Jobag.Jobnet.dk - din online jobbank og annonceringssted
På jobag.jobnet.dk finder du Danmarks største online job- og cv-bank. Her har du nem og gratis adgang til jobsøgere i hele Danmark. Du opretter din virksomhed som bruger og får dermed adgang til cv-banken, hvor du kan lave detaljerede søgninger og etablere en intern emnebank.
Som arbejdsgiver kan du også oprette jobannoncer med alle typer af ledige stillinger - også stillinger på få timer og stillinger med aften- eller weekendarbejde. Det er nemt, og den præcise angivelse af timer og arbejdstid udvider både rekrutteringsgrundlaget og sikrer de bedst mulige match. Du har mulighed for at lave rettelser til annoncerne løbende, og du har hele tiden overblik over virksomhedens jobannoncer.
Jobordre og rekrutteringsservice
På jobag.jobnet.dk kan du også digitalt bede jobcentret om hjælp til at finde arbejdskraft via jobordrefunktionen. Når du har oprettet jobordren, vil du løbende modtage egnede kandidater uden selv at skulle bruge tid på annoncetekster, udsøgning og behandling af ansøgninger (en jobordre vises ikke på jobnet.dk).
Du kan også få hjælp til rekruttering hos den relevante a-kasse (der er link til a-kasserne på forsiden af jobag.jobnet.dk), og hvis du har brug for flere medarbejdere på tværs af landet, kan du også bruge Jobservice Danmark til at hjælpe med rekrutteringen.
Har du svært ved at finde den rigtige medarbejder inden for Danmarks grænser, kan udenlandsk arbejdskraft måske være svaret - se faktaarket Work in Denmark.
Fordele og eksempel
Fordele
- Nem og gratis adgang til jobannoncering og cv-søgning.
- Hurtigt overblik over jobcentrets services og tilbud til arbejdsgivere og nem adgang til alle relevante blanketter i forbindelse med beskæftigelsestilbud.
- Mulighed for at bruge jobcentret, den relevante a-kasse eller Jobservice Danmark som rekrutteringspartner.
Eksempel
En mindre it-virksomhed oplever en kraftig vækst og får brug for flere medarbejdere. Ved at kombinere annoncering og detaljeret søgning blandt de mange kandidater på www.jobnet.dk, finder virksomheden hurtigt de nødvendige medarbejdere med de rette kvalifikationer.
SÅDAN GØR DU
Klik ind på jobag.jobnet.dk og følg anvisningerne. Hvis du har svært ved at komme i gang med at bruge jobag.jobnet.dk, kan du kontakte jobcentret eller jobnetsupporten på tlf. 7015 2030 eller jobnet@star.dk
Kontakt evt. jobcentret for at få nærmere information om de regler og vilkår, som din virksomhed skal være opmærksom på ved annoncering i ind- og udlandet. Du kan også finde oplysninger på www.workindenmark.dk