Til Mårup

Gå ned ad Møllebakken og ad Strandvejen til mindestenen over naturkatastrofen 1877. Drej til højre ad Vesterklit til I kommer til klintens forkant. Gå til venstre langs skrænten mod syd ad stien til Mårup Kirke, men pas på ikke at komme for tæt på klinten, som konstant brækker af. Med forsigtighed kan man alligevel se digesvalernes indflyvningshuller i klinten.

Vær opmærksom på de truede huse, og bemærk forskellen på de beskyttede kyststrækninger og de ubeskyttede klinter. Skal I gå tilbage ad stranden er det nødvendigt at kigge ned jævnligt for at se, om der er sket et skred af blåler ud i havet, da det vil umuliggøre en vandring ad stranden. Vådt blåler er glat som sæbe og samtidig så finkornet, at det er meget svært at få ud af tøjet bagefter. Et forsøg på at gå ud i havet for at omgå skreddet, ender ofte meget vådt.

Oppe fra klinten kan man tydeligt se, om der er muligheder for kviksand.

Fremme ved Mårup kirkeruin vil man se, at der i dag ikke er ret langt til skræntens kant. Nærmest skrænten er omridset af det gamle nedrevne tårn. Tomten var i mange år mindested, hvor det fem meter store anker fra det forliste engelske marineskib The Crescent stod indtil nedrivningen af kirkens mure i 2008 Nu er det placeret øst for kirken sammen med de gravsten, som er bevaret efter klintens nedstyrtninger samt en mindesten om ulykken. De druknede englændere blev begravet i 3 store fællesgrave på Mårup kirkegård. Historisk Samfund fra Hjørring Amt rejste i 1935 en mindesten. 

Sommer 2008: Kirken nedtages kontrolleret til ca. 2 meters højde. Alt inventar nedtages nænsomt og opbevares sikkert for en evt. senere anvendelse. Blytaget pilles ned og opbevares autoriseret eller sendes til genanvendelse. Alt træværk m.v. nedtages og opbevares.

Klassen kan få læst eller fortalt beretningen om The Crescents forlis. En vragfisker bjærgede for mange år siden en del jern, læderfodtøj, flasker med vin, våben o.s.v. fra vraget. Desuden blev skibets storanker bjerget. Det blev transporteret til Mårup Kirke, hvor det som nævnt blev anbragt ved kirkens vestmur.

Desuden blev skibets storanker bjerget. Det blev transporteret til Mårup Kirke, hvor det som nævnt blev anbragt ved kirkens vestmur.

Udenfor på grønsværen står en lille stenpyramide: KONGEMINDET, til minde om kong Christian IXs besøg i 1871. Netop dette besøg resulterede i en enorm interesse for Lønstrup fra de "finere" kredse i byerne, så det blev mondænt at have hus i Lønstrup. De store bygninger, der ligger langs strandvejen, stammer fra denne periode og står i modsætning til de lave fiskerhuse, som stadig er bevaret her.

Hvis ikke turen fortsætter mod Rubjerg Knude og fyret kan hjemturen foregå langs grusvejen ind til Lønstrup.

Selve kirken er der i dag ikke må meget tilbage af.

Den romanske dør

Bag denne murstensvæg er der en gammel dør med kalkmalerier, der er lige så gamle som kirken selv. Det er en meget usædvanlig placering for en dør i en kirke fra middelalderen. Over døråbningen sidder der rester af en romansk dekoration.

Døren og dekorationen er nu bevaret bag muren. Tilmuringen er lavet sådan, at konservatorerne senere kan flytte døren i sin helhed, når den sidste del af Mårup Kirke skal tages ned.

Døråbningen er i 1700 tallet blevet muret til samtidig , med at en tårnkonstruktion blev pillet ned.

Der er et romansk kalkmaleri i Bindslev Kirke og et i Bjergby Kirke. Mårup-dekorationen er altså det tredje fund af så gamle kalkmalerier i Vendsyssel. Nationalmuseet lavede en grundig undersøgelse af kirken i 1998. Ved den lejlighed fandt man adskillige spor af kalkmalerier både i kor og skib.

2008 og frem

I takt med kystskræntens tilbagerykning nedtages de nu ca. 2 meter høje mure kontrolleret således, at der til enhver tid holdes en afstand til skrænten på ca. 6 meter.

Soklens lades tilbage så kirkens "omrids" er tydeligt. Forventet tid til nedtagningen af østgavl: 6-9 år. 

En arbejdsgruppe i Lønstrup forsøger at skaffe midler til en genopførelse af Mårup Kirke. Hvis dette lykkes, og en passende lokalitet kan findes, overdrager Skov- og Naturstyrelsen, når sidste sten er nedtaget, alle materialer til dette formål vederlagsfrit.

Nedtagningen af østgavlen forventes at ske i 2016-2019, alt efter hvor hurtig erotionen af klinten er.

I kirkens resterende mure kan læses om romansk contra gotisk byggestil og lidt om kirkens fremtid.

I tidens løb er der sket mange forlis og strandinger langs Jyllands vestkyst, i Kattegat og i Skagerak. Men først efter 1750 bliver kendskabet til disse strandinger mere omfattende, f.eks. ved private menneskers fortællinger og ved indberetninger fra redningsstationerne. 

En af de største skibstragedier, der er indtruffet, skete ved Vendsyssels kyst år 1808 ved Mårup syd for Lønstrup. På det tidspunkt var Danmark i krig med England.

Det var vinter med frost og orkanagtig storm. Den engelske fregat The Crescent var sejlet fra England ladet med forsyninger til den engelske flåde, der lå i vore farvande. Skibet havde en besætning på 274 mand foruden officerer samt kvinder og børn, som man dengang bragte med ombord. Kun ca. 60 mennesker blev reddet.

Den 5. december var fregatten grundstødt ud for Mårup. Man prøvede at redde, hvad reddes kunne. Men dagen efter, den 6. december kl. 3 om eftermiddagen sprang skibets sidste ankertov, og det sidste håb om at redde noget fra skibet eller endog de fleste mennesker glippede.

Kaptajn Temple ville ikke forlade sit skib, så længe der blot var én mand ombord, og ofrede således sit liv for pligtens bud. 2 både var stødt fra skibet for at an-bringe et anker ovre på vindsiden. Men de blev af strømmen ført over på læsiden. Kun den ene båd nåede tilbage til vraget.

Kaptajnen befalede så mange som muligt at gå om-bord i denne båd og forsøge at nå ind til kysten. 22 mand sprang ned i båden. Men 3 gange så mange sprang i søen i håb om at blive taget op af kammeraterne. Disse var nødt til i nødværge at støde dem fra sig ud i havet, hvor de druknede for deres øjne. Dog nogle af de mest hårdføre svømmere klamrede sig med halvfrosne hænder og fingre til rælingen og bagstavnen i så stort et tal, at båden ville være sunket, hvis de ikke havde sluppet deres fortvivlede tag. Det var en frygtelig scene. Folkene i båden var nødt til at skære hænder og fingre af deres ulykkelige kammerater. En ung mand så sin far og bror blive lemlæstet på denne måde.

Han tilbød faderen sin egen plads. Men da var det for sent. Faderen sank til bunds for hans øjne.

Mange forsøgte at nå kysten på lægter, planker og vragstykker. Men søgangen og strømmen var så voldsom, at alle omkom.

Den sidste chance for at nå land var en båd og nogle lægter, som man foreslog at lave en tømmerflåde af. Da flåden var færdig, så den så skrøbelig ud, at kun få vovede sig ud på den. De, der først forsøgte, blev med magt forhindret i at vende tilbage til vraget. 5-6 af disse blev skyllet bort og omkom. Til sidst stødte flåden fra skibet, og de 28 ombordværende råbte 3 hurraer, da de sagde farvel. 22 af de 28 nåede levende i land. Men 1 af dem døde, mens de bar ham det sidste stykke.

Til trods for at de var fjender, behandlede danskerne dem med den største barmhjertighed og menneske- kærlighed, som englænderne siden berømmede danskerne for. Disse overlevende fortalte mange gribende historier. Blandt andet omtaltes en smuk, ung kvinde, som havde et barn på armen. Hun betroede en af officererne sit barn med disse ord: "Gud velsigne Dem, jeg er nu lykkelig ved tanken om, at De vil frelse mit barn. Thi mit eget liv er intet værd, Når blot mit barn kan blive frelst. Sørg for at holde det så varmt som De kan.” Så gav hun ham sin kåbe og de klæder, hun kunne undvære. Kort tid efter blev kvinden tilligemed sin mand skyllet over bord, og officeren og barnet, de fandt snart den samme våde grav.

Hvad var det så for en skare, der var blevet reddet?

Da de overlevende som krigsfanger blev ført gennem Ålborg, var hele befolkningen på gaden, da de passerede. Men der lød ikke et eneste hadefuldt ord mod dem. Man stod tavse og så på den elendige skare af mennesker. Nogle havde ingen hat på hovedet eller sko på fødderne. Andre havde kun en sko eller var iført danske trøjer eller kapper, som de danske bønder eller soldater havde overladt dem. Alle så de magre og udtærede ud, dybt præget af den tragedie, de havde været udsat for.