Rødovre Kommune håndterer selv affaldet
28/02-2018
Rødovre Kommune overtager selv indsamlingen af affald fra 2019. Det giver en økonomisk besparelse, som kommunen investerer i miljøvenlige el-skraldebiler.
Rødovre Kommune har undersøgt økonomien og muligheden for selv at stå for indsamlingen af affald i kommunen. Undersøgelsen viser, at der er god økonomi og klare miljøfordele ved selv at klare opgaven. Det giver en økonomisk besparelse på 1,8 mio.kr. om året, og det vil man bruge til at finansiere indkøb af miljøvenlige el-skraldebiler, der er dyrere end de traditionelle dieselbiler. El-skraldebilerne forurener og støjer langt mindre.
”Det kan betale sig både økonomisk og miljømæssigt, at kommunen selv står for indsamlingen af affald. Samtidigt er det en stor fordel, at Rødovre Kommune selv får personaleledelsen og dermed kan bestemme, hvordan opgaven skal udføres. Det betyder, at man får direkte indflydelse på den service, som bliver leveret – så man kan godt sige, at der bliver kortere vej fra borgerne til skraldemanden. Det er vigtigt, at borgerne oplever, at de får en ordentlig service, og det skal skraldemændene selvfølgelig også have tid til”, siger Jan Kongebro, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.
I dag er indsamlingen af affald i Rødovre Kommune udliciteret til et privat firma, men hvis man skal nå de langsigtede mål for genanvendelse af affaldet, er det kommunens vurdering, at det er nødvendigt med en tættere dialog med skraldemændene, så man selv kan styre indsamlingen og løbende tilpasse arbejdsgangene.
Rødovre Kommune kan tidligst overtage affaldsindsamlingen i 2. halvår 2019, fordi indkøb af det nye materiel skal ske gennem et EU-udbud.
Fakta
- EU har besluttet, at 65 procent af husholdningsaffaldet skal genanvendes i 2035. I Danmark er det nuværende krav, at 50 procent skal genanvendes i 2020.
- Rødovre Kommunes nuværende kontrakt med den private leverandør udløber den 28. april 2019, med mulighed for forlængelse i op til to år.
- Rødovre Kommunes genbrugsstation skal ombygges, så der bliver plads til bl.a. el-skraldebiler.
- Det forventes, at taksterne bliver holdt i ro.