipsykotisk medicin – så der er indsatser i gang.

På Plejehjemmet Ørbygård, har de fået en nul-fejls rapport ift. brugen af antipsykotisk medicin. Hvilket er utrolig flot.

Gorm Christiansen supplerer med, at ved en forløb med et rejsehold, så skal man være meget OBS på den rigtige uddannelse af personalet.

Per Vesterberg spørger ind til, om der kan ses en stigning af pensionister med demens i Rødovre Kommune?

Svar: Vi oplever, at der er flere ældre i bedre sundhedstilstand. Kurven er ved at knække ift. visiterede ydelser og antal af borgere.

Annette Pedersen har talt med social- og sundhedsdirektør Michael Karlsen, om et showroom med hjælpemidler i Aarhus Kommune – det har der været stor succes med, bl.a. ift. forkortelse af ventetider i nogle situationer. Projektet hedder DokkX – det vil Tina bringe med videre.

Merete Matz nævner, at flere borgere bliver længere i eget hjem, hvor de ofte er ret selvhjulpne, men at en ting som støvsugning og gulvvask kan være utrolig hårdt, selvom det kan syne anderledes. Merete spørger ind til, om det er noget som er svært at få visiteret hjælp til?

Svar: Man kan kun få visiteret hjælp, hvis borgeren har et dokumenteret funktionstab. Tina nævner samtidigt, at i udkastet til den nye Ældrelov, der har robotstøvsugere fået deres egen §. Det er §15. Det betyder, at hvis loven bliver vedtaget, så må kommunen gå ind og finansiere den, hvor det med den nuværende lov, er egen finansiering.

Jan Hylleborg spørger ind til, hvor ofte en robotstøvsuger skal tømmes og rengøres?

Svar: Det har vi i Rødovre Kommune ingen erfaring med, da vi ikke har borgere hos os med en robotstøvsuger.

Michael Folke Hellensberg spørger ind til, om der er indtænkt digitalisering af andre ydelser ved hjælpemidler?

Svar: Ikke Tina bekendt, men det er en rigtig god tanke at det tænkes med ind – det vil Tina tage med videre.

Gorm Christiansen supplerer med, at man også kan tænke digitalisering ind ift. lys, gardiner m.m. 

Vagn Kjærgaard spørger ind til finansiering af en ny bil til Plejehjemmet Engskrænten?   

Svar: Tina er ved at kigge på bl.a. leasing. Tina er i tvivl om der findes fonde man kan søge til formålet.

Vagn Kjærgaard spørger ind til renoveringen af Plejehjemmet Engskrænten, set i lyset af ventelisterne?

Svar: Det sidste Tina har hørt er 2028 – og at der i processen også skal tages højde for genhusning af beboere. Tina vil gerne til næste gang undersøge det mere konkret.

Jan Hylleborg spørger ind til de mange krykker der står til storskrald – hvorfor genbruges de ikke?

Svar: Krykkerne leveres fra hospitalerne, og de vil ikke have dem tilbage, da det er for omfattende for dem at rengøre dem, så de kan bruges til en ny patient.

Annette Pedersen gør opmærksom på, at der på Rødovre Kommunes hjemmeside står, at der tilbydes forebyggende hjemmebesøg fra 70 år, men der i budgetmaterialet står 75 år.

Svar: Det skal vi selvfølgelig have rettet.

Annette Pedersen spørger ind til den sundhedsklinik der er beliggende på Broparken. Nu hvor der er kommet brugerbetaling på servicebussen, bliver borgere der bor i den anden ende af byen så kompenseret for udgiften?

Svar: Når borgerne kan transportere sig selv, så skal de det, og selv finansiere det – ligesom hvis de skulle til egen læge. De borgere der ikke kan transportere sig selv, der sker behandlingen i eget hjem.

Samtidig kigges der på nogle andre steder geografisk hvor, der kan placeres flere klinikker. Der kigges bl.a. på Linex-bygningen i Gunnekær, men også andre steder – der kigges på egnede lokaler.


13.  KL. 13.00 Konsulent fra Assembly Voting kommer og fortæller om digitalt SeniorRåds valg.

Jess Pedersen fra Assembly Voting fortalte om deres løsninger, som de kan tilbyde ved et Seniorrådsvalg. Løsningen understøtter både kandidatpræsentationerne og håndteringen af disse. Samt selve stemmeafgivelsen, som understøtter udsendelse af brevstemmer til borgere der er fritaget for digital post, en løsning om skærm-afgivelse af sin stemme på et stemmested, og en digital løsning som borgeren kan benytte hjemmefra via sit Mit-ID. Ved de digitale løsninger, kan de også tilbyde optælling.  

Seniorrådet taler om, det etiske og korrekte ved, at der er to personer med, når en borger skal have hjælp til stemmeafgivelse - ligesom det er et krav ved eksempelvis folketingsvalg. 
Seniorrådet får udsendt præsentationen, og vil tage det på som punkt på deres seminar i oktober.


14. Eventuelt