Uddannelsesgodtgørelse ved arbejdsskade
Hvis du har fået en arbejdsskade og ikke kan arbejde fuld tid med dit hidtidige arbejde, kan uddannelsesgodtgørelse være din mulighed for at skifte spor i arbejdslivet. Med uddannelsesgodtgørelse kan du få 83% af den løn, du tjente før arbejdsskaden, mens du uddanner dig til et område med gode jobmuligheder.
Detaljer
HVEM GÆLDER DET?
Du skal opfylde syv krav for at kunne få uddannelsesgodtgørelse:
- Du har en anerkendt arbejdsskade og en samlet mén-grad på mindst 10% efter én eller flere arbejdsskader. Hvis du har en anden arbejdsskade, hvor du tidligere har fået en mén-grad på fx 5%, kan den indgå i de samlede 10%*.
- Du er uden job eller i en opsagt stilling.
- Du kan ikke arbejde på fuld tid inden for dit tidligere arbejdsområde eller på fuld tid med dine tidligere uddannelser.
- Du kan tjene mere med en uddannelse end uden.
- Du har endnu ikke fået en afgørelse om dit endelige tab af erhvervsevne.
- Du forventes at kunne gennemføre en uddannelse og arbejde på almindelige vilkår bagefter.
- Den uddannelse, som du vælger, er erhvervskompetencegivende og inden for et område med mangel på arbejdskraft.
* Hvis din arbejdsulykke er sket eller din erhvervssygdom er anmeldt før 1. juli 2024, skal mén-graden for én af arbejdsskaderne være afgjort 1. januar 2024 eller senere. Hvis din arbejdsulykke er sket eller din erhvervssygdom er anmeldt efter 1. juli 2024 er vilkåret opfyldt, hvis AES forventer et samlet varigt mén på 10 %. ** Der kan være undtagelser (fx dagpenge ved barsel, ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb og sygedagpenge), som dog fradrages i uddannelsesgodtgørelsen krone for krone.
BETINGELSER
- Det er AES (Arbejdsmarkedet Erhvervssikring) der i samarbejde med jobcentret afgør, om du kan få uddannelsesgodtgørelse. Processen er opdelt i seks trin, som du kan læse mere om på: https://www.borger.dk/kampagnesider/efter-arbejdsskade-findvej-tilbage-i-job-med-en-ny-uddannelse.
- Du kan højst få uddannelsesgodtgørelse i fire år, og AES følger løbende op på, om du er studieaktiv.
ØKONOMI
- Under uddannelsen får du hver måned udbetalt et beløb, der udgør 83% af din tidligere løn, efter at din løn er fratrukket 8% (AM-bidraget). Du skal ikke betale AM-bidrag eller ATP-bidrag af din uddannelsesgodtgørelse.
- Beregningen af størrelsen på din uddannelsesgodtgørelse fastsættes ud fra din højeste årsløn (inkl. pension og tillæg) de seneste fem år. Hvis du fx har tjent 35.000 kr. om måneden, vil du modtage ca. 27.000 kr. om måneden i uddannelsesgodtgørelse før skat. Uanset din tidligere løn vil du som minimum få 22.395 kr. pr. måned svarende til en årlig indkomst på 268.740 kr. (110% af den højeste dagpengesats) og maksimalt 38.690 kr. pr. måned. Hvis du tjener penge ved siden af din uddannelse, mod regnes de krone for krone i uddannelsesgodtgørelsen.
- Normalt ophører dine sociale ydelser, når du får uddannelsesgodtgørelse**. Andre offentlige ydelser som fx boligstøtte og børnepenge får du som du plejer, men de kan ændre sig, hvis de er afhængige af din indkomst.
SÅDAN GØR DU
Vil du undersøge, om uddannelsesgodtgørelse er relevant for dig? Så skal du kontakte AES. Det kan du gøre på to måder:
- Hvis du har fået et brev fra AES omkring din interesse i at tage en uddannelse, skal du svare på linket i brevet.
- Hvis du ikke har modtaget et brev om uddannelse fra AES, kan du ringe til AES på 72206000.