Rødovre-borgere bliver spurgt om deres sundhed
05/02-2021
Rygning, smerter og ondt i livet. 4.900 tilfældigt udvalgte borgere i Rødovre over 16 år bliver fra i dag spurgt om, hvordan de har det. Det sker for at forebygge sygdomme og give borgerne mere målrettede tilbud til at leve et sundt og godt liv.
Det er fjerde gang siden 2010, at undersøgelsen ”Hvordan har du det?” foretages i Rødovre og i hele Danmark. I alt får 300.000 danskere spørgeskemaet om sundhed. Undersøgelsen er den største af sin art, og den vil give et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årene, og hvor der er særlige udfordringer netop nu. For at få de mest brugbare resultater er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne.
”Vi bruger Sundhedsprofilen som et redskab til at målrette og prioritere vores sundhedsindsatser i Rødovre Kommune. Undersøgelsen giver et billede af, hvilke udfordringer borgerne har, og hvad borgerne ønsker at ændre. Det kan være at stoppe med at ryge, blive mere fysisk aktiv, eller få hjælp til at håndtere stress i hverdagen. Det er helt afgørende, at vi ved, hvor skoen trykker for at kunne give borgerne de bedste sundhedstilbud”, fortæller borgmester Britt Jensen.
I 2017 svarede mere end hver anden på spørgeskemaet i Rødovre. Sidste undersøgelse viste, både på landsplan og i Rødovre, at danskernes sundhed haltede på flere områder. Blandt andet viste svarene fra Rødovre, at over halvdelen af borgerne var overvægtige, hver femte følte sig stresset, og 18 procent røg til daglig. Undersøgelsen viste også, at jo højere uddannelse, jo bedre sundhed har man. Svarene har ført til en stribe lokale tiltag, netop dér hvor behovet har været størst.
”Sundhedsprofilens tal har blandt andet gjort, at vi har styrket den tidlige indsats mod overvægt, og familier kan få hjælp til at forebygge overvægt eller få rådgivning til et sundere liv. Vi har også sat målrettet ind mod rygning, så alle Rødovres børn får mulighed for at få et sundt liv”, siger Britt Jensen.
Fakta: Om Sundhedsprofilen
- Spørgeskemaet er sendt ud til 300.000 danskere over 16 år til deres e-Boks eller med postvæsenet. I Rødovre får 4.900 borgere et spørgeskema.
- Du kan tjekke, om du er udtrukket til at være med i undersøgelsen ved at se, om du har fået spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i din digitale postkasse. Spørgeskemaet vil enten komme fra din region eller fra Statens Institut for Folkesundhed.
- Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte. Det er frivilligt, om du vil deltage. Dem, der udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række forskellige præmier.
- Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i marts 2022 på hjemmesiden danskernessundhed.dk, hvor man også kan læse resultaterne fra tidligere undersøgelser.