Uddannelsesløft
Med tilbuddet om uddannelsesløft får du mulighed for at tage en faglært uddannelse med op til 80 eller 110% af dine dagpenge. Uddannelsesløftet kan også bruges til at tage et grundforløb på en erhvervsuddannelse, hvis du er jobparat kontanthjælpsmodtager eller modtager af overgangsydelse.
Detaljer
HVEM GÆLDER DET?
Uddannelsesløftet er en mulighed for dig, der er fyldt 30 år, får dagpenge og er ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse (en uddannelse som ikke er brugt de seneste fem år). Med uddannelsesløftet kan du blive faglært ved at tage en erhvervsuddannelse eller et trin i en erhvervsuddannelse* (se også siden om Erhvervsuddannelse for voksne).
Hvis du er jobparat kontanthjælpsmodtager eller modtager af overgangsydelse, er fyldt 30 år og enten er ufaglært eller faglært med forældet uddannelse, kan du tage et grundforløb på en erhvervsuddannelse gennem puljen til uddannelsesløft.
* EUV er erhvervsuddannelser for voksne. Euv1, euv2 og euv3 er forskellige uddannelsesveje til samme uddannelse, som afhænger af, hvor meget erhvervs- og skoleerfaring du har i forvejen.
BETINGELSER
- Du skal have lavet en realkompetencevurdering for at afgøre, om du skal påbegynde en euv1, euv2 eller euv3.
- Hvis du ikke kan nå at gennemføre uddannelsen i din dagpengeperiode, kan du efter ophør af din dagpengeperiode fortsætte uddannelsen på den ydelse, du er berettiget til - fx SU eller kontanthjælp.
- Når du er omfattet af uddannelsesløft, skal du ikke genindplaceres i en ny dagpengeperiode undervejs i uddannelsesløftet, når du har haft 1.924 løntimer. Det betyder også, at du ikke skal have en ny satsberegning undervejs i uddannelsesforløbet.
- Beskæftigelse under et uddannelsesløft kan medregnes til opgørelse af dit indkomst- eller beskæftigelseskrav ved vurdering af dagpengeret på et senere tidspunkt.
- Mens du er under uddannelse, skal du ikke søge job eller stå til rådighed for henvist arbejde, men du skal fortsat stå til rådighed for den aktive indsats - herunder fx kontaktforløb i jobcentret.
- Hvis du under uddannelsen finder en virksomhed, der vil tage dig i voksenlære med overenskomstmæssig løn, kan du overgå til denne ordning.
- Det er jobcentret, der skal bevilge uddannelsesløftet.
ØKONOMI
- Under uddannelsen får du op til 80% af den maksimale dagpengesats (svarende til 16.287/11.645 kr. pr. måned for fuldtid/deltid), og du har mulighed for at låne et beløb af A-kassen, så du når op på din hidtidige dagpengesats
- Hvis dine nuværende dagpenge er under 80% af den maksimale dagpengesats, vil du kunne tage uddannelsen med din individuelle sats uden lånemulighed
- Hvis du starter på en erhvervsuddannelse, der er på positivlisten for uddannelsesløftet, kan du modtage 110% af din hidtidige dagpengesats*. Find positivlisten her: https://star.dk/indsatser/stars-nationale-job-og-uddannelsesteam/uddannelsesordninger-for-ledige/uddannelsesloeft/
- Du kan få tilskud til befordring via din A-kasse
* Der kan alene bevilges en hel erhvervsuddannelse, hvorfor der bl.a. ikke kan bevilges et grundforløb eller et kortere uddannelsesforløb. Hvis du færdiggør uddannelsen i løbet af dagpengeperioden, vil du vende tilbage til dit ordinære dagpengeniveau. Hvis dagpengeperioden udløber, inden du har færdiggjort uddannelsen, vil du overgå til voksenlærlingeordningen eller til den ydelse, du herefter er berettiget til - fx kontanthjælp eller SU - mens du færdiggør uddannelsen.
SÅDAN GØR DU
Kontakt jobcentret og hør mere om dine muligheder for at få et uddannelsesløft med dagpenge.