Tekstil
Tekstilaffald eller genbrugstekstil?
Som den nyeste affaldstype i Rødovre Kommune kan du få hentet tekstilaffald. Husk, at vi indsamler tekstilaffald, dvs. tekstiler som IKKE længere kan genbruges. Har du tekstiler, der kan genbruges, bør du aflevere det i Genbrugshuset på Valhøjs Alle 182 eller hos velgørende organisationer.
Eksempler på tekstilaffald
I tekstilaffald sorteres det tøj og tekstil, som andre ikke kan få glæde af, f.eks. ødelagt, hullet eller plettet tøj og tekstil. Det kan for eksempel være (listen er ikke udtømmende):
- Ødelagt, hullet, plettet tøj og tekstil
- Udtjente underbukser og strømper
- Ødelagte strømpebukser
- Udtjent sportstøj og badetøj
- Håndklæder, gardiner, tæpper, viskestykker med indtørrede pletter fra mad og vin – men ikke maling, sprit, olie eller lignende, da disse kan indeholde kemikalier, som ikke skal cirkulere videre i en genanvendelsesproces
- Udtjente klude og engangsklude
- Stofrester
Hvor afleverer jeg tekstilaffald?
Tekstilaffald afleveres på fortovet foran din grund. Tekstilaffald skal afleveres i en klar og lukket sæk. Det skal i en pose, fordi hvis tekstilaffaldet mugner, kan det ikke genanvendes. Derfor er det vigtigt, at du afleverer det i en gennemsigtig pose og binder knude på, så tekstilaffaldet er bedst beskyttet på den videre rejse.
Tekstilaffald
Hvad må du IKKE aflevere som tekstilaffald?
Tekstiler indleveret til tekstilaffald må ikke være vådt, da det kan få tekstilerne til at mugne. Der må ikke være rester fra maling, olie, sprit o.l. på tekstilerne, da disse kan give problemer i genanvendelsen af tekstilaffaldet. Følgende må ikke afleveres som tekstilaffald (listen er ikke udtømmende):
- Tøj og tekstil, sko, bælter og tasker, som ikke er ødelagt, og som andre derfor kan få glæde af (afleveres det til genbrug, som du plejer)
- Slidte og ødelagte sko, bælter og tasker (afleveres som restaffald eller på genbrugsplads)
- Vådt, fugtigt eller jordslået tøj eller tekstiler (afleveres som restaffald)
- Tøj og tekstiler med rester af maling, olie, sprit eller lignende (afleveres som restaffald eller på genbrugsplads).
- Lædertøj og regntøj, som er slidt eller ødelagt (afleveres som restaffald eller på genbrugspladsen).
- Udtjent regntøj eller andet tøj og tekstil med PVC (afleveres på genbrugspladsen).
- Imprægnerede eller vandafvisende tekstiler, som er ødelagte f.eks. hullede jakker, flyverdragter og overtræksbukser (afleveres som restaffald eller på genbrugsplads for at undgå at farlige stoffer, herunder PFAS, kommer ind i genanvendelsesprocessen).
Hvad sker der med tekstilaffaldet?
Først sendes alt tekstilaffald til trejdepart, hvor ødelagt tekstil sorteres fra. Dette er tekstiler som er vådt, muggent eller er plettet af olie.
Derefter sendes det enten til genanvendelse eller genbrug:
Genanvendelse sendes til Holland, hvor tekstiler optrevles og knapper, lynlåse m.m. sorteres fra.
Tekstilerne oparbejdes til nye fibre, som afængig af kvalitet kan bruges til enten ny garn, som der kan laves nye tekstiler af eller til fx fyld i bilsæder, isolering i
hvidevarer eller det kan indgå i papirindustrien. Fibrene er fx akryl, polyester, denim eller bomuld.
Genbrug sendes til Tyskland. Her sorteres det i op mod 250 kategorier og sendes ud i verden hvor der er brug for det. Kategorierne er
fx børnesokker, herreskjorter, nederdele, bh’er, striktrøjer.