Orienteringstur i Lønstrup

Eleverne lærer omgivelserne I Lønstrup at kende og der afsættes grænser for hvor de må færdes.

Gå ad vejen SUNDET overfor indkørslen til Rødovrehus forbi møllen uden vinger., find den lille sti mellem millionvillaerne og følg den ned til den "store P-plads" og forbi restauranterne til Redningsstationen med de to dannebrogsflag over kors på porten. På vejrstationen på siden af bygningen kan vindretning og hastighed aflæses.

Mens eleverne sidder på bænken kan der fortælles om den betydning redningsbåden havde ved skibsforlis før i tiden, om redningsbådens opbygning, udstyr og arbejdsmetode. 

Ved siden af redningsstationen står motorrummet med ophalingsspillet - et kædesystem fra land til en krog på en forankret bøje ude i havet. 

Gå forbi udsigtspladsen og bemærk verdenshjørnerne - og gå ad Rødovrestien ned til stranden. Gå/løb til den nedstyrtede tyske kanonstilling og spørg, hvad der står skrevet på toppen af den. (En spøgefugl har skrevet "Zimmer frei" Indgangen er blevet lukket, da den blev brugt af stofmisbrugere. Mens alle sidder på bunkeren fortælles om regler for at gå i klitterne. 

Gå ned i å-slugten ad Lønstrups gamle kærlighedssti og op til "katastrofestenen". Gå ad hovedgaden mod Super Spar købmanden og forbi byens forretninger og turistbureau. Det kan anbefales at angive præcist hvor langt i byen eleverne må færdes alene uden lærer. Gå hjem forbi den gamle biograf og op ad Møllebakken.

• Gå kun ad stier og trapper op ad klitter og klinter.
• Man må ikke kravle
• Man må ikke springe
• Man må ikke lave huller

Hvis ikke disse regler overholdes opstår der nye huller i plantedækket ved storm. Folk i byen frygter sandet, der trænger ind overalt.

• Bølgebrydere - sort granitsten fra Norge
• Hjelm og Marehalm - deres rødder og jordstængler breder sig og holder på sandet.
• Juletræer og Havtorn - for at folk ikke skal kravle på klinten og for at holde på sandet
• Sandfodring - hvert år køres masser af læs sand hertil fra Hirtshals og læsses af her og fordeles langs foden af klinten
• Fiberdug under "hønsenetkasser" med sten i. Kasserne bryder bølgekraften og dugen tillader vandet at komme ud uden at hive jord med sig. Men de er ikke til at se nu.

Et hestehul er også kaldet et revlehul og forekommer ofte i Vesterhavet. Når bølger slår op mod land, skal vandet finde en måde at komme tilbage til havet igen. Vandet finder den nemmeste vej, ved at skubbe sandet væk, så vandet får et hul til at komme tilbage i havet igen. Derved opstår et hestehul som består en udgående strøm.

Hvis du er ude og svømme og bliver fanget af et hestehul bliver du trukket med strømmen. Du skal ikke gå i panik, men derimod lade dig flyde med vandet. Du kan nemlig ikke kæmpe i mod styrken af et hestehul, da strømmen simpelthen er for stærk. Derfor skal du lade dig flyde med vandet, indtil du har passeret hestehullet og strømmen er aftaget. Derefter kan du svømme til en af siderne og tilbage til land.

Eleverne skal kende risikoen for "Hestehuller" mellem bølgebryderne. Det er her man kan opleve kviksand. Det opstår, når grundvandet pibler ud af klinten, forbi det rammer et uigennemtrængeligt lerlag, og medbringer fint ler og sand, som danner en vandfyldt kegle og når man træder på den, giver den efter, så man kan synke ned dog højst 40 cm. 

DRAMA: Redning af tyske søfolk i snestorm og streng frost huskes stadig i fiskerhuset i Lønstrup

13. marts 2010 04:00 | Nordjyske.dk

af Peder Pedersen

LØNSTRUP: - Han havde mareridt og græd om natten, for han glemte aldrig den forfærdelige oplevelse i redningsbåden, fortæller Inger Lauritzen.

Fra stuen i det lille fiskerhus i Lønstrup ser hun ud over havet og tilføjer med tyngde i stemmen. - Det redningsfolkene gjorde den dag, var helt umenneskeligt, og selv om det nu er 70 år siden, skal de altså ikke glemmes.

Til at støtte hukommelsen har hun et gammelt billedalbum, et par aviser fra 1940 og minderne om et langt liv som fiskerkone, gift ind i en slægt af fiskere og redningsmænd. Hendes svigerfar Karl Lauritzen var blandt de 13 mand, der samledes foran redningsstationen i Lønstrup først på eftermiddagen 13. marts 1940 for at drøfte den alvorlige situation.

Damper på grund

Tidligere på formiddagen lidt før klokken halv elleve er den store tyske damper Eschersheim af Bremen gået på grund ud for kysten ved Rubjerg Knude. 

Skibets kaptajn Friedrich De Buhr er sengeliggende på grund af hård influenza, men kommer straks op på broen for at overtage kommandoen over den nødstedte damper, der ret hurtigt får store problemer.

Der er snestorm med høj sø og streng frost, så der går ikke længe, inden dækslasten er skyllet i havet. Ophold på dækket er umuligt, og damperen tager vand ind fra et hul i skroget. Bølger smadrer luger og døre og strømmer ned i skibet. Snart er kedlerne slukket og damperen uden maskinkraft. Det tyske skibs kamp følges time efter time nøje fra Rubjerg Knude Fyr og fra havbakkerne ved Lønstrup.

Erfarne folk

Fyrmester Skytte Jensen og strandfoged Aksel Christoffersen har for længst slået alarm, da skibet udsender nødsignal.

Snart efter samler stationsleder Chr. Christoffersen og bådfører Johan Hjermitslev deres besætning ved redningshuset i Lønstrup.

De er 13 mand, og mens nogle åbner dørene, giver andre motor og båd det sidste, hurtige tjek. Alle ved, hvad der skal gøres, ingen unødvendig snak, for det er erfarne folk.

Fiskere som kender kysten som deres egne bukselommer, og en af de mest erfarne er Johan Hjermitslev, der er skipper på redningsbåden, fortæller Inger Lauritzen.

- Jeg kan huske, at de andre redningsfolk senere fortalte, at når han havde kommandoen, følte de, at der intet at frygte, så han nød meget stor tillid blandt de andre redningsmænd, fortæller Inger Lauritzen og peger på et foto af besætningen og fortsætter sin fortælling.

Snestorm og is

Den tunge, åbne redningsbåd må slæbes fra bådhuset ned til stranden gennem et metertykt lag sne. På den åbne strand raser snestormen, men næsten alle i Lønstrup møder op. Kvinder og mænd skovler en vej gennem strandens sne. De må også hugge hul i den mandshøje, tykke sne- og iskant, som brændingen har skabt og lagt som en næsten uigennemtrængelig barriere mellem stranden og det åbne hav.

Fra stranden og havbakkerne kan man gennem rindende øjne snart efter se, hvordan den tunge træbåd presses igennem brændingen, mens sneen vælter ned og frosten bider i ansigtet. Imens har damperens besætning på 31 mand i snart fem timer kæmpet fortvivlet for at redde skibet og livet. 

Redningsbåde knust

Kaptajn Friedrich De Buhr erkender, at det store skib ikke kan reddes. Nu handler det om at redde livet, og han giver ordre til at gå i bådene. To af damperens redningsbåde bliver knust mod skibssiden allerede under søsætningen. En tredje redningsbåd driver til havs med tre mand om bord og kæntrer efter kort tid. De tre mand i båden forsvinder i bølgerne. 16 mand klamrer sig desperate til livet i den sidste redningsbåd, der sætter kurs mod Løkken. Kaptajn Friedrich De Buhr forlader sit synkende skib som den sidste. Mens damperen og dens besætning er ved at tabe kampen, er hjælpen på vej.

Bevidstløse søfolk

Efter en times hård sejlads i svær sø og ringe sigtbarhed når redningsbåden fra Lønstrup frem til den forliste damper, hvor den efter lang tids søgning samler i alt 10 mand op af det iskolde hav, heriblandt den tyske kaptajn. Alle de reddede er stærkt afkølede og bevidstløse. De fleste er kun klædt i tynde skjorter. De har ikke haft tid til at få mere tøj på. Flere af redningsfolkene bruger en del af deres eget tøj til at pakke de iskolde søfolk ind i for at beskytte dem mod kuldedøden. 

Den tungt lastede redningsbåd begynder sin vanskelige tur tilbage til Lønstrup, mens isen sætter sig overalt og tynger båden endnu længere ned i havet. Efter yderligere en times kamp mod hård sø, sne og is løber den tungt lastede og tilisede redningsbåd på land ved Lønstrup.

Hele byen hjælper

Stærke hænder tager imod de bevidstløse tyske søfolk, som hurtigt bliver fordelt i private hjem i byen.

- De arme søfolk skulle egentlig være bragt til sygehuset i Hjørring, men alle forbindelser mellem Hjørring og Lønstrup var lukkede på grund af snestormen, så de blev fordelt i byen. Mine svigerforældre fik en af tyskerne med hjem, hvor han lå helt stivfrossen på køkkengulvet, fortæller Inger Lauritzen og peger ud i det lille køkken, hvor vandet flød på gulvet, da den tyske sømand blev bragt ind.

- Min svigerfar finder sin kniv frem og bøjer sig ned over tyskeren for at skære det våde tøj af ham, så de kan få ham varmet op. I det samme åbner tyskerne øjnene. Han troede vist for anden gang den dag, at nu var hans liv slut.

Den tyske kaptajn Friedrich De Buhr er kommet hjem til familien Hjermitslev, hvor han en time senere dør uden at komme til bevidsthed. Hans lommeur er stoppet kl. 15.35, da han sprang i havet.

Hjælpen fra Hjørring

De andre ni tyske søfolk klarer at holde fast ved livet, da de får varme og forplejning rundt om i de private hjem, og i løbet af aftenen og den næste dag lykkes det via særtog med sneplov, slæder og heste at få politi og læger til byen og bragt de sårede til sygehuset i Hjørring.

Da hele aktionen efter nogle dage kan gøres op, står det klart, at seks tyske søfolk er døde, 16 reddede sig i land ved Løkken og 10 blev reddet af redningsbåden fra Lønstrup, hvor kaptajnen senere døde af sygdom og udmattelse. De reddede tyske søfolk var benovede over det mandsmod og den gæstfrihed de mødte hos alle i både Løkken og Lønstrup. Senere fulgte også en officiel tysk tak.

I Lønstrup satte redningsaktionen sine blivende spor. Efter redningsaktionen var redningsfolkene stærkt udmattede, flere havde fået forfrysninger, mens andre ikke kunne glemme de barske oplevelser.

Plaget af minder

En af dem, Karl Arildsen, kunne ikke sove om natten. Han havde mareridt og drømte altid om en ganske bestemt hændelse.

- Under redningsturen havde han haft fat i armen på den tyske styrmand, som lå i havet, men på trods af alle sine anstrengelser måtte han til sidst give slip. Styrmanden druknede, og det glemte han aldrig. Karl Arildsen græd hver gang han tænkte på redningsaktionen, fortæller Inger Lauritzen og tilføjer, at Karl Arildsen døde præcis 40 år efter - på dagen for forliset, 13. marts 1980.

- Da han blev begravet, blev det sagt, at der måske var en tanke bag, at han døde på netop den dag, for det var et forlis, han aldrig blev færdig med, fortæller Inger Lauritzen og lukker fotoalbummet.

- De redningsfolk var nogle rigtige mandfolk. Nogle seje sjak, som havde mandsmod og hjerte på det rigtige sted. Derfor skal de ikke glemmes, og det bliver de i hvert fald heller ikke her i huset, siger hun og kigger med varme i blikket på fotoet af sin afdøde mand, der overtog pladsen i redningsbåden efter sin far. Begge var i mange år fiskere og redningsmænd i Lønstrup, hvor Inger Lauritzen også har fået inspiration til de sange og fortællinger, hun i dag er kendt for i hele landet.