Fuldmagter

Hvad er en fuldmagt?

Du kan give et andet menneske du har tillid til lov til at kontakte fx offentlig myndighed, ved at give en fuldmagt. Når du giver en fuldmagt, giver du personen lov til at varetage dine interesser og handle på dine vegne.

For at du kan give en fuldmagt, skal du være i stand til at forstå og overskue konsekvenserne ved at give fuldmagt til en anden.

Der er forskellige regler for fuldmagter hos myndighederne. Derfor kan der være forskel på, på hvilken måde, man giver fuldmagt på i det offentlige (fx fysiske papirfuldmagter, blanketter eller afgivet digitalt).

Læs mere om fuldmagter 

Hvad er en fremtidsfuldmagt?

En fremtidsfuldmagt er et dokument hvori du på forhånd tager stilling til, hvem der skal repræsentere dig og handle på dine vegne, hvis du i fremtiden selv blive ude af stand til det fx på grund af en demenssygdom. Du kan selv bestemme, hvem der i givet fald, skal hjælpe dig med at administrere din økonomi eller personlige forhold.

Når du har oprettet en fremtidsfuldmagt, skal en notar i byretten sikre at du er ved dine fulde fem og kan stå inde for indholdet i fremtidsfuldmagten.

Kan du ikke selv komme til notaren, kan notaren komme til din hjemadresse eller på hospitalet.

En fremtidsfuldmagt vil herefter være et ”hvilende dokument”, som skal gøres aktivt, når det skal tages i brug.

Det er Familieretshuset der tager stilling til, om fremtidsfuldmagten kan træde i kraft. Du eller dem der er betroet i din fremtidsfuldmagt, skal kontakte Familieretshuset for at få sat fremtidsfuldmagten i kræft.

Læs mere om fremtidsfuldmagten