Forældrekompetenceundersøgelse

Forældrekompetenceundersøgelser foretages som et led i at afdække et barn/en ung/en forælders eller en hel families behov for særlig støtte. Undersøgelsen gennemføres med henblik på at afklare, hvad der er til barnets bedste og tager udgangspunkt i det konkrete barn og forældrenes muligheder for at tage vare på netop dette barn.

Undersøgelsen indeholder både samtaler, observationer og psykologisk testning, og kan efter behov suppleres med interviews af andre personer i barnets netværk. Indholdet og planlægningen afhænger af problemstillingen, og undersøgeren informerer de involverede parter om dette undervejs.
 
Undersøgelsen startes og afsluttes med et møde med deltagelse af rådgiver i Social, Familie og Borgerservice, og der udarbejdes ved afslutningen en skriftlig rapport som bliver en del af beslutningsgrundlaget for videre overvejelser omkring støtte/foranstaltninger. Ved opstartsmødets lægges en foreløbig plan med datoer, og såfremt disse overholdes, vil undersøgelsen normalt tage tre-fire måneder afhængigt af problemstillingen.

Undersøgelsen udføres af en eller flere autoriserede psykologer.

 

For hvem? 

En forældrekompetenceundersøgelse kan komme på tale, når der fra børne- og ungerådgivers side skal tages stilling til iværksættelse af foranstaltninger i en sag, hvor det vurderes nødvendigt at belyse yderligere før en beslutning kan træffes. Typisk vil der være tale om, at barnets særlige behov og forældrenes evne til at imødekomme disse og/eller relationen og tilknytningen mellem barn og forældre forudsætter en udvidet beskrivelse.

Tilbuddet forudsætter visitation fra en børne- og ungerådgiver i Social, Familie og Borgerservice efter Barnets Lov § 32.