Ungdomsboligerne

Ungdomsboligerne er et botilbud til unge, der af forskellige årsager ikke kan bo hjemme, og som har forud-sætningerne for at bo selv i egen bolig med støtte. Tilbuddet rummer 10 pladser fordelt i tre mindre bofællesskaber – Huset, Villaen og Medelbyvej, herunder tilbud om stabile boligforhold, hvor de unge har eget værelse og deler toilet/bad, køkken, opholdstue og vaskeri med op til tre andre unge. Hertil kommer professionel voksenstøtte efter behov. Støtten varetages af Familiehusets støttekontaktpersoner, som kan kontaktes 24 timer i døgnet, og i vidt omfang står til rådighed i det daglige, i forhold til at støtte de unge med udgangspunkt i deres almene behov og hvad angår eventuelle udfordringer der gør sig gældende. Det være sig eksempelvis i form af tilbud om:

  • hjælp til botræning – økonomistyring, rengøring, indkøb struktur i hverdagen mm.
  • socialt fællesskab og aktiviteter – fællesspisning, husmøder, oplevelsesorienterede tiltag ud af huset mm.
  • samtaler og aktiviteter der kan understøtte den unges trivsel og udvikling, eksempelvis hvad angår beskæftigelse, fritid og personlig udvikling.

Med respekt for de unges individuelle forskelligheder, ønsker og behov betragter vi det som vores kerne-opgave at skabe forandring sammen med dem, deres familie og netværk hen imod et positivt voksenliv. Herunder værdierne livsglæde, sundhed, selvstændighed og fællesskab. Vi arbejder grundlæggende ud fra en anerkendende, helheds- og ressourceorienteret tilgang, med særligt fokus på relationer. Herunder er vores grundantagelse, at en betydningsfuld relation giver bedre mulighed for, at vi sammen med den unge, deres familie og netværk kan lykkes med en positiv forandring. Med det for øje virker vi så vidt muligt fleksibelt - hvor og når den unge har brug for det. Konkret kan det eksempelvis være ved fritidsaktiviteter eller i hjemmet, også uden for sædvanlig kontortid. Samtidigt bestræber vi os på at møde, se og forstå den unge som det unikke menneske hun eller han er. Herunder anser vi ydmyghed, nysgerrighed, respekt og troværdighed som vigtige og efterstræbelsesværdige værdier.

Du kan finder videre information omkring Ungdomsboligerne under materiale.

For hvem?

Ungdomsboligerne er et børne- og ungehjem for unge i Rødovre Kommune i alderen 15-18 år, som er i stand til at bo selv med støtte. Tilbuddet forudsætter visitation fra en børne- og ungerådgiver i Social, Familie og Borgerservice efter Barnets Lov § 46, stk. 1, som et anbringelsesforhold på eget værelse.