Illa Frandsen
Fra min tidligste barndom har jeg elsket lyden af strygeinstrumenter, og jeg ønskede mig brændende en violin. Den fik jeg først da jeg var ti år, men der blev slidt i strengene og jeg kom på Konservatoriet i Odense, hvorfra jeg blev Statsprøvet Musikpædagog i 1986. Så flyttede jeg til København, hvor jeg hurtigt kom ind i det Københavnske musikliv, som assistent ved Radio symfoniorkestret, Radioens Underholdningsorkester, og især Sjællands/Tivolis Symfoniorkester med mere end 20 års engagementer. Symfoniorkestrene i Ålborg, Århus, Odense, Sønderjylland og Malmø har jeg også assisteret i. Samtidig fik jeg ansættelse i Tivolis Promenadeorkester, hvor jeg har spillet siden, fra 2016 under navnet Promenadeorkestret. Mit første undervisningsjob havde jeg fem år under studierne, og sideløbende med arbejdet som musiker har jeg, med korte undtagelser, undervist elever i alle aldre her i København. Den klassiske musik står mit hjerte nærmest, men jeg holder også rigtig meget af Balkan musik, kletzmer, bigband, rock, film musik, musicals og pop og meget andet.
Jeg er uddannet inden for klassisk musik, men som underviser benytter jeg mig af al musik, som jeg synes kan være sjovt eller relevant for eleven. Alt materiale og undervisning tilpasses den enkelte elevs forudsætninger og eventuelle ønsker, og vi går frem i et tempo, hvor eleven hele tiden kan følge med. Det er vigtigt for mig, at eleven altid føler sig tryg og velkommen, så det er rart at lære. Det er en stor fornøjelse at være sammen med andre om musikken, og derfor er det meget meningsfuldt for mig at arbejde som musiklærer.