Nye regler for opskrivning til dagtilbud

02/05-2019

Folketinget har ændret loven for opskrivning til dagtilbud, så børnene fremover skal tildeles plads efter, hvornår forældrene skriver dem op. Derfor ændrer Rødovre Kommune nu opskrivningsregler. I samme forbindelse hjælper kommunen de forældre og børn, der ellers risikerer at blive ringere stillet.

I Rødovre Kommune har børnene hidtil fået plads i daginstitutioner og dagpleje efter deres alder. Som følge af en lovændring sker tildelingen fremover efter, hvornår forældrene har skrevet deres barn op på ventelisten. De nye regler er trådt i kraft i Rødovre Kommune den 1. maj, men Kommunalbestyrelsen har besluttet at hjælpe de forældre, som endnu ikke har skrevet deres barn op til dagtilbud, og som derfor ville blive ringere stillet. De får nemlig mulighed for at skrive deres barn op med fuld anciennitet, hvis de gør det i løbet af maj måned.

”De forældre, der endnu ikke har skrevet deres barn op til et dagtilbud, giver vi ekstraordinært mulighed for at få fuld anciennitet på ventelisten. På den måde får alle børn og forældre de samme muligheder. Det ville være urimeligt, hvis forældre, som har handlet i god tro efter de gamle regler, pludseligt rykkede ned ad ventelisten, fordi der kom ny lovgivning”, siger formanden for Børne- og Skoleudvalget Flemming Lunde Østergaard Hansen.

Alle forældre i Rødovre med børn i alderen 0-6 år får tilsendt et direkte brev via e-Boks, som informerer om de nye opskrivningsregler og den ekstraordinære mulighed. Forældrene skal skrive deres barn op senest den 31. maj for at få fuld anciennitet. De nye optagelsesregler træder i fuld kraft fra den 1. juni.

Rødovre Kommune har i samme forbindelse besluttet, at man tidligst kan få anciennitet på ventelisten fra barnet er tre måneder.

”Når man lige er blevet forældre, er der nok at se til. Det skal ikke være en kompliceret fødsel eller en svær start i den allerførste tid af barnets liv, der afgør, om man får sin ønskeplads. Alle forældre skal have lige muligheder”, siger Flemming Lunde Østergaard Hansen.

Fakta: Skal du skrive dit barn op?

Du skal ikke gøre noget, hvis du allerede har skrevet dit barn op til dagtilbud, der dækker frem til skolestart, eller hvis dit barn går i en integreret institution, hvor du ønsker, det skal blive.

Du skal skrive dit barn op senest den 31. maj, hvis dit barn endnu ikke er skrevet op til et dagtilbud. Det gælder også, hvis dit barn ikke er skrevet op til børnehave. Hvis du skriver barnet op senest den 31. maj, får det fuld anciennitet på ventelisten.

Dagtilbud omfatter kommunale dagplejere, vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner samt den selvejende institution Børnehuset Carlsro.

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Pladsanvisningen i Rødovre Kommune på tlf. 36 37 70 00.