Sygedagpenge til lønmodtagere

Sygedagpenge er en midlertidig ydelse til dig, der i en periode ikke kan passe dit arbejde på grund af egen sygdom. 

Husk muligheden for Fast track-opfølgning og kom hurtigere tilbage

Detaljer

Fold alle ud

HVEM GÆLDER DET?

Retten til sygedagpenge er betinget af, at du er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom og opfylder ét af nedenstående krav:

  • Du har arbejdet de seneste 26 uger før sygefraværet i mindst 240 timer 
  • Du har været ansat hos din arbejdsgiver i de seneste otte uger før sygeperioden og arbejdet i mindst 74 timer i perioden. 
  • Du er dagpengeberettiget medlem af en a-kasse 
  • Du er elev i lønnet praktik 
  • Du er ansat i et fleksjob 
  • Du har afsluttet en uddannelse på mindst 18 måneder inden for den seneste måned 
  • Du har pådraget dig en arbejdsskade, der er omfattet af en af lovene om arbejdsskadeforsikring

BETINGELSER

  • Du har pligt til at samarbejde med jobcentret om sygedagpengeopfølgningen*. 
  • Du kan få udbetalt sygedagpenge i op til 22 uger** inden for en ni-måneders periode. Inden de 22 uger er gået, skal jobcentret revurdere din ret til sygedagpenge og tage stilling til, om der er mulighed for at forlænge din sygedagpengeperiode efter en af de syv forlængelsesregler (se også jobafklaringsforløb
  • Hvis kommunen vurderer, at dine sygedagpenge ikke kan forlænges, og du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, vil du blive tilbudt et jobafklaringsforløb på en nedsat ydelse. 
  • Udbetalingen af sygedagpenge ophører den dag, du er arbejds - dygtig igen, også selv om du ikke raskmelder dig. 

* Standby-ordning: Sygemeldte, der har en alvorlig sygdom (fx kræft eller svært hjertesvigt), som gør det uhensigtsmæssigt eller umuligt at være i kontakt med kommunen, behøver hverken af have samtaler eller deltage i tilbud. Efter de første seks måneder kan du som sygemeldt vælge, om opfølgningen skal ske ved personligt fremmøde, telefonisk eller digitalt. ** Din ret til sygedagpenge kan være midlertidigt forlænget som følge af COVID-19. Hør mere i kommunen. For ansatte i fleksjob udbetaler kommunen refusion fra 1. fraværsdag, hvis øvrige betingelser er opfyldt.

ØKONOMI

Du har ret til sygedagpenge/løn fra arbejdsgiver, hvis du har været ansat i mindst 74 timer hos en arbejdsgiver i de sidste otte uger før dit fravær. Din arbejdsgiver udbetaler sygedagpenge eller løn de første 30 dage. Efter den 30. fraværsdag udbetaler kommunen refusion til din arbejdsgiver eller sygedagpenge til dig. Det afhænger af din aftale med arbejdsgiver eller din overenskomst.

I alle andre tilfælde er det kommunen, der udbetaler dine sygedagpenge. Sygedagpenge beregnes normalt på grundlag af den indtægt/timer, som du skulle have haft, hvis du ikke havde været syg. Højeste sats er 126,89 kr. pr. arbejdstime dog maks. 37 timer pr. uge. Har du skiftende arbejdstider eller varierende løn, beregnes sygedag - pengene på grundlag af din gennemsnitlige arbejdstid/timeløn for de seneste fire uger før dit fravær. Sygedagpenge udbetales bagud, og du skal betale skat af dem. 

SÅDAN GØR DU

Du skal sygemelde dig hos din arbejdsgiver på første fraværsdag. Herefter har din arbejdsgiver pligt til at anmelde fraværet til kommunen senest 5 uger efter første fraværsdag, hvis du modtager løn under sygdom, og senest 3 uger efter første fraværsdag, hvis du ikke modtager løn under sygdom.

Når kommunen har fået besked om dit fravær, får du tilsendt et oplysningsskema, hvor du skal angive, hvor lang tid du forventer at være sygemeldt. Hvis du oplyser, at du forventer at være raskmeldt inden for 8 uger, vurderer kommunen individuelt, om og i givet fald hvordan din sygemelding skal behandles.

Hvis du oplyser, at du forventer at være sygemeldt mere end 8 uger, vil jobcentret sende dig et brev med en anmodning om at konsultere din egen læge. Herefter får du en indkaldelse til opfølgningssamtalen i jobcentret - senest 8 uger efter din første fraværsdag (se også om forløb og opfølgning).

Fast track - hurtig opfølgning
Husk, at både du og din arbejdsgiver inden for de første 5 ugers fravær også har mulighed for at anmode jobcentret om Fast track behandling af din sygemelding (opfølgning efter maksimalt 2 uger). Det kan være en god ide, hvis du allerede på et tidligt tidspunkt kan se, at du står foran en svær og / eller langvarig sygemelding. Kontakt jobcentret eller bed din arbejdsgiver om at anmode om Fast track ved anmeldelsen af dit fravær.

Raskmelding
Når du ikke længere er uarbejdsdygtig som følge af egen sygdom, skal du raskmelde dig i jobcentret.